Farshad Farzankia: Jeg bærer en historie med mig

Erfaringerne lever videre som en understrøm og finder vej ind i hans maleri, ikke som direkte kommentar, men som et rum, hvor han kan være i det uafklarede uden at skulle forklare det.

I forbindelse med hans udstilling din Mor er min Mor fra en anden Mor på Heerup Museum har vi har mødt Farshad Farzankia til en samtale om slægtskab uden lighed, om billeder i bevægelse og om nødvendigheden af at fastholde en forbindelse til det menneskelige, før det lader sig formulere.

Det åbner noget, jeg ikke kan lukke igen. Det, der sker i Iran lige nu, trækker mig tilbage til begyndelsen – ikke som et konkret motiv, men som en tilstand. Mine tidligste minder er ikke billeder, men stemninger: sirener, mørklagte vinduer, voksnes stilhed. Den erfaring har jeg med mig fra Iran og ind i mit liv her. Den ligger som en understrøm i kroppen og finder vej ind i maleriet uden at jeg styrer det. Nyhedsstrømmen kan jeg ikke holde udenfor arbejdet. Maleriet bliver ikke en kommentar, men det sted, hvor jeg kan være i det uden at skulle forklare eller reducere det.

Jeg har prøvet at miste adgangen til at skabe – og det føltes som ikke at kunne trække vejret. Når jeg arbejder, er det ikke for at forklare noget. Kunsten er det sted, hvor jeg kan eksistere uden at skulle oversætte eller retfærdiggøre mig selv. Et sted, hvor noget kan være, før det får form som sprog.

I det menneskelige. I at insistere på at mærke noget, før det bliver til en holdning. Jeg arbejder ikke med slogans eller direkte udsagn. Men jeg bærer en historie med mig – fra Iran, fra at vokse op mellem forskellige virkeligheder – og den er altid til stede. Hvis et billede kan skabe en forbindelse mellem det, vi ser, og det, vi føler, opstår der et rum, hvor noget kan erkendes på en anden måde. For mig er det en form for modstand. Ikke som protest, men som en insisteren på at holde forbindelsen åben i en verden, der hele tiden forsøger at lukke den. Jeg har blandt andet støttet Human Rights Watch gennem mange år, fordi de arbejder med helt grundlæggende rettigheder – det er en del af det ståsted, jeg også bringer med mig ind i kunsten.

I udstillingen din Mor er min Mor fra en anden Mor på Heerup Museum indgår Farshad Farzankia i en forskudt dialog med Henry Heerup. På tværs af tid åbnes et fælles billedrum, hvor det nære og det mytiske, det folkelige og det kosmiske, træder ind i samme kredsløb.

Med afsæt i værker som Vanløse Madonna og Drengen ved Ulvedalsegen viderefører Farzankia Heerups cykliske billedtænkning i nye, monumentale kompositioner, hvor kroppen ikke er afgrænset, men opstår, opløses og genopstår. I Kvindens fødsel og Mandens fødsel bliver tilblivelse ikke en begyndelse, men en vedvarende tilstand.

Samtidig forskydes Heerups arbejde med det kasserede ind i en nutidig materialitet. Transportkasser, kaffekander og fundne objekter aktiveres som bærere af tid, historie og erfaring – materialer, der allerede har levet, og som insisterer på at blive set igen.
Hos Farzankia er kunsten en måde at være i verden på. I en samtid præget af uro og historisk pres arbejder han i et felt, hvor identitet, krop og tilhørsforhold ikke er faste størrelser, men noget, der konstant er ved at blive til.

Det handler om slægtskab uden at være det samme. Om at kunne spejle sig i noget, der ikke er ens eget, men som alligevel føles genkendeligt. Heerup og jeg deler ikke tid, baggrund eller liv, men der er en forbindelse i måden at være i verden på. Titlen peger på et fælles ophav – og på forskydningen i det. At noget kan være nært og fremmed på samme tid.

Ikke formen, men tilstanden. Hans direkte forbindelse mellem liv og kunst. En måde at arbejde på, hvor billeder ikke bliver konstrueret, men opstår. Jeg har opholdt mig tæt på værker som Vanløse Madonna og Drengen ved Ulvedalsegen, og det, der har påvirket mig, er ikke motiverne i sig selv, men intensiteten i dem. At det lokale kan blive universelt.

Det er en måde at insistere på, at materialer har liv. Jeg arbejder med transportkasser, gamle sølvkander, genstande der allerede har haft en funktion. I titelværket bemaler jeg en hel transportkasse – den bliver både bærer og billede. Hos Heerup bliver det kasserede til noget poetisk. Hos mig bliver det også en måde at arbejde med tid, historie og transformation på.

I symbolerne. I det nære. I forståelsen af at billedet kan være et sted, hvor verden bliver levende. Men hvor hans figurer ofte er forankrede, er mine i bevægelse. Mine kroppe opløses, strækkes, glider. De er ikke stabile. Det er dér, spændingen opstår – mellem det rodfæstede og det foranderlige.

Ikke en identitet, men en tilstand. I de to værker opstår figurerne direkte fra jorden – som om kroppen ikke er adskilt fra den, men en del af dens kredsløb. Fødsel er ikke en begyndelse, men en gentagelse. Noget cyklisk. Noget der sker igen og igen, både personligt og historisk.

At den grænse aldrig har været stabil. Kroppen er ikke adskilt fra naturen – den er en fortsættelse af den. Jeg arbejder med det sted, hvor de to flyder sammen, og hvor identitet ikke længere er noget fast, men noget i bevægelse.

Pasargadae er en reference til Perserrigets første hovedstad. Værket er en hyldest til generation X, som i dette øjeblik er med til at forandre Iran og udfordre et regime, der i næsten et halvt århundrede har holdt landet i sit greb. De gør det, som de forrige generationer ikke lykkedes med. Derfor er deres kamp noget særligt. Et håb. Et lys i verden, som må holdes i live.

Det er ikke bestemte personer. Det er figurer, der opstår mellem det personlige og det kollektive. Ansigter, der bærer flere lag – erindring, tid, relationer. De er ikke fastlagt. De er i bevægelse.

Tid, som noget, der ikke er lineært. Tegningerne opstår i sekvenser, hvor sporene fra én tegning sætter sig i den næste. Datoer, farver, bevægelser flyder sammen. Det er en måde at arbejde med erindring på – som noget, der ikke kan isoleres.

Fordi intet er fast. Identitet er ikke stabil. Verden er ikke stabil. Jeg er interesseret i det punkt, hvor noget er ved at blive til – eller ved at forsvinde. Det er dér, billedet er levende.

Energien. En insisteren på liv. At det enkle ikke er simpelt. At det nære rummer noget større. En måde at arbejde på, hvor materialet, kroppen og billedet hænger sammen – uden distance.

At det, der synes adskilt – menneske og natur, fortid og nutid, Heerup og os – i virkeligheden hænger sammen og er i bevægelse. At vi kan mødes på tværs af tid og sted og være vidne til tilblivelsen af noget nyt.