Forårsudstillingen under Panamaflag

Ud med det internationale badevand
Der er nye tider på Charlottenborg, der genåbner som en livlig kunsthal med et helt Palace Party og årets udgave af den traditionsrige Forårsudstilling. Med et absolut internationalt udvalg af kunstnere (kun seks af de godt 50 antagne deltagere har dansk pas) har man villet tage springet fra national salon til international kunstfestival.

Den internationale søgning er godt hjulpet på vej af, at der nu ansøges online og man ikke skal kere sig om at troppe op med værkerne på stedet. Vi må derfor droppe billedet af dommertribunalet, der får værkerne båret ind og sætter grønne eller røde kryds bag på dem.

Jeg har ikke taget nostalgiens eller nationalismens briller på, men det internationale er ingen mangelvare på kunstens hylder, og noget mangler. Den ’gamle’ forårsudstillings kvalitet som finger i jorden på, hvem der gerne vil frem i dansk kunst nu, er væk og spørgsmålet er, om Forårsudstillingens hovedattraktion hermed er skyllet ud med den internationale skylle.

Ikke kvalitetsmæssigt løft
Internationaliseringen har ikke medført et synderligt kvalitetsmæssigt løft eller bemærkelsesværdige nybrud. I stedet virker mange værker underligt løsrevne og utilgængelige. Det gælder for eksempel Jumana Mannas videoinstallation The Danish Gymnastics Project, der viser optagelser af unge gymnaster. Hvad er det for et projekt, der ligger bag?

Det samme gælder for de mange værker, der handler om globale kulturmøder. For eksempel er palæstinensiske Ayman Alazraqs plakatværker urimeligt svære at afkode uden indføring.

I kunstverdenen er der jo mange udstillinger med omhyggeligt udvalgte internationale kunstnere og skarpt vinklede tematikker. I forhold til dem drukner den internationaliserede Forårsudstilling som en blandet forestilling, der ikke leverer nok kvalitetsmæssigt eller tematisk.

Enkle bedst
Udstillingens bedste værker i dette klima er dem, der med udgangspunkt i det enkle kan række ud over sig selv og appellere til forundring og refleksion frem for forvirring og frustration over manglende sammenhæng.

Det er græske Panagiotis Dimitropoulos et eksempel på i den humoristiske ende med skulpturen Brook (By the Book), hvor en gammel bog fejer skidtet op som en kost, og Holy Shit, en wc-kumme fyldt med æg. Et surreelt morsomt punktum for udstillingen.

Produktiv forvirring
Endelig er der også værker, hvor forvirringen er produktiv. Antonis Pittas sætninger på væggene ligner ved første øjekast banale slogans eller titler til dele af udstillingen. Man opdager dog, at de ikke er trykte, men manuelt tegnede, hvilket grafitstøvet nedenunder bevidner. Sætningerne er også hentet fra avisoverskrifter og således taget ud af deres oprindelige sammenhæng og mening. Det åbner for en oplevelse på flere niveauer og spiller på informationsflowet i netop en kunstudstilling.

I svenske Anna Liljedals Klassificeringssystem för djur møder det personlige og anekdotiske den objektive videnskab i et fascinerende og uregerligt skema over evolutionen og biologiens klassificering af livsformer. Det har en uortodoks originalitet, der ellers er en mangelvare i udstillingens mange værker i traditionelle formater.

Synker i internationalt farvand
Der er bestemt gode værker imellem, og udstillingen kan i sin forskelligartethed være en underholdende oplevelse. En god eller vedkommende helhed er det dog ikke, og indtrykket er desværre, at Forårsudstillingen ikke skiller sig ud i den internationale kunstscenes farvand ved at sejle under den internationale udvælgelses Panamaflag.