Finanskrise og kunstnerisk integritet

Som redaktør for KUNSTEN.NUs vestredaktion var jeg forleden til pressemøde på Aros. I den eksklusive lounge med lækre designmøbler faldt snakken blandt andet på museets økonomi. Sagen er den, at det offentlige driftstilskud kun lige akkurat dækker det mest nødvendige. Alt det sjove – for eksempel udstillinger og indkøb af værker – skal dækkes af entreindtægter, fondsmidler og sponsorater. Hvilket ligger i direkte folængelse af moderne kulturpolitik, hvor markeds- og oplevelsesøkonomi er ubestridelige mantraer.

Kunsten taber
Fra Aros over Louisiana til Arken forlyder det, at nu er den privatsponsorerede bue spændt til bristepunktet. Erhversliv og fonde har spyttet det i kassen, de kan.
Men det værste ved miseren er såmænd ikke engang, at der ikke er penge nok. Når kunsten skal føje sig efter private investorer og oplevelsesøkonomiske logikker, er der en taber. Rigtigt gættet: den kunstneriske integritet.

En anden historie
Men inden vi fortaber os i vinterdepressioner på kunstens vegne, er der en anden historie at fortælle.
En uges tid inden pressemødet på Aros var jeg til såkaldt artist talk på udstillingsstedet Spanien 19C i Århus. Her er hverken fancy arkitektur eller strømlinet design, blot en skramlet ramme af brune mursten. Her udstillede og talte den østrigske net-kunstner Carlos Katastrofsky. Til mig og fire andre tilhørere!

Mærkeligt og i topklasse
Og hvad han fortalte var netop en anden historie – en historie som også udstillingsstedet i sig selv er et udmærket eksempel på. Spanien 19C sluttede år 2008 af med et par knaldede udstillinger. Først med NOIZE MACHINE TOUR TRUCKERS alias Camilla Tygstrup Sørensen, Greta Dahl Christensen og tyske dr. Nexus og siden med Anders Visti og Lasse Krog Møllers udstilling med titlen Den herskende abe. Det var udstillinger, der ikke alene var vildt mærkelige, men også i absolut kunstnerisk topklasse.

Lommer for kunst
Og hvilken historie er det så disse begivenheder fortæller?
Tja…det kan godt være, vi kun sidder fem forkølede tilskuere til en artist talk, og at besøgstallet til de nævnte udstillinger var forsvindende, og at de brune mursten er – ja, brune. Men betydningen af, at der findes disse lommer, hvor kunstnerisk integritet kan folde sig ud, kan simpelthen ikke undervurderes.

Kunst på trods
For heldigvis er de der stadig. Kunstens ildsjæle som endnu ikke er alt for indviklet i oplevelsesøkonomiske spændetrøjer og som bare producerer og eksponerer den kunst, som bare skal produceres og eksponeres, og derfor bliver det. Økonomi eller ej – publikum eller ej.

Den positive historie
Samme positive historie kan fortælles fra mange andre kanter. Eksempelvis når det løse sammenrend af kreative dynamoer i Bureau Detours udfolder deres sociale projekter. Når Sergei Sviatchenko ufortrødent arrangerer kunstbegivenheder i Senko Studio i Viborg. Eller når folkene bag det lille udstillingssted ET4U i Bøvlingbjerg i det yderste Vestjylland holder videoscreenings eller seminarer om samtidskunst

Professionel fundraiser
Man lad os til slut vende kort tilbage til loungen på Aros. Her kunne museets repræsentanter fortælle, at man – i lighed med mange andre kulturinstitutioner – netop har ansat en fundraiser for at ”professionalisere” jagten på det private guld. Det der altså ikke længere er så meget af, og som man derfor – atter i lighed med de andre institutioner – må konkurrere desto hårdere om.

Oplevelsesøkonomisk joke på vestjysk
Som var det en kommentar til det, rejste kunstneren Kristian Bust i oktober i samarbejde med folkene bag ET4U et stort byggeskilt på en mark derude vestpå: På skiltet stod: ”Her opføres SMoCA – Scandinavian Museum of Contmporary Art”. Det kan godt være at randområderne ikke har midlerne til at være med på den oplevelsesøkonomiske vogn – den kunstneriske integritet synes derimod intakt.
År 2008 er gået og kunsten lever også næste år. Godt nytår.