Festival for kunst på stribe

Man kan nærmest smage alpeidyllen i den hvinende klare bjergluft i Lucerne i Schweiz, hvor den anerkendte tegneserie-festival Fumetto hører til. Årets festival opsummerer på flere måder en udvikling, tegneserien som kunstform har gennemgået de seneste ti år. kunsten.nu besøger festivalen i selskab med en gruppe danske tegneserietegnere.

Én af dem er Johan Krarup, som blandt andet er forfatter til tegneserierne Pibemanden og Cliffs Monologer samt stribeserien Episk Fejl, der bliver bragt på netportalen Heltnormalt.dk

Han er taget til Fumetto, blandt andet for at opleve festivalens blanding af ‘artist talks’ og udstillinger af tegneserier, der adskiller sig fra mainstream-tegneserierne.

“Udviklingen de seneste 10-15 år bærer præg af en venden sig væk fra de europæiske genreserier og introduktionen af graphic novels, den såkaldte ‘tegnede roman’, hvor tilgangen til kunstformen er mere frigjort fra format, længde, tegnestil, genre og emne,” fortæller Krarup. Denne udvikling gælder især for de billedkunstneriske nicher af tegneserier, som netop er fremtrædende på Fumetto.

Tegneserien på museum
Festivalens 11 store udstillinger og 55 mindre udstillinger giver et nuanceret bud på, hvor bred en kunstnerisk vidde tegneseriekunsten spænder over. Fumetto tæller på ti dage flere end 50.000 gæster på byens officielle kunst- og kulturinstitutioner.

Her er ingen struttende storøjede Manga-figurer. Ingen cosplay-udklædte referencer til mainstream. Her er heller ingen superhelte fra amerikanske giganter som Marvel, DC og ingen fransk-belgiske klassikere som Tintin og Asterix. I modsætning til traditionelle tegneseriefestivaler bliver tegneserierne her udstillet på museer og kunsthaller.

“Tegneserien rykker i dag i mange forskellige retninger, herunder også en kunstretning, hvor hensigten (også) er potentiel udstilling som unikt kunstværk. Tegneserier hører ikke oprindeligt og ikke nødvendigvis hjemme på et museum. Traditionelt er tegneserier lavet til trykte medier, originaltegningen har været sekundær og er det i en vis udstrækning stadig. Men specielt den retning inden for kunst-tegneserier, der insisterer på at ramme det endelige udtryk på originaltegningen, er egnet til museets vægge, fordi vi her får værket præsenteret præcist, som det er intenderet,” uddyber Krarup.

Han bliver suppleret af kollegaen Rikke Bakman, der bl.a. har udgivet den grafiske roman Glimt:
“Normalt læser man jo tegneserien til ende og er optaget af historiefortællingen. Når man ser tegneseriesider hænge på væggen, læser man, men man ser også på detaljer i tegningerne, og man kan blive blæst omkuld over alt det tegnearbejde, der ligger i at lave en tegneserie.”

Bakmans eget anmelderroste værk Glimt er et godt eksempel på udviklingen væk fra mainstream henimod mere personlige og billedkunstneriske værker, som også de senere år har slået igennem i danske tegneserier.

Selv siger Krarup, at “udviklingen i Danmark har været lidt langsommere end i resten af Norden, men vi er nu ved at være på højde med Norge, Sverige og Finland. Disse tre lande har de sidste ti år været eksponenter for meget personlige tegneserier med en særlig gennemgående nordisk ‘tone’, hvor vi i Danmark i højere grad har orienteret os mod genreserien fra Frankrig og Belgien samt USA. Men også i Danmark er ‘auteur’-tegneserien på vej frem, altså historier drevet af personlige visioner. Fra Rikke Bakmans barndomsfortælling Glimt til Rikke Villadsens neurotisk-seksuelle historier Ind fra havet og Et knald til. Og fra Halfdan Piskets biografiske tegneserier om sin far Desertør, Kakerlak og Dansker til Søren Mosdals virtuose vikingeberetning Fimbulvinter.”

Robotter og blæk
Blandt de klædedragter, våben, torturinstrumenter og uhyggelige gamle dukker, der udgør den faste lokalhistoriske samling på byens historiske museum, udstiller den skotske tegner Tom Gauld sine tegninger af robotter.

Udstillingen har titlen The Unknown History of Robots og blander bizart og humoristisk Gaulds futuriske figurer med museets gamle historiske genstande.

I en sal i hjertet af byens moderne kunstmuseum er væggene fyldt af den italienske tegner Lorenzo Mattotis sorte blæktegninger. Krarup beskriver værkerne mere som en tematisk billedserie end en tegneserie med et narrativ. Omringet af sine egne dystre og mytisk melankolske værker beretter Mattoti om sin karriere og det besværlige, men kunstnerisk tilfredsstillende, ved at tilsidesætte salgbare kommercielle projekter for de mere eksperimenterende værker, han har udgivet siden 1980’erne.

Indie-paradis og tegnede musikreportager
Under banneret Small Press Heaven forener små europæiske forlag sig og sælger egne udgivelser i messeområdet i byens gamle rådhus. For en dansk tegner er der flere ting at hente ved et besøg her fortæller Krarup:

“Jeg kan godt lide messeområdet med salg af bøger, hæfter, originaltegninger og prints. Her er mulighed for at tale med tegneserietegnerne og måske få en signatur og en tegning i de tegneserier, man kan købe af dem personligt. Tegneserietegnere er som regel ret generøse med at lave tegninger i deres bøger til de her festivaler. Der er altid en enorm underskov af unge og ældre talenter, der sælger deres – ofte selvpublicerede – tegneserier. Det er her, man bliver opmærksom på den enorme spændvidde, der er i tegneserien. Eksperimenterne går i alle mulige tænkelige og utænkelige retninger, hvilket både overrasker og inspirerer.”

Ud over inter-europæisk kollegial samvær over vegansk mad og øl med Fumetto-etiketter byder sidste dag på festivalen på endnu en udstilling med en af festivalens internationalt anerkendte tegnere. Den maltesisk-amerikanske tegner Joe Sacco, der er mest kendt for sine tegnede krigsreportager fra bl.a. Gaza og Bosnien. Udstillingen af hans værker er fra hans tidlige karriere, hvor han fulgte flere store amerikanske bands på turnéer i blandt andet Tyskland. Udstillingen er ifølge Rikke Bakman et vellykket eksempel på en udstilling, der er omhyggeligt kurateret og opbygget tematisk.

Fransk-belgisk anarki
Både Bakman og Krarup fremhæver udstillingen med den fransk-belgiske kunstnergruppe Frémok som festivalens kunstneriske højdepunkt. Som forlag og kunstnergruppe har Frémok siden starten i 1990’erne betydet meget for udviklingen af en uafhængig scene for tegneseriekunst i Frankrig og Belgien.

“I Frémok-udstillingen kan man se europæiske tegneserieeksperimenter fra de sidste 20 år. Etienne Beck med en sort/hvid/gråtonet meget sær skabelsesberetning og Dominique Goblets og Kai Pfeiffers samarbejder i forskellige henseender, fx deres illustrationer af grædende mænd, der læser kontaktannoncer op,” siger Krarup.

“Det var en uhøjtidelig udstilling. Mange af værkerne havde det til fælles, at de har et mere billedkunstnerisk udtryk og ikke er stramt tegnet i sort tusch. For mig smukke sanselige tegninger. I baglokalet til udstillingen kørte der en video med medlemmer fra Frémok, der lavede tegneseriesamarbejder med psykisk handicappede. Det, jeg synes så godt om ved projektet, er, at det ikke var tegneserietegneren, der kom med alle deres ideer om samarbejdet, men at det var et fælles samarbejde, hvor tegningerne og historierne tog udgangspunkt i de psykisk handicappedes interessser. Fx blev der skabt en tegneserie om wrestling tegnet råt og charmerende. Senere så jeg nogle af de tegneserier i bogform, der var blevet til ud fra samarbejdet, og de var fantastiske smukke og kunne ligne kunstbøger,” uddyber Bakman.

Når det kommer til tegneseriefestivaler er Fumetto en veteran i Europa, men andre lignende begivenheder er ved at etablere sig og er med til at fejre den billedkunstneriske tegneserie.

I Danmark præsenterer festivalen Copenhagen Comics, hvert andet år også mange af de samme ting som Fumetto, blandet med indslag fra mere klassisk tegneseriekunst. Festivalen Elcaf i London, der slår dørene op i begyndelsen af juni, er et andet bud på en europæisk festival dedikeret til tegneseriens kunstneriske nicher.