Søren Thilo Funder
Søren Thilo Funder arbejder både politisk og poetisk. Hans videoværker er komplicerede møder mellem litterære referencer, kritisk teori, populærkultur og dokumentariske bidder. Og så er de små spejle på samtidens politiske virkelighed.
Funders værker er komplicerede møder mellem litterære referencer, kritisk teori, populærkultur, filmiske greb og dokumentariske bidder. Det er videofilm, der spejler samtidens politiske virkelighed i forskudte planer – sceniske opsætninger, hvor tid og sted er fortættede og diffuse.
Funders hovedgreb er en filmisk undersøgelse af den kollektive hukommelse. Hvordan vores historiebevidsthed er formet af vores billedmæssige genkaldelser, psykologiske spil, mediernes versionering og af fiktionen. Hans værker har audio-visuelt en gennemført høj kvalitet. De professionelle videooptagelser anvendes af Funder til at forstærke mediets forførende og poetiske fortælleteknik, som for at understrege mediets dominans over vores blik på verden.