Fin afgangsudstilling med stor formel spændvidde

Afgangsudstillingen på Brandts viser et kuld af nyslåede og flyveklare billedkunstnere fra Det Fynske Kunstakademi, der er i stand til at forfølge individuelle præferencer og gøre dem til kunst, der adresserer det almene gennem særegne og komplekse æstetiske udtryk.

Der er noget ’altmodisch’, musealt og næsten nostalgisk over salene med de mørkbejdsede trægulve i den klassicistiske bygning på Brandts 13, hvor Det Fynske Kunstakademi gennem en årrække har afholdt deres afgangsudstillinger. Det kan være en foræring og et benspænd – men i år virker udstillingen harmonisk og velintegreret i sin helhed. Det skyldes dels mange af værkernes udprægede materialitet og dels udstillingsdesign og værkfordeling, der skaber et fint samspil med bygningens forskellige rum. Også udvendigt på husets balkon, hvor Svend Bager udforsker om 150 unge poppeltræer har elektrokemisk potentiale til at få en diode til at lyse. Elektriciteten skabes, når træets levende bark transporterer næringsstoffer ved hjælp af elektroner, der forskyder sig som elektriske signaler. Svend Barkers kunstneriske fokus er rettet i mod eksperimenter, der fusionerer mellem videnskab og æstetik og afstedkommer en utopisk metode, der kan bidrage til ændringer i vores opfattelse af den måde, hvorpå vi lever og indretter os.

Hjemmelavede kredsløb
Kunstens udvidede blik finder sit grænseoverskridende potentiale i kombinationen af tænkning og kunstnerisk handling, og det mærkes, når det lykkes som en intensitet – eller insisteren – i de enkelte værker. F.eks. hos Maj Bjørnholdt Kjærsing, hvor lyd, klang og musik undersøges, kontrasteres og medieres gennem hjemmelavede tredimensionale lydapparater, tryk på papir, skærme og digitale styringssystemer og kredsløb. Et flot rum og en interessant og tankevækkende visuel og lydelig oplevelse, når man ser bort fra lidt bøvl med styringen, den dag undertegnede var til stede.

Nye kulturelle og æstetiske koder
Materialiteten undersøges og presses hos Emilie Simon Hansen, der arbejder inden for en ramme, hun selv navngiver: ’situationelle landskaber’. Hendes metode udnytter spændingsfeltet mellem genkendelighed og forskydning, og til det benytter hun tegning, fotografi, formdannelse og indsamling af genstande og materialer. I værket indgår en række delelementer i en installatorisk helhed: møbellignende konstruktioner af træ med indbyggede naturmaterialer – kogler og sten – og levende planter samt objekter på gulv og væg. De fungerer som forsøgsvise forhandlinger på tværs af funktion og æstetik, natur og kultur, der synes at argumentere for nye måder at anskue de kulturelle og æstetiske koder, der knytter sig til genstandene og materialerne.

Tæpper af A4-papir
Materialet er også i højsædet hos Sara Kirstine Grønborg, som afsøger de æstetiske muligheder og grænser for, hvor langt hun kan gå med et undseeligt materiale som A4-printpapir. Gennem en tidskrævende bearbejdningsproces, hvorunder papiret sys sammen, og derved b.la. påtvinges en funktion som beholder for hvid akrylfarve, skabes tæpper af papir. Ophængt i rummet har de en udpræget tredimensionalitet, hvis overflade desuden er karakteriseret ved en raffineret transparens og en ubestemmelig – og for papiret fremmed – ’klæghed’. Værket har med dets modulerede hvidhed stor visuel styrke og i kraft af dets størrelse en udtalt kropslig tilstedeværelse i rummet.

Blomstermalerier!
Fra et helt andet perspektiv og med maleriet som medium tager Emily Gernild det klassiske blomstermotiv under forfriskende kærlig og karsk bearbejdning. Erik A. Frandsen spøger, ja vist, men disse store lærreder med buketter oser af gedigen fabulerende malerglæde. Her er det lysten til at kombinere farver, der driver disse værker et sted hen, hvor blomsterne bliver aldeles sekundære. Deres genkendelighed og detaljering, som tidligere var målet for kvindelige malerinders dresserede kunstaspirationer, fordufter, mens farverne sprudlende fylder fladen ud og skaber et udtryk, der er vildt og mindst lige så dekorativt set med et nutidigt blik.

Hypokond-kunst
Kroppene interagerer med landskab og naturmaterialer i Nilas Dumstreis videoinstallation Hypocondriac. Her ser vi en række unge mennesker i gang med et tydeligt improvisatorisk forehavende, hvis sigte utydeliggøres yderligere af dissonansen mellem videoens lyd- og billedspor. Nilard Dumstrei benytter skuespillere i sine videoer, og de instrueres således, at der skabes et misforhold mellem deres kropslige udtryk og deres tale. Kunstneren er interesseret i, hvordan disse brud i fortællingens linearitet kan afstedkomme nye betydninger. Med afsæt i teater og psykoterapi har metoden helt sikkert potentiale, men det forløses ikke helt overbevisende i denne installation, som er en anelse for monoton og ikke helt skarp nok visuelt.

Viljen til at finde sit eget ståsted
Pladsen her er for knap til at nævne alle, selvom det ville være relevant, for hver udstiller kommer fint på banen med et udtryk, der er tilstrækkeligt udfoldet og dermed så fokuseret, at det inviterer til fordybelse. Det er i sig selv en kunst, og i forhold til sidste år er niveauet betydeligt højere og nærværende hos alle. Undervejs gennem nærlæsningen af de individuelle værker blev jeg opmærksom på en stor formel spændvidde: skulptur, maleri, grafik, tegning, fotografi, video, installation og en række blandingsformer. Kamilla Askholm rækker ud til publikum, og Katrine Skovgaard giver afkald på den kunstneriske kontrol, og udstillingen er repræsentativ for den sprudlende tilstand, som samtidskunsten efter min bedste overbevisning befinder sig i lige nu.

Samtidig mærker jeg hos disse unge kunstnere en vilje til at finde deres helt eget ståsted i kunsten og en lyst til at udvikle deres kunstneriske sprog på egne præmisser – også selv om et sådant afsæt nødvendigvis lader flere af dem en anelse famlende i nærværende situation.
Jeg vil gerne rose denne årgang for at have satset mere ved at præsentere værker, der er særegne, komplekse og tidskrævende. Det er i detaljen, det væsentlige findes, og der er mange følelser tilstede, fornemmer jeg, mange tanker, meget læsning og research bag ved værkerne. Refleksiviteten skinner igennem, og det er dejligt og inspirerende for beskueren. Og så er det lovende for disse nye kunstneres fremtid som udøvende, for det ser ud til, at de alle sammen har fat et sted, hvorfra der fortsat kan genereres nye tanker og værker.