Et fix af smukke billeder og drømmende lyde

Dodda Maggýs farvemættede og hypnotiske billed- og lydunivers på ARoS er en kontemplation over naturfænomener, fraktaler og hellig geometri.

Tematikkerne varierer i den islandske komponist og videokunstner Dodda Maggýs oeuvre, og det kommer til udtryk i kunstnerens aktuelle præsentation på ARoS, som synes at falde i to dele.

Første del folder sig ud i teatralske og stereotype portrætteringer af kvindelige berømtheder eller mystiske naturscenarier. I den David Lynch-agtige performance Lucy vises eksempelvis flygtige billeder af en melankolsk kvindefigur, der optræder i en glitrende guldkjole, mens man i værket There, There betragter et skrøbeligt landskab i bevægelse, vævet ind i et svagt gulligt og orange filter. Det er drømmende, stille og storslået, dog kunne man have undladt disse værker, da de ikke spiller sammen med resten af udstillingen.

I udstillingens anden del er værkerne mere beslægtede, hvor hypnotiske animerede spiralværker mediterer over (u)foranderlighed, uendelighed og transcendens. Forskellige nuancer af farver og former sammenfiltres i geometriske abstraktionsbilleder. Og det er her, at Maggý viser sit kunstneriske virke fra et mere interessant perspektiv.

Naturens fraktaler og hellig geometri
Dodda Maggýs animerede spiralværker projekteres i mørklagte rum, der hver især viser alskens mønstre og farver. Hver projektion afspilles ved lav hastighed, enten i loop eller i dynamiske bevægelser, der vokser fra et enkelt element til grupper af psykedeliske og geometriske former. De foldes ud gennem biologiske, psykologiske og naturalistiske betragtninger, hvor de nærmest tilegner sig en kosmisk dimension.

Et eksempel er det pulserende og neonlysagtige værk Curlicue (spectra), der består af en spiral, som på abstrakt vis henviser til kunstnerens egne migrænehallucinationer. Spiralen er omkranset af et mørkt felt, der regelmæssigt cirkulerer i det uendelige. Den er iøjnefaldende dels på grund af sin størrelse, dels på grund af sin hypnotiske tiltrækningskraft og dels på grund af den tidløshed, den repræsenterer. Sidstnævnte kan være komplekst at frembringe i en stringent computergenereret konstruktion, men Maggý formår at billedliggøre den på næsten poetisk vis.

Som andre af udstillingens værker er Curlicue (spectra) akkompagneret af droneagtige lydspor – en genre inden for den elektroniske musik, der anvender vedholdende toner. I mødet mellem billedets stilhed og den insisterende lyd, skabes der en skarp kontrast i værket, idet de elektroniske toner strømmer gennem kroppen og skaber en fysisk bevidsthed i beskueren, mens billedet af den farvemættende spiral har meditative associationer. Det bliver nærmest et sakralt møde med værket, som tillader den besøgende for en kort stund at blive hevet ud af virkelighedens trivialiteter og lade sig nedsænke i et transcendentalt rum.

Lignende kan man opleve i de tre mindre ‘søsterværker’ Rosen (gold) (2017), DeCore (rosen) og Coil (2017), der hver især tager afsæt i alkymistiske billeder, naturens fraktaler og hellig geometri. Værkseriens komposition er mere regelmæssig og kølig, men den formår alligevel at fastholde et hypnotisk blik på beskueren.

Psykedelisk trip
I udstillingens sidste rum vises det psykedeliske og blomsteragtige værk DeCore (aurae), hvor billedkompositionen er spraglet, rytmisk og dynamisk. Det billedmæssige grundstof  består af – som det også er tilfældet i nogle af Maggýs øvrige animerede værker – filmoptagelser af planter og blomster. DeCore (aurae) har undergået utallige bearbejdningsprocesser – en slags repetition, som kan sammenlignes med kunstnerens måde at komponere lyd på. Denne gentagen kommer tydeligt til udtryk i de animerede værker, der synes at bevæge sig i et uforanderligt loop, men formår alligevel, som kunstneren selv udtrykker det i det dertilhørende udstillingskatalog, at ”repræsentere noget energisk, noget der aldrig står stille, men er i konstant bevægelse og forandring.”

Værket beskrives som værende ”interaktiv”, hvor man som beskuer kan stå foran DeCore (aurae) og dermed være en del af den kuriøse symbolik og farvemættende billedflade. Det er dog en misforståelse at betegne det som interaktivt, idet at stå foran et værk ikke er ensbetydende med, at man interagerer med det. Indtrykket er snarere en meditativ stemning og visuel nydelse – hvis altså ikke store grupper af museumsbesøgende står foran installationen og tager utallige selfies.

Visuel renfærdighed
Gennemgående for hele Maggýs udstilling på ARoS er, at hun besidder en særegen evne til at kombinere smukke visuelle billeder og elektroniske lydspor, der går op i en højere enhed. Men til trods for, at udstillingens installationer appellerer til sanserne og har en hypnotiserende, nærmest meditativ tiltrækningskraft, er det også en udstilling, som har sine begrænsninger: For er der et dybere, mere reflekterende niveau i værkerne end det hurtige fix af smukke billeder og drømmende lyde?

Det er en stor kvalitet, når en udstilling taler udelukkende til sanserne, men for denne anmelder må der gerne være lidt mere føde til tankerne.