Forbandet smukt

Hun var på forkant med det hele – ville være abstrakt førresten af Danmark, blev elev af László Moholy-Nagy fra Bauhaus, dyrkedeprofessionelle og intime forbindelser til Fernand Léger og var et vigtigtmedlem af kredsen omkring Piet Mondrian.

Og så blev hun glemt i mange år.

Smuk udstilling med et stærkt udvalg af Francisca Clausenskunstværker fra 1920’erne er en nydelse for kendere: Altså dem, der alleredekan deres kunsthistorie og forstår de mange navne og -ismer. For selvefortællingen om kunstnerens værker fungerer ikke helt så godt.

En ret unik kunstner
Som ganske ung rejste Franciska Clausen i 1916 ud for atopsøge den kunstneriske avantgarde i Europa. Med en stærk træning inaturalistisk stil, en tur forbi lidt impressionisme og ekspressionisme endtehun hos de rationalistiske abstrakte malere i Paris.

I den franske hovedstad boblede små undergrundsgrupper fremi troen på kunsten som livs- og samfundsforandrer. Clausen blev kraftigtpåvirket af Léger, men udviklede efterhånden sin egen effektfulde stil.Hovedværket Skruen er både dynamiskog afbalanceret.

Inden pengene hjemmefra holdt op med at komme og returen tiltilbagestående Danmark, nåede Clausen at eksperimentere med fuldt ud abstrakteog helt enkle billeder uden reference til genstande eller det organiske.Omtrent tyve år før konkretismen slog igennem herhjemme!

At ”skrue” en fortælling sammen
Der er mange måder, hvorpå man kan fremlægge en kunstnersproduktion. En udstillingsarrangør må tage valg om vinkling og fortælleform iformidlingsmaterialet. Som så skal bringes i samspil med udvalget afkunstværker, ophængning og gruppering.

På Øregaard har man valgt at iscenesætte Danmarks enestetidlige internationale avantgardekunstner med kronologien som fundament: Huntog til Tyskland, så tog hun til Frankrig, så var hun med i den kunstgruppe, såvar hun med i den. Lidt meget slag-i-slag.

Hjælp til at forstå de dengang radikale kunstværker erderimod sparsom.

Så forbandet smukt
Undervejs er der dog nogle tilløb til at fortolke, hvordanden abstrakte og – i egen selvforståelse særligt rationelle – avantgardeudtrykte sig. Men det er som om, udstillingen næsten synes, det er farligt at forklarefor meget.

Resultatet bliver, at det kræver sin tilskuer med masser aftålmodig refleksion at få åbnet for de mange værker, der ellers nemt kan virkenoget kølige. Der mangler nogle dristige værkbeskrivelser til at ruske lidt opi det hele. Eller bare noget mere baggrundsinformation.

Den type kunst, Franciska Clausen eksperimenterede med, hari dag vundet over hele linjen. Dens radikale potentiale synes udslukt, og detoverskridende og grænsebrydende i nogle farvede firkanter eller svungne linjerkan faktisk være svært at forstå. En kunst forbandet af sin egen skønhed. Såsmuk, at den er i fare for at blive til en banalitet.

Ud med formidlingen
Som anmelder på KUNSTEN.NU har jeg tidligere gjort en del udaf at kritisere eller rose museernes udstillingsformidling. Det er i mitperspektiv deres måske væsentligste opgave at give god, saglig og ordentlighjælp til at gribe og begribe den kunst, de udstiller.

Det handler om at tilbyde så mange som muligt en åbning indi det rige sanse- og tankerum, jeg mener kunst kan give. Hvis man ikke forsøgerat understøtte og aktivere forståelsen gennem klare referencer og indlevendebud på forklaring, så er det tæt på det irrelevantes risikozone.

Det behøver ikke af den grund at blive til etghetto-inkluderende-outreach-brugerinddragende helvede.

Men nu er udstillingen af Franciska Clausens værker påØregaard faktisk et fornemt udvalg præsenteret i pragtfuldt nyrestaureredelokaler.

Det er dejlige billeder, hvis blot man trækker vejret dybt oginvesterer sin tid. De forsigtige, let indforståede vægtekster mangler barenoget.

Så måske skulle jeg i stedet sige:

Cirkel og firkant,horisontal og vertikal; det kan også være skønt uden mange ord. Og så diagonaltop med formidlingen!