Fjernhealeren

 Anselm Kiefer er den sidste i rækken af tyske efterkrigstids-kunstnere på Louisiana. Samtidig er han den mindst radikale i gruppen, der også har talt Sigmar Polke (2001), Gerhard Richter (2005) og Georg Baselitz (2006).

Kiefer står med fødderne tungt i den fortidige muld som kunstner og betragter. Han er ikke en samtidskunstner, hvor formelle eksperimenter går hånd i hånd med en intensiv følsomhed overfor samtidens kulturelle, samfundsmæssige og menneskelige forhold.

Det er fortiden og forholdet til denne, han er interesseret i og ytrer sig om, på nok en af de flotteste udstillinger Louisiana har vist i lang tid.

En nulevende klassiker
Kiefer er kendetegnet ved en ekstrem konsekvens. Det er maleri og skulptur i store formater med storladne og dystre efterkrigs-tematikker, hvor både farvetone, malestil, objekter, modellering og værktitler taler med samme tunge gennem flere årtier.

Et symbolsk sprog, der retter blikket mod Tysklands mørke fortid, der står som et stadig åbent sår foran én.

Måske er det denne vedholdne stil eller historiske tyngde, der får mange til at kategorisere Kiefer som en nulevende klassiker.

For Deres anmelder, er det sanseligt utrolig smukt, men aldrig nærværende, nutidigt eller konfronterende.

Landskabets erindring
Den store retrospektive udstilling med 87 værker fra fire årtier (1969 til i dag), er tematisk inddelt i fire: Landskab. Mytologi og realitet, Verdenstid–Livstid, Billedstrid, og Bogen.

Udstillingen indledes med en række enorme malerier af golde marker, sårede landskaber, der ville græde højlydt, hvis de kunne. Landskabet som oplagring af fortidens synder udtrykt i tykke lag, voldsomme kratere og sanselige effekter.

Landskabsmaleriet er Kiefers hjemmebane, men det er også her Kiefer er mest triviel i sin symbolik.

Udstillingen indeholder også andre mere tvetydige landskaber, mentale slagmarker, scenarier og kodede stjerneformationer. Alle en del af en mentalitetshistorie med moralsk endestation i holocaust.

Overfor de skæbnetunge fortællinger bøjet i bly, ild, blod og ståltråd står mennesket. En amoralsk menneskehed overfor en følende og erindrende natur.

Storhed og afmægtighed
Kiefer udtrykker sig i et tungt, næsten depressivt formsprog, der – når det er værst – forsøger at sige noget skæbnesvangert med panoramaer af golde landskaber, men – når det er bedst – formulerer sig med en enkel, stærk symbolik, hvor mennesket møder mørket.

Sanseligt stærkest i et værk som Sol Invictus (Den uovervindelige sol) fra 1995, hvor en dvælende Kiefer ligger badet i en sky af sorte solsikkefrø, der virker som en kærlig magtdemonstration af naturens kraft i mødet med menneskets skrøbelighed.

En natur-symbolik, som løber gennem tre årtier hos Kiefer og når sit kunstneriske højdepunkt i 90erne og gentages i 2010 i skulpturen Das Sonnenschiff (Solskibet).

Kunsten og virkeligheden
Kiefer personificerer kunstneren som mægler mellem tanker og hændelser fra fortiden og nutiden, men man føler sig aldrig helt tæt på Kiefer.

Dels på grund af det udprægede fortidige fokus og svært aflæselige billedsprog fyldt med historiske, litterære og mytologiske symboler og referencer, og dels fordi nutiden ganske enkelt er fraværende hos Kiefer. Der er ingen civilisation, industri, teknologi, globalisering, politik, massemedier eller lignende.

Til forskel fra sin medstuderende på akademiet, Joseph Beuys, synes Kiefer ikke optaget af kunstens involvering i samtiden. Kiefer dyrker nærmest afstanden.

Hvor Beuys etablerede en skole for radikale sociale modeller og diskussioner, trak Kiefer sig – meget symbolsk – væk til sit kunstnerrefugium i Sydfrankrig i 1992 på behørig afstand af både samfund og samtid.

En bitter og håbløs strid
Eneste radikale udfald rettet mod samfundet er den samling af værker (Heroische sinnbilder) fra 1969-70 under temaet Billedstrid:

En række værker, hvor Anselm Kiefer heiler sig igennem nazismens klassicistiske motiver og monumenter med lang frakke og høje støvler.

Det er en kunstner i bitter kamp for at tilbageerobre kunsten fra nazismens klamme favntag.

En samfundsmæssig konfrontation man ellers kun finder i hans bøger, som også kan nærstuderes på udstillingen (man bør faktisk starte dér!).

Anselm Kiefer er en symbolsk smuk og følelsesladet afrunding på den tyske efterkrigstid på Louisiana, men også en legemliggørelse af den verdensfjerne kunstner, der fra sit elfenbenstårn påberåber sig et større ansvar end han nogensinde kan bære.

Det er der selvfølgelig også noget smukt i…