Eventyrlige Bjørn Nørgaard
Bjørn Nørgaards nye udstilling Fake – Som i et spejl beskæftiger sig med mange forskellige materialer og forestillinger, blandt andet H.C. Andersens eventyr.

Bjørn Nørgaards nye udstilling Fake – Som i et spejl beskæftiger sig med mange forskellige materialer og forestillinger, blandt andet H.C. Andersens eventyr.
Chimpansen og Apollo
I galleriets inderste rum har Bjørn Nørgaard udfoldet sin store installation Fake – Som i et spejl.
Installationen benytter sig af et væld af forskellige materialer og tilgange.
Således kan man blandt andet opleve gipsforme og jernstøbninger, religiøse symboler, guldfisk i wc kummen, kanariefugle i palmen, en oppustet lolitadukke og Venus fra Milo og mødet/konfrontationen mellem den klassiske skulptur Apollo Belvedere og en udstoppet chimpanse.
Historien om en moder
Det mellemste rum i udstillingen er blændet, og værket Historien om en moder er kun muligt at opleve gennem et lille vindue i væggen.
Igennem vinduet ser man en jernseng hvorpå et forgyldt spædbarn ligger oplyst af en operationslampe.

Blikket ind i rummet bliver kastet tilbage mod beskueren af rummets bagvæg, der er dækket af spejle, og afslører således indersiden af væggen, hvorpå står skrevet moder på et utal af sprog. Oplevelsen af værket fuldendes af en skarp lugt af æter, som siver ud fra rummet.


Det er en pibe
I udstillingens forreste rum møder man tre objekter. Det første værk Cette est une pipe, en piberygende hare på en piedestal med en blå svamp ovenpå refererer samtidigt til René Magritte, Joseph Beuys, Yves Klein og Henning Christiansen. På væggen i samme rum hænger skulpturen Arti – Iustia – Scientia (Kunst – Ret – Videnskab). Skulpturen er lavet i stukmarmor med scagliola, en teknik hvor man arbejder med nedlægninger i gips.
Kejserens nattergal
Det sidste værk i rummet er Nattergalen, en to et halvt ton granitsten med en forgyldt bronzegren voksende ud af, på hvilken man øverst oppe finder en udstoppet nattergal. Skulpturen spiller på modsætningerne mellem det kunstige og det ægte, og det forgængelige og det uforgængelige.





Fakta
Udstilling
Fake - Som i et spejl
12 okt 2012 10 nov 2012
Bjørn Nørgaard
Galleri Susanne Ottesen Se kort og tider
Fakta
Udstillingen kan ses indtil den 10. november på Galleri Susanne Ottesen.