Et virkeligt møde

“Hvad ser du, når du ser på mig?”, spørger en kvinde, som lige har ført mig gennem et mørklagt lokale, mens hun fortalte om hendes forhold til mørke, hvad der gør hende bange, og hvad der gør hende tryg. Personlige fortællinger om, hvordan hun gemte sig under dynen som barn, og forsøgte at trække vejret så lidt som muligt for at spare på luften.

Eller hvordan hendes mor farver hendes hår med henna. Hun gør det ikke så godt, men det er en særlig tid, de har sammen, når moderen kærtegner hendes hovedbund, fortæller kvinden, mens hun lyser på sin røde fletning med en lille cykellygte. Vi er kravlet ind i en hule af et stykke hvidt stof, og efter at have opholdt os i mørke et stykke tid tænder hun for en lampe. Vi ser hinanden. Jeg ser glæde. Alvor. Sårbarhed.

Den kvindelige hjerne 
Vi opholder os på et tidligere plejehjem i Valby, og de kolde og anonyme gange i bygningen står i stærk kontrast til de tre rum, man får muligheden for at besøge. Der er i alt 28 installationsrum, svarende til de 28 kendte områder af den menneskelige hjerne. Hvert rum er beboet af en kvinde, der indvier dig i en personlig historie – og opfordrer dig til at dele din.

Det hele starter hos et orakel, som ud fra en dukke, et citat eller et objekt, du har valgt, henviser dig til et af de 28 rum. Herefter bevæger du dig ud på egen hånd i gangene med vinduer dækket af transparent, lyserødt folie – et simpelt materiale, som skaber et fiktionsrum og holder virkeligheden ude.

Møder i mørket
Fiktionen og tilskuerrollens tilbagelænede tryghed varer dog ikke ved. De tre rum jeg oplevede var mørklagte. Jeg trådte ind med lukkede øjne, og blev hver gang mødt af en hånd, som blidt lagde sig i min. Frarøvet min synssans føles berøringen stærk, og en gradvis nedbrydelse af afstanden mellem rollen som performer og tilskuer begynder. Jeg er til stede. Hun er tilstede. Og hun er lige så virkelig, som jeg er.

I et af de rum, jeg træder ind i, møder jeg en kvinde, som guider mig rundt i mørket via lyde. Pludselig stopper hun, og jeg åbner øjnene foran nogle vinglas, som hænger fra loftet med nogle stikord bundet til stilken. På den anden side står kvinden, som jeg endnu ikke havde set, med en teske i hånden. Hun slår på glasset, hvis klang fylder hele lokalet, og fortæller om en rørende oplevelse i tråd med citatet på glasset.   

Del ud af dig selv
Hun deler endnu en historie og jeg bliver opslugt af det hun siger, hendes stemme, hendes mimik. Og lige idet jeg er ved at falde tilbage i en passiv, modtagende rolle rækker hun mig skeen.

Åh nej. Jeg sluger en klump i halsen, mens jeg leder efter et nøgleord, der ikke kræver, at jeg krænger mit hjerte ud. Alligevel ender jeg med at fortælle hende om et venskab, der gik i stykker, hvordan jeg af og til stadig tænker på det, og hvordan jeg ikke rigtig kan forstå, hvorfor det endte.

I det sidste rum, jeg besøger, er der ingen tale. Her dominerer bevægelse og muskelkraft, og jeg finder mig selv dansende, springende og løbende med en fremmed kvinde. Vi ender i en omfavnelse, hvor vores forpustede brystkasser og bankende hjerter slår mod hinanden. Det er så simpelt. Men hvor føler jeg mig levende. 

Menneske-specifik performance
Cantabile 2 har udviklet sit arbejde med site-specific performance til human-specific. Her rykker man ikke blot oplevelsen ud af teatret, så der dannes en totaloplevelse i nogle bestemte rammer, men der dykkes ned i et en-til-en forhold, hvor det enkelte individ er i fokus, og handlingen føles autentisk i et spænd mellem fiktion og virkelighed. 

Og det går fint i spil med en tid, hvor der er en sult efter autenticitet og at føre livet ind i kunsten – såvel som kunsten ud i livet. En behov efter at mærke, leve og interagere midt i den travle hverdag, hvor man ellers går med snuden nede i sin smartphone.

Rammerne omkring møderne i Venus Labyrinten er tydeligt iscenesat, men selve møderne føles ægte. Du står som medskaber af en intim situation, som kun vedrører dig og den enkelte kvinde, og i selve øjeblikket glemmer du, at kvinden udfører samme procedure for andre deltagere.

Efter en times vandring gennem labyrinten, står man tilbage med en tørst efter det iscenesatte nærvær og en pirrende nysgerrighed efter, hvad der gemmer sig i de sidste 25 rum. En nysgerrighed, som de færreste får stillet. I stedet kan man forlade det tidligere plejehjem i Valby med tre helt unikke møder i bagagen.