Fiaskoparate mænd kan ændre verden

Hvad kan Peter Lands portrætter af fiaskoramte mænd lære os om manden og hans besvær med at finde sine egne ben at stå på i en verden, hvor kønsklicheerne står i kø, og hvor kønnene endnu ikke helt har forstået, at ligestillingskampen ikke kan vindes, hvis ikke alle deltager?

Køen foran Kvindemuseet i Aarhus startede allerede ude på trappen foran den imposante hovedindgang. Rigtig mange mennesker havde fundet det umagen værd at lægge vejen forbi en sen onsdag eftermiddag, for at se Peter Lands udstilling Dagens Helt i museets renoverede loftsgalleri.

Kulturminister Mette Boch holdt en veloplagt åbningstale, hvori hun bl.a. sagde, ”at maskulinitet er noget, som er tilgængeligt for alle”. En iagttagelse som peger på, at ministeren i samklang med tiden ser, at begge (alle) køn har adgang til at udleve såvel maskuline som feminine aspekter. Selv fastholdt hun drillende, at hun stadig (mest) er ’kvinde’.

Museumsinspektør Julie Rokkjær Birch understregede i sin tale, at Kvindemuseet har ”ansvar for kønnenes kulturhistorie”, og fordi de senere års kønsdebatter har haft kvinden i hovedrollen og fokus på kønskvoter, løn- og barselsforhold og ikke mindst #metoo, er det nu tid til at se på manden som køn, for idealet om ligestilling vedkommer alle – uanset køn.

”En større bevidsthed omkring kønnets betydning kræver fælles forståelse – og fælles indsats” uddybes det i udstillingen, hvor der også peges på, at ligesom et fællesskab af progressive kvinder og mænd i 1915 medvirkede til at kvinder fik stemmeret, kræver social forandring og kønsligestilling i vore dage også deltagelse fra alle.

Dagens helt er en antihelt

Sagen er nemlig den, at også mandeidentiteten er belastet af kulturgivne og kønnede forventninger, og netop det er meget tydeligt hos Peter Land, hos hvem ’Dagens Helt’ absolut er en antihelt – en fiasko simpelthen.

Det blotlægges uden omsvøb i en række videoer, hvori han med egen krop personificerer forskellige manderoller: den berusede mand der danser nøgen og ensom rundt i sin lejlighed, den fordrukne entertainer der tragikomisk forsøger at bestige sin barstol, jægeren som skyder hul i sin egen båd og uden at fortrække en mine går til bunds med den i mosen, maleren der kegler hjælpeløst rundt med pensel, stige og maling, og ham der griner idiotisk, dyrisk og på grådens rand i den afsluttende video The Joy of Life.

”Jeg vil i mit arbejde tydeliggøre afsenderen af budskabet: Jeg vil gerne have, at modtageren oplever, at det er funderet i en personlig erfaring. At der opstår en form for empati mellem den, der ser, og det sete.” siger Peter Land om sin selvinvolverende kunst, som på netop den baggrund skaber identifikation og peger på vores fælles kulturelle prægning.

Hans kunst udfordrer og karikerer de forventninger, der hviler på manden i forhold til køn: at han er praktisk og ’handy’, kan skyde og skaffe mad, at han er morsom, klog og vittig, at han har styr på sin krop og kan finde ud af det med kvinder, og at han ikke græder og beklager sig.

Udstillingen er bygget op omkring citater fra forskning, litteratur og kunst, og her bliver det tydeligt, hvordan det identitetspolitiske og det æstetiske blander blod undervejs, og sammen skaber en rigtig fin alliance. Flere forskningscitater leverer hårde fakta til Peter Lands gribende fiaskofortællinger, der utvetydigt peger på, hvordan mænd i dag oftere end kvinder, rammes af en række livsstilsygdomme, hjemløshed, misbrug, ensomhed og selvmord.

Peter Lands videoer nuancerer det tragikomiske ved samtidig at være elementært rørende i deres utilslørede menneskelighed. På den måde skabes den nødvendige empati og interesse for den skvattede og sårbare mand, som er nødvendig, hvis han nogensinde skal kunne frigøre sig fra de kønnede stereotyper. Dels må manden lære at holde af sin egen sårbarhed og dels må også kvinden få øje på, hvordan hun gennem sine automatiske og ofte ubevidste forventninger til manden, er meddelagtig i opretholdelsen af de kønnede forskelle.

Det almenmenneskelige i Peter Lands Kunst

Udstillingen er i høj grad retrospektiv, idet den præsenterer en lang række værker fra Peter Lands hånd fra midten af 1990erne og frem til nu. Ved siden af videoerne står en række objekter og installationer, der med et humoristisk, tvistet og filosofisk indhold, snor sig rundt om temaet og forskyder det i nye retninger.

Det er tydeligt for beskueren, at tematikken ligger kunstneren på sinde, og at han ikke blot griber chancen her som et påskud for at udstille. Selv om hans videokunst også i høj grad taler ind i kunstscenens interne problematikker og handler om ’kunstnerrollen’, sker der her det, at Kvindemuseets fokus på identitetspolitik forstørrer og aktualisere de alment menneskelige, kritiske og politiske aspekter af Peter Lands kunst.

Mandens manglende følelsessprog

Wunderkind (2015) er en lille smokingklædt, sammenbidt og determineret knægt, fanget i spotlyset, lige før han forventes ydmygt at bukke for publikum med sin violin under armen. Han er udstillingens emblem og et krads billede på, hvordan drengen tvinges til at holde sine følelser for sig selv og bære sin smerte i ophøjet ensomhed – noget som i dagens Danmark er årsag til, at Korshærspræst i Aarhus Morten Aagaard fornyligt på DR udtalte, at mænds manglende adgang til deres kroppe og følelser er en af de største udfordringer i forhold til at forbedre deres helbred og trivsel. Han understregede behovet for, at mænd aktivt tager ansvar for at udvikle et følelsessprog, og samtidig udtrykte han undren over, at det stadig er så stort et problem.

Som svar på denne undren, giver det mening at se på Man in Bed (2006), en slaskedukke af en konge i stribet pyjamas, siddende i sengen med sine ekstraordinært lange arme og ben liggende som ubevægelige pølser på gulvet. Et groft karikeret billede på mandens manglende evne til at række ud og bede om og tage imod, den hjælp han har brug for.

At være fiaskoparat

Personligt er jeg stor fan af både Kvindemuset og Peter Land, og jeg bifalder derfor samarbejdet og tror på, at Dagens Helt bliver en væsentlig brik i museets anstrengelser for også at kaste lys på mandekønnet.

Hvis manden skal træde ud af sin kønnede spændetrøje, må han netop, som Peter Land viser os, være ’fiaskoparat’. Et udtryk, som af kritikere tidligere er blevet påduttet mange af kvindesagens forkæmpere bl.a. Agnes Henningsen i dennes benhårde bestræbelser for at blive respekteret som forfatter og jævnbyrdig af mænd. Nu er det mandens tur.