Europa uden grænser?

På sin nye udstilling i Esbjerg kaster den bosnisk fødte konceptkunstner Ismar Cirkinagic et kritisk blik på Europa som et geopolitisk område. I hans konceptuelle, fotografiske værker omdanner han de nationale flag til monokromer uden andre kendetegn end farven – som en drøm om Europa uden grænser.

Et flag er en symbolladet readymade med en ofte lang historie. Nogle flag har endog navne – som det britiske Union Jack, der henviser til det forenede Storbritannien med Skotland, England og Nordirland, og den franske Trikolore, der også har en klart defineret symbolik, som er direkte afledt af den franske revolutions slagord: frihed, lighed og broderskab. Det tyske flag med de tre horisontale striber – sort, rød og gul – symboliserer guld/lys, blod/glød og jord/sorg. Det blev taget i brug efter Tysklands samling i 1871, men egentlig stammer det fra det tysk-romerske rige, hvor der i våbnet og banneret var en sort ørn med røde kløer, tunge og næb på en gylden baggrund. I denne kontekst må vi ikke glemme Dannebrog. Dette flag er omspundet af en myte om, at det faldt ned fra himlen i 1219 under et slag i det nuværende Estland. Og sådan kunne man blive ved.

I sin nye billedserie med titlen Ocean Europe foretager Ismar Cirkinagic (f. 1973) en kritisk undersøgelse af samtlige 50 europæiske landes nationale identitet ved brug af en fotografisk proces, hvor han transformerer farvesammensætningerne og symbolerne i flagene til monokromer. Således bliver eksempelvis det danske flag til en lyserød monokrom, det svenske til en mørkegrøn, mens det portugisiske og tyske flag bliver til en brun. Der er store koloristiske variationer alt efter flagenes farvesammensætninger. Hængt op sammen ligner de farveprøver, som ikke lader Gerhard Richters farvekortbilleder meget efter – blot er hver enkel ‘farveprøve’ hos Ismar udstanset til et selvstændigt og langt større billede til forskel fra Richters små farvefelter.

Staternes grænsedragninger
Udstillingen vises i underetagen på Esbjerg Kunstmuseum. Til lejligheden har man bygget en særlig udstillingsarkitektur op i form af en labyrint med hvidmalede vægge, så publikum må bevæge sig rundt i udstillingen for at se alle monokromerne. Disse monokromer er på den ene side æstetisk raffinerede, på den anden side problematiserer de nationalstaternes grænsedragninger, som er opstået som følge af  krige, og som opdeler mennesker i et ‘dem og os’. Han stiller desuden spørgsmål til den fremvoksende nationalisme og nationalchauvinisme i både Øst- og Vesteuropa, men han gør det på en diskret, drillende måde ved at nivellere alle flagenes distinktive træk.

På gangen kan man i en montre studere udvalg af de oprindelige flag og det, der kom ud af dem, efter at de har været udsat for Ismars metode. Her går stærke nationalsymboler som ørne, måner, stjerner, kors, nøgler, kroner m.v. tabt i den store fotografiske farvekværn til fordel for disse moderne, skinnende monokromer, som ligner abstrakte malerier undfanget af nogle af efterkrigstidens amerikanske colorfield-malere.

Ifølge pressemeddelelsen tilstræber Ismar Cirkinagic med udstillingen en ”mystisk fotografisk proces, der frembringer en ‘oceanisk’ følelse – en intens oplevelse, hvor hver enkelt museumsgæst opnår fornemmelsen af at blive forbundet med verden på ny.” Det er en smuk hensigtserklæring – universalromantisk i sit anslag. Og ja, man bliver vitterligt ført et andet sted hen af disse nærmest æteriske monokromer. Men samtidig giver udstillingen anledning til at tænke over det absurde i sådanne menneskeskabte territorialmarkeringer, som grænser er – og på det forkrampede i at fastholde illusionen om ‘national identitet’, når verden er så lille og transparent, som det er tilfældet i dag. At der altid har fundet folkevandringer sted – også i forhistorisk tid, når menneskene har måttet flytte sig for at overleve. I det hele taget får udstillingen de besøgende – i hvert fald denne – til at tænke over, hvad national identitet egentlig er for en størrelse, og hvor store forskelle der stadig er mellem landene – også inden for EU. Apropos EU-medlemsskabet: at man har ret til at krydse ikke kun Europas grænser, men hele verdens, i kraft af sit eftertragtede rødbedefarvede pas. I modsætning til de mange udefrakommende, der bliver afvist ved grænserne.

Multimediekunstner
Ismar Cirkinagic arbejder generelt konceptuelt og har på en lang række udstillinger vist, at han behersker mange medier – dog med forkærlighed for installation og fotografi – undertiden også som en kombination af begge medier. Han er optaget af krig, undertrykkelse og socio-politiske forhold, som han zoomer ind på med en både kritisk og visuelt begavet tilgang. Han voksede op i byen Prijedor, hvor han stadig bor en del af året, når han ikke opholder sig i København, hvor han også er uddannet. En ledetråd i hans motiver er hans hjemland Bosnien-Hercegovinas nyere, meget tragiske historie. I en række tyste, men rystende værker, har han blotlagt sporene efter Balkankrigen, som han oplevede på tæt hold som ganske ung. Denne krig brød ud i 1992 som en krig mellem tre etniske grupper: bosniske serbere, bosniske kroater og muslimerne, de såkaldte bosniakker, efter Jugoslaviens opløsning som stat. Det blev et folkedrab på især det muslimske mindretal og den mest brutale krig efter 2. Verdenskrig. Den sluttede i 1995 efter ufattelige grusomheder. I sine på en gang smukke og rystende værker har Ismar dokumenteret dette folkedrab, hvor gruen ligger lige under overfladen, og fortrædelighederne sniger sig ind på betragteren med efterfølgende voldsom effekt.

Hans nye udstilling har et bredere perspektiv og er mere drømmende og utopisk. Ikke desto mindre rører den ved et uhyre aktuelt problemkompleks, og den er højst seværdig og vedkommende.