Forbrugt frihed

HARDCORE FREEDOM af Esben Weile Kjær på Copenhagen Contemporary italesætter friheden som en selvfølge og bidrager som værk ikke til en nuancering, men en karikering, af det generationsportræt, som udstillingen vil undersøge. Alt er overflade. Alt er en leg med koder. Alt er forbrug. Alt er en flugt fra de konsekvenser, der følger med en uindskrænket frihed.

HARDCORE FREEDOM er fortsættelsen til POWER PLAY, der i september og oktober undersøgte klub-kulturens udtryk og sociale dynamik på Kunstforeningen GL STRAND. Her var dokumentariske fortællinger fra indersiden og rampelyset i Ibizas ekstraordinære klub-miljø krydret med elefanthuer, gabestok og et performende kollektiv, der elsker kameraets linse, og som også er mødt ind til performanceværket hos Copenhagen Contemporary.

Læs anmeldelse af Esben Weile Kjær: POWER PLAY her.

Fortsættelsen zoomer ind på klub-settet og de performative elementer. Her er det orange arbejdstøj, bannere og afspærringer, der flyder sammen med klub-kulturens spejlgulve, kromstænger og lindrende flugt – hér symboliseret af en mægtig Klokkeblomst-figur bøjet i neon.

Performative præmisser

Performancekunsten har svære vilkår lige nu. Det har Esben Weile Kjær også måttet sande med sin aktuelle performance-installation hos Copenhagen Contemporary.

Dét, der oprindeligt skulle have været en kontinuerlig fest, hvor publikum kunne crashe foretagendet, hænge ud, tage en dans, snakke lidt måske, er nu et mere stift format, hvor vi som publikum er bænket langs væggene og er ‘ordentligt’ publikum til en timelang, ikke-koreograferet dans og leg, der særligt låner æstetik fra klub-kulturen – og stripbaren.

Det kan HARDCORE FREEDOM ikke helt leve op til som værkoplevelse, og selvom Covid-19 ramte landet for snart 8 måneder siden, så virker det ikke rigtigt som om, at der er blevet arbejdet tilstrækkeligt med formatet eller den intenderede relation til publikum.

Hardcore æstetik

Vi var ikke med til fest. Vi var snarere en flok resignerede forældre til en ungdomsfest, der kørte af sporet. Ikke fordi der var nogen grund til grænseoverskridelsen, værket vil som udsagn ikke noget, og vi sidder tilbage med noget, der minder om et forklaringsproblem. Hvad var det her: ironisk kommentar eller selvudlevering? Hvad ville de festende egentlig med deres privilegerede frihed? Og hvad ville værket egentlig os som deltagende?

HARDCORE FREEDOM er hyperæstetik. En performance, der dyrker og forbruger det ydre i helt ekstrem grad.

Det stærkeste moment i værket er netop indledningen, hvor en trænet balletdanser, som én af de 12 unge performere, folder vingerne ud og danser fjerlet på spejlgulvet med de andre performeres lommelygter rettet mod sig. Balletten er som kulturelt produkt højdepunktet af den æstetiske dyrkelse af kroppen, og med den reference er scenen flot og kulturelt sat, men sådanne momenter er der meget få af.

Resten af værket er præget af fangelege, poledancing, seksualiseret leg og fornedring, flygtige relationer, kollapsende kroppe og et ekstremt forbrug af afspærringsbånd med HARDCORE FREEDOM-branding på.

Esben Weile Kjær indgår selv som performer i kollektivet, der dels sætter praktiske elementer i spil (ofte iklædt Hardcore Freedom t-shirt eller orange arbejdsjakke), og dels har nogle sarte sekvenser, hvor berøringer med de andre performere nærmest antager en frelser-symbolik. Lydsiden er høj og diskant med clubbing-travere fra forældrenes generation med nogle få nutidige undtagelser, som jeg vender tilbage til om lidt.

Forbrug uden udfordringer

Dette performanceværk er på mange måder ungdoms-versionen af den tyske verdensstjerne Anne Imhofs dystre og klaustrofobiske performance-installationer (fx opera-trilogien Angst, 2016) og Maria Metsalus normoverskridende seksualitetsstudier (og hér særligt hendes samarbejder med Young Boy Dancing Group).

I begge tilfælde bliver vi effektivt skubbet ind i enten helstøbt og billedstærk dystopi-koreografi eller ud af komfortzonen med en kunstoplevelse, der sidder fysisk i kroppen og sindet i lang tid efterfølgende, hvor man bakser med sine egne forestillinger, begrænsninger og normsæt. Det er ikke tilfældet her.

Efter en ensartet time med udfoldet og forbrugt frihed står det hen i det uvisse, hvad værket ville. Og selvom anarkistflag hang fra væggene, og et banner postulerede CHOREOGRAPHED PROTEST, så samler værket sig hverken i protest eller i andet end ret indholdsløse billeder på en kultur, der forbruger kroppen, medier, resurser og det sociale.
Et ensidigt (og enfoldigt) forbrug, der måske kunne have været interessant en nat på en festivalplads, men ikke som performance-installation i en af landets mest profilerede kunsthaller.

Four Tet, der lægger lydspor til en lang sekvens af denne performance med nummeret Only Human (2019 i samarbejde med KH), får på få linjer leveret mere kritisk dybde til mennesket og de eksistentielle konflikter, end hele dette værk formår. Den lader vi stå:

You’re so afraid of what people might say
But that’s okay ’cause you’re only human
You’re so afraid of what people might say
But that’s okay ’cause you’ll soon be strong enough
You’re so afraid of what people might say
But that’s okay ’cause you’re only human
You’re so afraid of what people might say
You’re going to break so please don’t do it

En eftertanke…

Dette er et forsøg på at gennemsigtiggøre nogle principielle dimensioner i min kritik, for jeg indrømmer, at jeg var decideret vred, da jeg forlod Copenhagen Contemporary:

At adressere og iscenesætte frihed i en nutid fyldt med ufrie strukturer og nogle af de vigtigste (og langtfra vundne!) kampe for lighed, respekt og anerkendelse er temmelig problemfyldt. Og hvis pointen med dette værk virkelig er at kritisere ungdomskulturens vareliggørelse, ligegyldighed, ydre form for kollektivitet og seksualitet, tomme æstetik og identitetspolitik, så kunne værket have været meget mere interessant, hvis det gjorde mere end blot at reproducere den tomhed.

Covid-19 eller ej, værket er en performance-installation med en gruppe performere, der udfolder værkets indhold i samspil med de skulpturelle og installatoriske elementer i rummet. Uden Covid-19 havde bevægelserne i rummet måske været anderledes og mere organiske, men som publikum ville vi stadig indgå som udenforstående. Vi ville måske danse lidt, måske få nogle praktiske opgaver, men primært aflæse og observere koderne og måske forsøge med lidt interaktion. Det ville faktisk ikke ændre det helt vilde ved værkoplevelsen.