Fordybelsens mulighed

FOKUS 2013 præsenterer en række programmer med forskellige typer og kategorier indenfor videokunsten. Det giver publikum en mulighed for at opleve både danske, internationale, unge og etablerede kunstnere, ligesom værkernes karakter og ikke mindst længde er meget forskellig.

Festivalen tegnes af en kuratorisk tråd, der binder flere af værkerne sammen på tværs af programmerne, hvor undersøgelsen af forholdet mellem den personlige fortælling og et eksplicit dokumentarisk perspektiv er tilbagevendende.

Undersøgelse, dokumentar, fortælling
Det kunstneriske afsæt er ofte en virkelig hændelse, der iscenesættes, så et dynamisk forhold mellem fiktion og virkelighed etableres. Som beskuere bliver vi i tvivl om grænsen mellem fiktion og dokumentar. Opfordringen til at fordybe sig og tænke med er klar.

Et fint eksempel på det er Pia Rönickes Aurora fra 2012, som udfolder en personlig skæbne omkring en bosættelse på naturområdet Elysian Park ved Los Angeles. Værkets fortælling bæres af en fængslende blanding af historisk fakta, en menneskelig faktor og et fiktivt indhold.

Spændende er ligeledes Johanna Domke og Marouan Omaras Crop fra 2012, der afsøger den egyptiske revolution. Vi ser ikke billeder fra revolten, men optagelser fra den bygning i Cairo, der huser landets førende, statskontrollerede avis. Mens vi følger disse optagelser hører vi en voice-over, hvor en fotojournalist, der ikke selv oplevede revolutionen, fortæller sin personlige historie. Fængslende og insisterende værk, man tager med sig.

Søren Thilo Funders udfordring af relationen værk-virkelighed bygger på en ganske anden strategi. I Wasteland (Embassy) fra i år anvender han kontorlokalerne fra en virkelig ambassade som kulisse. Thilo Funder har her iscenesat en tilsyneladende hændelse. Kameraet glider gennem kontorgangene, over dokumenterne der ligger spredt på gulvet, de tomme kontorlokaler, mødeborde med fyldte kaffekopper, de tændte kopimaskiner.

Men hvilken pludselig begivenhed har tvunget alle bort? – vores uundgåelig reaktion er at stykke en sandsynlig historie sammen.

Internationale highlights
I en filmisk klasse for sig – også omfangsmæssigt – er Ulrike Ottinger, og det er en gave at kunne se væsentlige nedslag i hendes produktion. Hendes smukke og bevægende Unter Schnee fra 2011, der indfanger tilværelsen i det sneklædte Echigo i Japan, udfolder mesterligt den poetiske spænding, der kan skabes ved at blande fiktion og virkelighed.

Manon de Boers Silvia Kristel – Paris fra 2003 er ligeledes et lille mesterværk. Værket er en dokumentar om Sylvia Kristel, der i 1970’erne var et ikon qua sin rolle i soft-core filmen Emmanuelle. Manon de Boer har to gange i perioden 2000 til 2002 interviewet skuespillerinden om hendes liv i Paris. I filmværket mindes Sylvia Kristel sit liv, og mens hun fortæller, ser vi glidende filmiske passager – undertiden som så vi ud af et togvindue – fra Paris. Uskarpe billeder, der så at sige, spejler skuespillerindens lidt famlende hukommelse.

Kombinationen af voice-over og billede skaber en underfundig distance, da vi ikke kan forbinde Kristels fortælling med billederne. En distance, der forstærkes ved, at værket illustrerer hukommelsens kosekvente inkonsekvens. I de to interviews fortæller Kristel nemlig ikke samme historie. Tvivlen om fortællingens ægthed spirer, eller vi bliver i hvert fald i tvivl om hvorvidt hendes minder er bundet til personen Kristel eller Emmanuel-ikonet Kristel.

Fabulerende visualitet
Imidlertid rummer FOKUS 2013 også værker, der arbejder specifikt med fiktionen og videomediets visualitet. Nævnes bør Lærke Lautas Out of the Dessert fra 2011, hvis psykologiske drama folder sig imponerende ud i en præsentation med tre projektioner.

Som Marco Brambillas 3-D værk Civilization fra 2011 understreger, er festivalen ikke helt uden ”spektakulær-effekt”. Værket er en montage af fragmenter fra Hollywood film, der er sat sammen til en farve-intens fortolkning af en bevægelse fra helvede til himlen à la Dantes Guddommelige Komedie. Umiddelbart slående men efter min mening ikke et værk på højde med kvaliteterne i de allerede nævnte værker.

Light udgave – og nye initiativer
De lange værker kræver sit publikum. Formodentligt i erkendelse heraf har Nikolaj Kunsthal valgt at lave et par programmer, der kan opleves på kortere tid – og har en mere umiddelbar form. Til børn – og andre med sans for det humoristiske og absurde – kan Playtime-programmet varmt anbefales. Husk at se den danske kunstnerduo Hanne & Birgits værk Afrivning af Løg fra 1995, hvor kunstnerne river løg med tårerne løbende ned af kinderne.

Også Open Call-programmet er yderst seværdigt. I relation til den kuratoriske tråd er Søren Loses Tales from Paradise fra 2010 interessant, ligesom Annette Abundantias undersøgelse af kønsidentitet og økonomi i Millionaire Mentor fra 2012 er tankevækkende.

Endelig skal YouTube-Wunderkammer fremhæves – et projekt hvor en række kunstnere har udvalgt kuriøse sekvenser fra YouTube.

Fordybelsens opdagelsesrejse
Efter et besøg på FOKUS 2013 er den mentale bærepose fyldt godt op, og man er blevet beriget kunstnerisk, æstetiske og intellektuelt.

Dét naturligvis, hvis man tager fordybelsens mulighed til sig og kan klare de indbyggede udfordringer: værkernes længde, at det er bøvlet at vente på, at filmene begynder og at lydene fra de mange værker og installationer blander sig. Her mangler der nærmest altid – og ikke kun på Nikolaj Kunsthal – at blive arbejdet mere med formidlingen.

Og, på et mere overordnet niveau, så kan værkernes afdæmpede og tænksomme karakter måske spænde ben for en bred folkelig opmærksomhed på videokunstens potentiale.

Men disse dryp af malurt ændrer ikke ved, at FOKUS 2013 skal ses. Spændende tematikker slås an, pointer antydes og holdninger markeres. Det er vel lige præcis dét, det levende billede kan. Forføre os i et billedflow, så vi tænker os ind i de levende universer, der udfolder sig for vores øjne.