Flere børneudstillinger og færre kuglerum

Der var stille optimisme i luften, da Nikolaj Kunsthal lagde lokaler til den første Visions-salon. Dagens kæphest: børneudstillinger.

Vi indfinder os på klapstole i et sidekapel til Sct. Nicolai Kirke, som i dag danner ramme om Nikolaj Kunsthal. På væggene langs bjælkeloftet genfortæller de gamle vægmalerier et narrativ, hvis budskab for længst er trådt i baggrunden for bygningens nuværende funktion som kunsthal.

Alle stole i rummet er optaget af hovedsageligt kvinder. Det er da også tre kvinder, som om lidt forventes at indtage pladserne ved det aflange bord foran forsamlingen. Arrangementet er resultatet af et samarbejde mellem Bikubenfonden, Kunsten.nu og Nikolaj Kunsthal, der som vært for dagens Visions-salon havde valgt at kaste sig over et presserende spørgsmål i tiden på de danske kunstinstitutioner under titlen ”Børn sætter dagsordenen.”

Igennem årene er Nikolaj Kunsthal blevet bemærket for en række markante børneudstillinger. Det virker derfor også oplagt, at kunsthallen har valgt netop dette emne, som brændpunkt for dagens diskussion. Arrangementet er knyttet til Bikubenfondens Udstillingsprisen VISION, som har til formål at sætte fokus på nyskabende og ambtitiøse udstillinger på danske  kunst- og kulturinstitutioner.

Kunst skal ramme bredt
Dagens salon skulle oprindeligt have været en samtale mellem Ida Brændholt Lundgaard (ph.d., tidligere formidlingssansat ved Louisiana og nu ansat i Kulturstyrelsen), Trine Boesen (billedkunstner og aktuel med sanseudstillingen Hullet i muren på BRANDTS) og Lise Sattrup (undervisningsansvarlig på ARKEN). Men desværre er Sattrup blevet syg, og i hendes fravær lover Hilde Østergaard (leder af undervisning og skoletjeneste på Nikolaj Kunsthal) at berøre nogle af Sattrups pointer, så vidt muligt.

Da Østergaard får igangsat PowerPoint-præsentationen, kommer der meget passende en række visioner til syne, der ligger til grund for Nikolaj Kunsthals arbejde med børn og unge.

Af punkterne fremgår det blandt andet, at kunsthallen især ønsker at inkludere de brugere, der normalt ikke indfinder sig i kulturinstitutionerne, og som ikke besidder de kulturelle og sociale fortrin som kunsthallens øvrige publikum.

”Det er det mest ensartede publikum, der besøger de danske kunst- og kulturinstitutioner,” påpeger Østergaard. ”Dem der har den samme uddannelse, den samme kulturelle baggrund, den samme hudfarve og så videre.”

De mange ambitioner Østergaard lægger for dagen er høje. Udstillingerne skal ikke alene give anledning til aktiv deltagelse, refleksion og flerstemmighed, som det fremgår af PowerPointen. De skal tilmed nå ud til et segment af samfundet, som kun modvilligt indfinder sig i kunst- og kulturinstitutionerne.

Kan du kongerækken?
Da Ida Brændholt Lundgaard, starter sit oplæg, understreger hun ligeledes vigtigheden af at skabe alliancer mellem kunstinstitutionerne og de børn, som forhåbentligt vil finde interessere sig for kunst og kultur på sigt.

I sin redegørelse af nogle de mest opsigtsvækkende konklusioner i den formidlingsrapport fra Kulturstyrelsen, der de seneste år har sat nye mål for dette område, bemærker Lundgaard blandt andet, hvordan kunstinstitutionerne stadig er forankret i en række forældede traditioner og paradigmer, som fastholder institutionerne i et hierarkisk kultursyn.

Dette er ifølge Lundgaard en hæmsko for institutionerne, som har svært ved at anerkende de yngre generationer og ligeledes vanskeligt ved at udvikle og nytænke kunstformidlingen, så den henvender sig til et bredt publikum.

Ifølge Lundgaard er der altså brug for et paradigmeskift, som både skal løsne op for museernes traditionelle dannelsesidealer og statens ekstreme organisering og administrering af kulturinstitutionerne.

Som et eksempel på hvordan kunstinstitutionen stadig lader sig begrænse af forestillingen om et klassisk og elitært dannelseshierarki, fortæller Lundgaard, hvorfor kongerækken, måske ikke er en vigtig forudsætning.

”Det er jo ikke det, det handler om. Det handler om kontekst,” fastslår Lundgaard. ”Vi går bare op i nogle andre ting end kongerækken i dag.”

Dårlige oplevelser i skolen
I forlængelse af sit oplæg inddrager Lundgaard en række statistikker, som blandt andet peger på, at kunstinstitutionerne har for vane at underprioritere børne- og ungeudstillingerne, der ofte kun beskæftiger sig med børn i op til tolvårsalderen, hvis de da overhovedet har børneudstillinger på programmet.

Derudover peger Lundgaards undersøgelse endvidere på, at unge mellem 15 og 30 år udgør den mest underrepræsenterede målgruppe i museumssammenhæng. Som en forklaring på dette, fortæller hun, hvordan adspurgte unge begrunder deres manglende interesse for kunst med, at de har haft dårlige oplevelser med museumsbesøg i forbindelse med skoleudflugter.

Disse erfaringer skal der i fremtiden rettes op på, mener både Østergaard og Lundgaard, som hver især byder ind med forskellige forslag til, hvordan et større fokus på museumsgæsterenes kulturelle diversitet, alder og identitet kan gøre museumsbesøgene mere nærværende for langt flere samfundsborgere.

Børnene trænger ind
Da billedkunstneren Trine Boesen indtager pladsen på talerstolen, lyser PowerPoint-præsentationen lokalet op med Boesens tidligere værker. Figurer og mønstre forskydes og nedbrydes på lærredet, mens linjer og symboler peger i alle mulige anvisende og misvisende retninger.

Det er disse rumlige malerier, fortæller Boesen, der har været udgangspunkt for skabelsen af børneudstillingen Hullet i muren på udstillingsstedet BRANDTS.

Og udstillingen har haft stor succes. Med Hullet i muren har Boesen i sandhed præsteret at skrue en vellykket børneudstilling sammen. Som hun står dér under PowerPointen lyser hendes ansigt op, idet hun fortæller om sine observationer af børnenes indtagelse og opdagelse af installationerne.

”Jeg havde forestillet mig, at børnene ville liste sig frem,” fortæller Boesen og genopfører sin umiddelbare antagelse med spændning i stemmen. ”Men dét gjorde de ikke. De susede frem og var drønet igennem udstillingen på meget kort tid.”

For Boesen var det bekræftende at opleve, hvordan børnenes ’metodiske’ tilgang til kunst ganske vist var en anden end de voksnes, men ikke desto mindre mindst lige så undersøgende og indlevelsesrig. For efter et hurtigt gennemløb – måske for at danne sig et overblik – vendte børnene nemlig tilbage og begyndte langsomt og systematisk at gå på opdagelse i de enkelte rum.

En ny indstilling til børn og kunst
Boesens sanseudstilling Hullet i muren udgør altså langt fra et kuglerum, som børnene kan boltre sig i, imens de vokse ser på ’rigtig kunst’.

Med sin børneudstilling har Boesen fået frie tøjler. Hun er ikke blevet pålagt en pædagogisk agenda og udstillingen er blevet givet den helt almindelige institutionelle anerkendelse, som enhver udstilling bør tildeles.

Forhåbentlig vil flere kunstinstitutioner med tiden følge trop og tage ved lære af det gode eksempel. I mellemtiden er lyset blevet mindre og mindre i sidekapellet, i takt med at diskussionen skrider frem. Der bliver sat spørgsmålstegn ved ”om kunstformidlingen kan blive for ambitiøs” og ”om den pædagogiske formidling kan blive for korrekt.”

Det er tydeligt at diskussionen egentligt ikke er færdig, da det langsomt begynder at tynde ud i stolerækkerne, eftersom flere og flere deltagere ser sig nødsaget til at vende snuden hjem.

Debatten har båret præg af en stor iver og motivation, og som et resultat af dette er salonen nu gået over tid. Men selvom det mørkner udenfor, lysner håbet måske for børneudstillingerne. I hvert faldt har Visions-salonen i samarbejde med Nikolaj Kunsthal fået udpeget nogle vigtige spørgsmål i forbindelse med børneudstillingerne.