Færøsk pip pop

Kritik er en del af popkunstens drivkraft. Popkunsten var indledningsvis et britisk-amerikansk fænomen, hvor den gryende konsum- og massekultur blev udstillet med sin tomme konsumering og fortæring af mennesket som individ. Nu står vi så overfor en færøsk variant, den vigtigste af dem, hvis vi skal tro Nordatlantens Brygge.

Det Nordatlantiske kulturhus huser utallige arrangementer med tilknytning til den ’nordatlantiske’ region. Der bydes på koncerter, foredrag og kunstudstillinger, der i den seneste tid blandt andet har spændt fra grønlandske Aka Høeghs natursymbolik til Claus Carstensens grafiske arbejder om de territorielle stridigheder mellem Danmark og Færøerne under den såkaldte Klaksvík-affære i 1950’erne.

Edward Fuglø er lig Carstensen et af de mere forfriskende og kritiske indslag i kulturhuset, der tager den nordatlantiske identitet op til fornyet revision.

Som en sand popkunstner fortærer Edward Fuglø de kulturelle stereotyper og spytter dem ud igen som fuglens nærende gylp. Ligesom i den tidlige popkunst er det fotorealistisk maleri, der præger udstillingen på Nordatlantens Brygge – tilsat nogle få skulpturelle værker og fotografi.

Blandt andet ved at mime og fordreje den kulturelle billedproduktion flytter han samtidige kulturelle og geopolitiske problemstillinger ind i kunstrummet. Og hvad sker der så?

Udfordring af stereotypen
Udstillingens titel, Færøknust© (taget fra tekstværket af samme navn fra 2009), leger både med at man må nedbryde, fortærer, tygge fænomener, for at redefinere og udfordre dem. Og så leges der selvfølgelig både med ’kunsten’ som dekonstruktions-redskab, og via copyright-tegnet også med ideen om, at der eksisterer en rettighed, der forbinder sig til noget færøsk eller en decideret ’færøkunst’, som Fuglø åbenlyst ikke ønsker at indskrives i. Skønt!

Ikke mindst fordi en sådan afvisning er temmelig relevant i en nutidig refleksion over både identiteten og nationen som ustabile og magtfuldkomne konstruktioner. Til forskel fra en desværre stærk tradition om sjælelige landskaber, fabeldyr og stolte folk i pagt med naturen, så har vi hér en kunstner, der i tråd med grønlandsk-danske Pia Arke har kæmpet med de stereotyper som man indskrives i som færing og kunstner.

Hvor blev hovedværket af?
Det ser man tydeligt udfoldet i Fugløs værk Home from the Sight-Seeing fra 2011, hvor han dels genopfører et klassisk værk fra den færøske kunsthistorie (Samuel Joensen-Mikines: Hjem fra begravelsen, 1937) og i samme greb vender blikket i værket, fra at vi som beskuere betragter det hårdt prøvede, men hårdføre, færøske folk, til at det er os som udefrakommende som udstilles i værket – just hjemvendt fra sight-seeing med regnslag, goggles, riffel, sovepose og rygsæk. En bevægelse fra etnologi til oplevelsesøkonomi, fra repræsenteret til konsumeret.

At dette Fuglø-værk ikke optræder på udstillingen, men helt centralt i udstillingskataloget, giver simpelthen så dårlig mening. Ikke mindst fordi det ville have løftet og skabt noget fokus i en ellers slingrende udstilling.

Vi genser dog denne oplevelsesøkonomi og postkoloniale kritik i en række af udstillingens andre værker, men slet ikke så subtilt konfronterende som i dette hovedværk. I værkerne Microstate Hiker og Microstate Camper (2009) genser vi for eksempel sight-seeingfiguren i King-Kong størrelse i mødet med den lille nation og som upassende gæst i landskabsmaleriet.

Den surreelle nation
I serien Danorama fra 2007 vendes det kritiske blik mod nationen som surreel konstruktion i fire malerier, der lig surrealisten René Magrittes univers, lader symbolske objekter svæve i det blå, imens en udefinerbar identitet (her fugle i jakkesæt og ikke mænd med bowlerhatte) ser til. Dannebrog, Rundetårn, musselstel og selvfølgelig Den lille havfrue dumper ned fra himlen som fuglens lort. Umæglende væsener i mødet med en koloniserende magt.

Og det er åbenlyst sådan den færøske identitet udfoldes hos Fuglø, enten som fugle eller fisk iklædt systemets (altså globaliseringens) uniform eller som fanget i bureaukratiets maskineri.

Det er kritisk, men ikke synderligt interessant som udsagn, fordi det færøske reproduceres som kolonialiseret og underlagt et udefrakommende normsæt. En reproduceret offerfortælling på mange måder, som hverken bærer nye udsagn eller potentialer.

Tro, håb og kærlighed – som vare
Udstillingen får faktisk en uheldig eftersmag, fordi Fugløs fuglesymbolik både virker som et markedsføringsgreb udsprunget af kunstnerens egen signatur og dernæst ret uargumenteret tilskrives potentialer som tro, håb og kærlighed. Vi præsenteres ligefrem for et ’fugløperspektiv’, og man kan købe en såkaldt Kærleikskúla i butikken fra kunstnerens hånd, en glaskugle man kan hænge op derhjemme med tre påklistrede æg med ordene ’Faith’, ’Hope’, og ’Love’, og inde i kuglen ligger en lille fjer! – OMG!, som det hedder i populærkulturen.

Ægget møder vi i mange af kunstnerens værker som klassisk motiv for potentiale. Dog klækkes skallen også af mere skræmmende kræfter, hvor naturen – og især menneskets indvirkning på denne – også optræder som destruktiv magt og realitet.

Færøsk popkunst anno 2014
Popkunsten har siden sin fremmarch i slutningen af 50’erne været særligt optaget af kunstnersignaturen og ikke mindst den myte, der knytter sig til kunstner-jeg’et. Hvis vi nu skal dvæle lidt ved denne kunstneridentitet, så er der et lille rum i udstillingen, hvor netop den bliver behandlet. Her optræder kunstneren som først fotomanipuleret, uidentificeret flyvende objekt under sine forældres bryllup, dernæst som baby på lammeskind med fordømmende tillægsord skrevet ud over den lille færøske krop, og afrundingsvist som forælder til sine egne forældre.

Men trods den selvudleverende skabelsesfortælling om identitetens mørke mekanismer og legen med de mere personlige forhold, møder vi atter en fortælling, hvor man som identitet er afmægtig, produceret og sprogløs.

Pop er en overfladisk vare, men når man som Fuglø tilskriver en godt nok ironiserende og humoristisk kunst både kritiske og konstruktive potentialer, så kunne det da være forfriskende at tænke i udsagn, der ikke primært promoverer sig selv og et allerede tygget indhold.