Finsk kunststjerne imponerer i Aalborg

Lad det være sagt med det samme: videokunst tager tid. Så selvom en udstilling med blot to værker måske ikke lyder af så meget, er der slet ingen grund til at fortvivle.

Utzon Centret i Aalborg lægger for tiden lokaler til finsk kunst af bedste skuffe, når publikum kan stifte bekendtskab med to hovedværker af Eija-Liisa Ahtila.

Værkerne The House og The Hour of the Prayer varer omtrent et kvarter hver, men det tager meget længere tid at absorbere deres indhold. Når der er tale om kunst i den kvalitet er det minimale værkudbud faktisk en kæmpe fordel.

På randen af et sammenbrud
Værket The House handler om en kvinde på randen af et mentalt sammenbrud.

Man følger hendes rutineprægede aktiviteter i og omkring hendes hjem et sted i de finske skove, indtil hendes egen psyke sprænger rammerne og gradvist opløser hendes liv til en vægtløs og næsten panisk tilværelse, hvor ingen fysisk realitet længere kan tages for givet.
Kvinden selv ender med at miste fodfæstet og svæve af sted i bogstaveligste forstand.

Den døde hund
The Hour of the Prayer er en vemodig fortælling om en kvinde, hvis hund dør af knoglekræft. Værkets forløb er ikke kronologisk, og der springes mellem scener fra det finske vinterlandskab, New York og Benin i Afrika.

Indimellem afbrudt af sorgmuntre sekvenser med den kære hund og den kvindelige hovedperson selv, der beretter om sit tab og det savn, der følger hende rundt i verden.

Dokumentarisk fantasi
For begge værker gælder det, at det er den kvindelige hovedperson selv, der med alvorsfuld og følelsesladet stemme fortæller historien.

Det giver værkerne et realistisk, dokumentarisk anslag, mens den visuelle vekslen mellem netop realisme og fantasi peger på, at virkeligheden nok er mere nuanceret end som så.

Det interessante ved Eija-Liisa Ahtila er netop, at man som beskuer konfronteres direkte med denne flertydige virkelighed.

Ved hjælp af visuelle og auditive metaforer inviteres man til at kigge indenfor i sindets kringelkroge og man fornemmer straks, at temaerne er ganske almenmenneskelige. Vi har vel alle selv prøvet at miste jordforbindelsen og lade følelserne tage over?

Fragmenteret filmfortælling
At virkeligheden er flertydig understøttes også i filmværkernes form, hvor kunstneren lægger op til en mere aktiv involvering af publikum end normale spillefilm gør.

Ahtila opererer med såkaldte flerskærmsinstallationer, hvilket betyder at hver enkelt video kører på flere forskudte skærme samtidig. Billedsekvenserne, der jævnligt skifter, springer fra den ene skærm til den anden og bryder derfor fortællingerne op i visuelle fragmenter.

Fladen i rummet
For at kunne orientere sig i værkernes handlingsforløb, må beskueren altså konstant ændre blikretning.

Det virker umiddelbart som en ret krævende opgave, men går man ind på netop denne præmis, vil man opleve, hvordan de ellers så fladebetonede filmiske udtryk griber ud i udstillingens fysiske rum og næsten suger beskueren til sig.

Man mærker ganske enkelt de visuelle spring og fragmenteringer på egen krop.

En seværdighed udstilling
Begge værker har et temmelig alvorligt snit, men selvom man ikke går grinende derfra, anbefales de alligevel på det varmeste.

Fordi det handler om os mennesker og de komplekse tankespind, der ind i mellem fylder vores hoveder, kan man ikke undgå at blive berørt. Eija-Liisa Ahtila er et intenst og følsomt bekendtskab, som man ikke bare lige ryster af sig.