Fluen i edderkoppens spind

Den døde mand
Jeg bliver budt velkommen med håndtryk og et smil af manden foran alteret. Han hed engang Claus Beck-Nielsen, men Claus Beck-Nielsen er død nu.

I 2001 gik Claus Beck-Nielsen bort og året efter blev firmaet Das Beckwerk skabt til at varetage minderne fra Claus Beck-Nielsens liv. Lederen af Das Beckwerk er denne nu identitetsløse mand, der byder os velkommen til den anden offentlige samtale om den paradoksale død, inden Claus Beck-Nielsen endelig jordes til efteråret.

Præstens kvababbelser
Der er en højtidelig stemning i kirken, og denne identitetsløse mand fra Das Beckwerk tager ordet og introducerer os for pastor Erik Bock. Temaet for denne ‘funussamtale’ er de moralske overvejelser, som præsten har haft ved at sige ja til at deltage i udførelsen af begravelsen af Claus Beck-Nielsen.

Det er også en tænksom præst, vi ser foran os. Præsten sidder med bøjet ryg og kigger lidt plaget ned i jorden, når han taler. Lederen af Das Beckwerk holder hele tiden øjenkontakt med præsten.

Grunden til præstens kvababbelser er, at han ser denne begravelse som en iscenesættelse af Claus Beck-Nielsen og Das Beckwerk, og at han er skeptisk overfor det at begrave nogen in effigie (billedligt, red.), som man kalder det.

Reenactment af Jesu død?
Men præsten har allerede indvilliget i at deltage i begravelsen, og den plagede ældre præst prøver at aktualisere projektet for sig selv og sit kirkelige embede.

Præsten relaterer iscenesættelsen af Claus Beck-Nielsens død tilbage til Jesu iscenesættelse af sin egen død på vegne af hele menneskeheden. Præsten ser Claus Beck-Nielsens død og begravelsen som en form for parafrase over Jesu død. Han forventer derfor også at Claus Beck-Nielsen genopstår.

Ud fra denne tolkning kunne man fristes til at se det som en kunstnerisk reenactment af Kristi død.

Identitet som produkt
Det lugter lidt af, at præsten søger at retfærdiggøre deltagelsen i projektet overfor sig selv, for denne tilgang har ikke meget at gøre med Das Beckwerks egentlige intention med projektet. Lederen af Das Beckwerk er ikke troende, og det var Claus Beck-Nielsen ifølge ham vist heller ikke.

Das Beckwerk ser istedet begravelsen af Claus Beck-Nielsens identitet, som et opgør med det øgede fokus, der er på identitet gennem blandt andet facebookkulturen, hvor man opfordres til at markedsføre sin egen identitet. Das Beckwerk ønsker at synliggøre disse problematikker omkring identitet og frisættelse fra normerne.

Fluen i edderkoppens spind
Som iagttager til denne samtale, kan man se en veloplagt leder af Das Beckwerk, der spørger til præstens overvejelser med et skælmsk smil. Præsten er derimod tænksom og alvorlig. Dette skyldes at samtalen er uligevægtig. Hvor præsten finder det nødvendigt at begrunde sin deltagelse, har Das Beckwerk den kunstneriske frihed til at gøre, hvad han vil for at iscenesætte nogle problematikker, han finder relevante.

Det kristne tankegods er ikke en del af Das Beckwerks tanker med projektet, Claus Beck-Nielsen var slet ikke troende. Det er dette der skiller præsten fra projektet, og det virker som om, at præsten har fået tildelt en rolle i den kunstneriske iscenesættelse, som han ikke har lyst til at have.

Das Beckwerks projekt er en selviscenesættelse. Men denne symbolske begravelse er også et effektivt middel til at skaffe omtale. Det er et spændende kunstnerisk projekt, fordi det åbner op for en diskussion om emner som identitet og død. Begge elementer i vores tilværelse som er der, uden at vi normalt tænker over det.

Den næste funussamtale er onsdag d. 3. marts hvor Das Beckwerk møder rektoren for det Danske Kongelige Kunstakademi, hvor projektet sættes ind i en kunsthistorisk kontekst.