Fællesskabet på prøve

5. september er der gået fire år siden U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst indtog København som startskuddet for en massiv samtidskunstnerisk præsentation og satsning i hovedstaden. En begivenhed, der skulle vende tilbage med fire års mellemrum.

Nu går det så atter løs. 24. august indledes ti dage med et massivt kunstfestival-program præget af både danske og udenlandske kunstnere fra toppen af kunstpyramiden, der især indtager det centrale København med performances, happenings, koncerter, installationer, film, forlystelser og forstyrrelser.

Samtidig åbner festivalens fem udstillinger på Den Frie Udstillingsbygning, Kunsthal Charlottenborg, Overgaden, Kunstforeningen Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal.

Et potentielt fællesskab
Alle indslag undersøger og eksemplificerer ‘fællesskabet’. Et potentielt fællesskab, vel at mærke. For det element, der reelt udfolder fællesskabet er publikum. Dig og mig. Udstillingstederne, kunstnerne, værkerne er blot startblokken, scenen, strukturen, gulvet, der skal indtages, aktiveres, omfavnes og fyldes.

Tiden må således vise, om værkerne kan starte den – ret krævende – proces i mødet med det københavnske, skandinaviske og forhåbentlig internationale publikum. Et stort møde, der som sagt – og ret passende – har fællesskabet som omdrejningspunkt.

Fællesskab på mange niveauer
“Fællesskabet går igen i flere niveauer af festivalen: både som tematik for værkerne, det lys de kan betragtes i og det samarbejde, som er skabt mellem de involverede institutioner. Men fællesskabet har også en form for eviggyldig relevans, fordi det er et vigtigt fænomen i vores samfund og i de værdidebatter, der altid har præget og stadig præger samfundet, kommunikationen, politikken. Men det er også en understregning af at samtidskunsten behandler emner, der har aktualitet og relevans for vores forståelse af samfundet og fænomenerne omkring os,” forklarer festivalleder Lene Crone. Christian Skovbjerg Jensen, der kuraterer festivalprogrammet i det offentlige rum, supplerer:

“Det er helt klart et eksperiment og et forsøg på at teste fællesskabet. Både nede i de specifikke værker, der handler om fælleskabet eller kollektivet, men jo altså også omkring værkerne og deres evne til at åbne sig over for pubikum. Der er fx. værker, der undersøger Frimurerlogen, et deltagerbaseret filmprojekt og kollektive performances, så det er i det hele taget strukturer og værkformater, som dyrker gruppen på forskellige måder, og hvor mange kan tage del i processen,” understreger han.

Festival fremfor kvadriennale
Det er en festival og altså ikke et stramt kurateret greb om temaet fællesskaber, hvis man skal forstå udgangspunktet. Festivalen danner således en mere løs ramme omkring forskellige kunstneriske bud på fællesskabets vilkår, muligheder og udfordringer i dag.

Det er også her den grundlæggende forskel fra U-TURN ligger: en egentlig festival med ti dages intensive aktiviteter og et meget varieret kunstnerisk program med aktører fra Dansk Arkitektur Center, over de fem kunsthaller til fx. Loppen og utallige indslag i det centrale Københavns gader og stræder. Efter de ti indledende ‘festival-dage’ fortsætter programmet med udstillingerne på kunsthallerne, hvor der vil være kunst resten af efteråret.

Next stop CITY!
Til forskel fra U-TURN er det også centrum af København, der står for skud og ikke Carlsberg-byen. Det er det tætpakkede og markant offentlige rum i København, der vil summe af samtidskunst.

“Fællesskabet er jo noget vi alle kan relatere til, og noget der præger vores brug og opfattelse af de offentlige rum omkring os og vores følelser af at høre til et sted. Det er netop de spørgsmål, som mange af værkerne vil udfordre. Vi har forsøgt at balancere undersøgelserne og underholdningen. De forpligtende og kritiske indspark overfor den mere uforpligtende fest,” forklarer Christian Skovbjerg Jensen, der antyder at begrebet ‘forlystelsespark’ ikke er helt ved siden af…

Privat møder offentligt
I februar indtog det første værk de københavnske gader: Otto Karvonens Urban Space Occupation Kit, hvor deltagerne indtog Kompagnistræde med trafik-kegler som ramme for mere private handlinger som fx at spise mad eller læse en bog.

“En forbipasserende udbrød: “Der er en, der har meldt sig ud af fællesskabet,” og det er jo lige på kornet,” pointerer Christian Skovbjerg Jensen.

Kunsten dyrker, undersøger og bygger på netop fællesskabet – og har historisk set længe gjort det.

Et meningsfuldt møde
Men for nogle vil det muligvis være selvmodsigende at en kunstscene, der kan opfattes som meget ekskluderende, vil undersøge fællesskabet som fænomen.

“Det her handler jo altså også om at skabe gode og meningsfulde møder mellem publikum og institutionen, kunsten og de kunstinteresserede. Det spørgsmål sidder man jo også med på kunsthallerne til dagligt, og der er generelt set en masse udfordringer allerede dér. Men det er klart, at vores mål som festival er at muliggøre fællesskabet omkring kunsten og det kunsten kan,” forklarer Lene Crone.

Christian Skovbjerg Jensen uddyber:
“Det er også et fosøg på at gøre noget andet end vi plejer at gøre som kunstscene. Vi vil gerne have en masse mennesker op af stolene, og det er jo også en praktisk udfordring. Værkerne har en grundstruktur, der indbyder til at deltage. Og på den måde er værkerne afhængige af et fællesskab, der kommer og indtager og bruger dem. Folk skal byde ind, før det her fungerer”.

“Vi glæder os til at se, hvordan fællesskabet har det,” lyder det forhåbningsfuldt fra festivalleder Lene Crone.