Film om film som skulpturer

Den italiensk-tyske kunstner Rosa Barba laver film – altså rigtige, analoge film – og samtidig leger hun humoristisk med filmmediets skulpturelle og mekaniske muligheder. Nogle af hendes film tager store emner op om menneskets aktiviteter på jordkloden med eksperimenterende lydsider, som virker fremmedgørende, måske for fremmedgørende til at udfolde de vigtige tematikker.

Filmene på denne udstilling er ikke bare film, men også skulpturer. Lærrederne, filmstrimlen og fremviserapparatet påkalder sig næsten lige så stor opmærksomhed som filmene selv. Således domineres det store udstillingsrum i Malmö Konsthall af den sindrige stilladskonstruktion Blind Volumes, hvor nogle af fladerne fungerer som lærreder for projektioner. Filmstrimlerne (både 16mm og 35 mm) kører ofte rundt på store, vandrette karruseller, så de kan køre i perfekte loops. Et andet sted hænger fremviserapparatet simpelthen i selve dén filmstrimmel, den afspiller. Og lyden i rummet snurrer af filmmekanik.

Man er ikke i tvivl om, at filmen som medium er i højsædet i Rosa Barbas værker, især filmstrimlen, celluloidbåndet, der farer hen over lyset, billede for billede, med en hastighed, der giver os illusionen af, at vi ser en kontinuitet på lærredet. Disse greb kan ikke reduceres til medienostalgi i en tid, hvor levende billeder primært er digitale filer, selv om det uundgåeligt spiller med. Hun har en på én gang legende og analyserende tilgang til filmen, drevet af en skamløs kærlighed til den, der gennemsyrer det hele.

Vi sætter mærker på jorden
Men det er ikke bare mediekunst, det her. Mange af filmene handler om noget, endda noget vigtigt. Rosa Barba tager store emner op, såsom hvordan menneskene ændrer verden, hukommelsen, landskabet, jordoverfladen og kloden afgørende i det, der nogle gange kaldes den ‘antropocæne tidsalder’ – altså den nuværende epoke, hvor mennesket påvirker naturen i så afgørende grad, at vi ændrer den for bestandig, hvor vi førhen i højere grad indgik i et samspil med naturen som en art blandt andre.

Rosa Barba tager blandt andet fat i, hvordan vi lagrer radioaktivt affald på udvalgte steder og viser disse steder filmet fra en helikopter i værket Bending to Earth. Eftersom anlæggene går dybt ned i jorden, er det vi ser egentlig blot deres overflade – det, som de viser opadtil, ofte i form af farvede bassiner. Disseminate and Hold handler om en hævet motorvej, der slanger sig gennem São Paolo og som om lørdagen er fri for biltrafik og derfor bliver indtaget af de lokale. I From Source To Poem undersøger Barba lydarkiver til bevarelse af historiske optagelser og viser teknologier til lydtransmission, mens vi på lydsiden hører en collage af stemmer.

Lydsiderne er lavet af den tyske komponist og lydkunstner Jan St. Werner, kendt fra Mouse On Mars, og de er på godt og ondt lydværker i deres egen ret. De er virkelig gennemarbejdede eksperimenter, der udfordrer vores forventning om, at en lydside til dokumentarfilm skal understøtte billederne og forklare, hvad vi ser. Her er det næsten omvendt: Lydsiden er enerverende uforståelig, idet fortællerstemmerne omgives af støj, musik og andre stemmer, så det i praksis er umuligt at følge med, at dechifferere, hvad der foregår.

Kunsten som benspænd
Jeg har det ambivalent med dette greb: Barba kommer delvist til at spænde ben for værket, idet indforståetheden truer med at lukke det om sig selv, så vi ikke bliver klogere, men blot føler os fremmedgjorte over for stoffet. Det er naturligvis med vilje; vi skal føle os fremmedgjorte over for medierne, kommunikationen, teknologien, systemerne, det er en klassisk kunstnerisk strategi, og den virker. Men i disse konkrete tilfælde har jeg bare ind imellem en fornemmelse af, at Rosa Barba faktisk gerne vil fortælle mig noget interessant om emnet, som hun ikke får fortalt, fordi hun samtidig slår sig selv over munden i sin ivrighed efter at være mediereflekterende.

Det utilgængelige budskab sættes på spidsen i værket Sea Sick Passenger, hvor en lang tekst er skåret ud i en tyk, sort filtmåtte på gulvet, og den er så stor, at man ikke kan læse hele teksten fra noget sted, fordi en lav vinkel simpelthen skjuler bogstaverne. Man kan læse de nederste linjer, men så må man flytte sig, og hvis ikke man vil læse på hovedet, må man gå rundt fra højre til venstre side og læse en halv linje ad gangen for at få begyndelsen af teksten med. Det er et benspænd, hvor det er så besværligt at læse hele teksten, at de fleste kun får afkodet brudstykker.

Filmmediets diskrete charme
Efter at have kæmpet med komplekse afkodninger er det derfor en befrielse at gå til de absurde filmmaskiner, der på morsom vis tematiserer, hvad film er. Såsom førnævnte projektor, der hænger ned fra loftet i den filmstrimmel, den fremviser, og danser lystigt i luften. Eller den lyskasse, hvori en løs startstrimmel fra en film føres igennem et spoleværk, så den hele tiden danner nye mønstre ud fra et kaosdynamisk princip. Eller den med to kugler, der ligger ovenpå en stak filmdåser, hvorimellem filmstrimlen køres på en måde, så de to kugler hele tiden bevæger sig uforudsigeligt og danner et lille, simpelt skyggeteater på væggen.

Det er hamrende selvrefleksivt og på sin vis ekstremt nørdet, men samtidig næsten rørende komisk og umiddelbart, så ethvert barn må fange pointen og begejstres over mekanismen.

Som udstilling betragtet kommer den godt rundt om de forskellige aspekter af Rosa Barbas værker, og trods mine forbehold er det en fascinerende udstilling spændt ud imellem det hermetisk indforståede og det umiddelbart morsomme. Jeg gik derfra med en øget kropslig fornemmelse for filmmediets konkrete materialitet og samtidig et ønske om at vide mere om de emner, der blev slået an i de mere indholdsbårne værker.