Fabelagtigt design og arkitektur

Det første møde med Marcel Breuer på Trapholt er Wassily-stolen der står majestæstisk, næsten som en svævende skulptur, i en niche på gangen, og inviterer os indenfor i det ene af udstillingens to rum.

Undersøgelser af materiale og konstruktion
Her i Trapholts særudstillingssal møder vi et repræsentativt udvalg af Marcel Breuers møbler, først og fremmest stole.

Et af de tidlige eksempler på hans møbelkunst er en barnestol sammensat af rektangulære og kvadratiske flader i massivt malet træ. Materialevalget giver stolen en tyngde, der finder modvægt i konstruktionen, hvor fladerne er forskudt således, at der skabes både nogle vertikale og horisontale linjer. Hertil kommer, at det negative rum er indskrevet som medbetydende form, hvilket løfter og udvider vores aflæsning af formsproget henimod et mere kunstnerisk afsæt.

Netop disse undersøgelser af materiale og konstruktion fremstår som et gennemgående træk i alle værkerne på udstillingen og fornemmes som en art samtale i en kreativ arbejdsproces.

Baggrundsstøj
Trapholts perspektivering til dansk møbeldesign fungerer godt, både som idé og i praksis. Ligeså er det i princippet en god ide at supplere den originale udstillingsscenografi fra Vitra Design Museum (hvorfra Trapholt har overtaget udstillingen) med visuelle links til Bauhaus og tilknytningen til kunsten.

Men desværre fungerer det ikke i praksis. Her bliver den ekstra udstillingsscenografi nærmere til baggrundsstøj og det besværliggør faktisk aflæsningen af den linje af formundersøgelser og materialeeksperimenter, som er det særlig spændende ved at se Marcel Breuers samlede livsværk.

Stolen i rummet
Vi ender designdelen, hvor vi startede – ved Wassily-stolen – men nu med en ny forståelse for materiale og konstruktion. Linjerne i stolen bevæger sig ind i sig selv, som om rørene danner et lukket kredsløb, men samtidig rækker stolen ud over sit eget kubiske rum og tegner lette og flydende linjer i det omgivende rum. En virkning, der understreges ved udnyttelsen af den stoflige kontrast mellem stålrørene og læderet.

Visuelle forbindelsesled
I udgangspassagen fra særudstillingssalen hænger nogle sort/hvide rektangulære plancher med detaljestudier fra Marcel Breuers bygningsfacader. Plancherne skaber et visuelt forbindelsesled til udstillingens arkitekturdel i Trapholts centralsal.
Her i udstillingens andet rum, følges plancherne op af en fabelagtig frise udskåret i træ. Frisen er en tredimensionel gengivelse af de arkitektoniske detaljestudier og produceret til udstillingen.

Blikket går på opdagelse
Spillet mellem negativt og positivt rum er særligt udtalt i frisen, og den synes at artikulere væsentlige dele af Marcel Breuers livsværk. Måden lyset falder i frisen, bringer lys og skygge ind som et tredje element, næsten som et materiale i sig selv.

Legen med materiale og konstruktion, brugen af den liggende rektangulære form og de geometriske grundformer er elementer, der går igen i både møblerne og arkitketuren. Eksempelvis arkitekturmodellen af  The Whitney Museum of American Art- New York – opført 1964-1966 med anvendelsen af negativt rum og den karakteriske vindueskarnap, der bliver en spetakulær detalje i facaden.

Kridhvidt skulpturelt landskab
Centralsalen er som skabt til dette kridhvide landskab af arkitekturmodeller. Visuelt giver det en befriende ro, som skaber rum til fordybelse. Vi oplever den samme enkle og poetiske stemning som ved frisen. Alle modellerne er fuldstændig kridhvide og holdt næsten i samme størrelse.

Et-familiehuset fremstår derfor ikke mindre vigtigt end kirken eller muséet, og der opstår et demokratisk arkitektonisk landskab. Disse greb bevirker at arkitekturmodellerne opleves som fristående skulpturer og formundersøgelser i en minimalistisk stil.

Trapholts supplering af udstillingsscenografien er forholdsvis nedtonet i denne del af udstillingen. Alligevel er det synd, at det kendte vertikale Bauhaus logo fra skolebygningen i Dessau, hvor alle bogstaver kan indskrives i geometriske grundformer, er kopieret forkert ved indgangen til den lille udstillingsbiograf.

Det er fascinerende, at opleve Marcel Breuers kreative formgivningsproces og udnyttelsen af de skulpturelle muligheder,  og til trods for det store spænd i udtryksform opleves udstillingen som én sammenhængende linje.