Europa, Verden, Universet

Mange internationale udstillinger og biennaler har i de senere år forsøgt at besvare globaliseringens mangfoldige krav om nytænkning af de kulturelle hierarkier, men hvordan ser det krav ud i praksis, på gulvet, i mødet med publikum?

At forstå verden

Da jeg var barn, skrev min veninde og jeg breve til hinanden og smed dem ind af hinandens brevsprækker, selvom vi boede på samme vej og talte sammen hver dag. Brevene blev foldet og lagt i kuverter. I afsenderfeltet skrev vi vores navne, derefter gadenavn og nummer efterfulgt af postnummer og by, og til sidst skrev vi: Danmark, Europa, Verden, Universet.

Dette vigtige ritual gav os en forståelse af vores egen placering i en verden, hvis omfang vi på det tidspunkt kun kunne forestille os. Men hvordan kan vi som voksne, reflekterede kulturforbrugere, kunstnere og formidlere flytte perspektivet fra at se vores egen vestlige kultur som verdens navle?

Mange internationale udstillinger og biennaler har i de senere år forsøgt at besvare dette spørgsmål. Der stilles mange krav til formidlingen af nye forståelser af sammenhænge og globale hierarkier, som selv for superbrugere af udstillinger og biennaler kan være svære at rumme.

An artist who cannot speak English is no artist

På udstillingen Hello World på Hamburger Bahnhof i Berlin blev man budt velkommen af et værk af den kroatiske kunstner Mladen Stilinović i indgangsrummet. Værket havde form som et banner og hævdede polemisk, at “An artist who cannot speak English is no artist”.

Udstillingen havde taget fat i den faste samling og udvidet med værker fra andre offentlige og private samlinger og etnologiske museer, hvorfra 13 nye afdelinger var sammensat af forskellige kuratorer i en refleksion over, hvordan museet kunne se ud i et mere globalt og polyfonisk perspektiv.

Et af de radikale greb i denne udstilling var, at man havde inviteret udøvende migrantkunstnere til at lave rundvisninger og workshops på museet henvendt til diverse kulturelle og sproglige samfund i Berlin. Rundvisningerne foregik på engelsk, tysk, polsk, tyrkisk, arabisk og spansk.

Grundlaget for en samling

For nylig talte jeg med Karen Michelsen Castañón – en peruviansk/canadisk billedkunstner, som stod for de spansktalende rundvisninger. Hun havde fået frie hænder til at vælge, hvilke værker hun ville inddrage, og hvilke problematikker hun ville behandle og hvordan.

Desuden havde hun lavet en fire timers workshop i den mexikanske udstillingsdel, Arte Populares, Surrealism and Emotionel Architecture, sammen med en mexikansk koreograf. Her havde de inddraget publikum i en performance i dialog med værkerne.

Et af de temaer, hendes rundvisning diskuterede, var de historiske, økonomiske og ideologiske strukturer, et museum bliver grundlagt på. En af de største samlinger på Hamburger Bahnhof er grundlagt af Friedrich Christian Flick, hvis formue baserer sig på tvangsarbejde i Tyskland under 2. verdenskrig. Hvem bestemmer, hvad der er acceptabelt at bringe ind i en samling?

Hvem taler? For hvem?

Derudover satte hun spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kunne definere nationale tilhørsforhold og oprindelige kulturer i lande, hvor koloniseringen har bragt så mange vestlige strømninger med sig, og eliten har været dem, som har udvalgt og taget de æstetiske valg omkring nationale identiteter.

Mange af de repræsenterede kunstnere fra den ikke-vestlige kunstscene har, som Karen selv, uddannet sig via stipendier i Europa. Her har kunstmarkedet nogle særlige forventninger til, hvad man arbejder med som “etnisk” kunstner. Men hun følte også, at hun havde fået nogle privilegier, som forpligtede hende til at tale ud over egen situation.

I samtalen med folk stillede hun spørgsmålene: Hvem taler? For hvem? Hvilken virkelighed repræsenterer værkerne? Og hvad sker der, når vi taler om dem?

Sproget som kultur

Samtalerne med publikum foregik på spansk. Jeg forestillede mig et lignende tiltag i Danmark og ytrede i min snak med Karen frygt for, at indvandreskeptiske kredse ville kræve, at man kun talte dansk og eventuelt engelsk og tysk på danske museer.

Hun gjorde mig opmærksom på, at både spansk og arabisk er store sprog på linie med engelsk og tales af millioner af mennesker, men igen gør vanetænkning, at vi forestiller os dem som minoritetssprog. Dette var bl.a. en af pointerne fra de kuratorer, som havde udvalgt rundviserne.

Man “ser” ting igennem sproget, og nogle ting kan man bedre forstå igennem sit eget sprog. Der er ingen grund til at være så bange for pluralitet – det åbner kommunikationen op. Sprog er et udtryk ligesom det visuelle. Det udvikler sig hele tiden, og sprog er ikke bare tale, men ligger tæt på kroppen og kulturen, fx findes der forskellige fortælletraditioner og nogle sproglige definitioner, som ikke lader sig oversætte – såsom at kunstbegrebet i Mexico dækker både kunst og folkeligt håndværk.

Samtalen med publikum

Karen og jeg talte længe om, hvad den udøvende kunstner kunne bidrage med som formidler i en sådan sammenhæng. Kunstneren konkluderer ikke, men stiller i højere grad spørgsmål. I det kunstneriske arbejde skaber man sammenhænge på tværs.

Hun brugte udtrykket “hunch” om de indskydelser, man arbejder med – de fornemmelser, som kaster én ud i kunstneriske undersøgelser uden at ane, om der kommer noget ud af det. Naturligvis suppleres disse impulser med relevant research, men processen er meget åben.

Hun havde haft mulighed for at inddrage sine egne interesser omkring fx historieskrivning, migration og tekstile arbejder og lært meget nyt i forbindelse med jobbet. Men det havde også været en emotionel proces, hvor hun kunne spejle sin praksis i dialogen med publikum. Hun havde tidligere arbejdet som oversætter og så nu dette som en anden form for oversættelse – af noget, hun i forvejen var dybt optaget af.

Udfolde i stedet for at indvikle

Efter vores samtale tænkte jeg over, hvor svær god formidling egentlig er, hvor meget der skal til, før man kan rykke på vante opfattelser, og hvor mange spørgsmål man kan stille sig omkring, hvem der har mulighed for at ytre sig, og hvem der har mulighed for at høre efter, og hvilke fortællinger om verden, der bliver fortalt.

Også Documenta14 (2017) i Kassel prøvede som global manifestation for samtidskunsten at rykke ved vores forestilling om verdens centrum. Men lidt for kreative kuratoriske ideer – fx om hvordan man skulle finde værkerne i storbyen Athen samt et fancy og kompliceret udstillingslayout – var med til at indvikle tingene i højere grad end til at udfolde dem.

Desuden var der særligt i Athen en fatal mangel på inddragelse af lokale initiativer og erfaringer. Som besøgende savnede man netop det nærvær og den samtale, som gjorde, at man kunne stige ind i denne kæmpe konstruktion, føle sig velkommen og forblive nysgerrig.

Kunstnerens stemme

Karens erfaringer, mangeårige kunstneriske research og engagerede fortælling om værkerne og processen fik mig også til at tænke på, at man måske oftere kunne give de udøvende kunstnere en stemme i relevante museumssammenhænge, fordi det daglige arbejde med det kunstneriske materiale skaber en særlig slags tilstedeværelse.

Samtalen om flere og nye perspektiver på kunsten – og dermed verden – har ihvertfald sat mange tanker i gang hos mig her i København V, Danmark, Europa, Verden, Universet.