Forførende mønstringer

Op art – eller optisk kunst – fik i 1964 navn af en kvik journalist ved Time magazine, for det rimer smart på den samtidige Pop Art. Den nye kunstretning var demokratisk, satte fokus på selve sansningen, publikums aktive medskabelse af værket og kommunikerede med sit åbne formsprog med hele den vestlige verden. Nu kan man på den i bogstaveligste forstand øjenåbnende udstilling Eye Attack opleve fænomenet på Louisiana.

I 1955 viste parisergalleriet Denise René udstillingen Le Mouvement (Bevægelsen) med øjenåbnende og meget anderledes kunstværker. De stod på den ene side i gæld til den russiske suprematisme og Bauhausskolens demokratisering af kunsten og deres formstrenge eksperimenter med fladen, og på den anden side tilførte de kunsten en forfriskende ny vitalitet, baseret på perceptionspsykologiens nye kortlægning af hjernens og synssansens funktionsmåde.

Udstillingen var tilrettelagt (det var før ordet kuratere havde gjort sit indtog i danske kunstsprog) af op artens grand old mand, ungareren Victor Vasarely og af Pontus Hultén, som senere blev direktør for Moderna Museet i Stockholm.

Man siger, at øjet kun ser det, som hjernen er klar til at begribe.

Netop denne normale ’arbejdsdeling’ blev desavouret på udstillingen i Paris, der også inddrog kinetisk (fra græsk kinesis = bevægelse) kunst, som bevægede sig vha. fx motorer, som vi kender fra især Jean Tinguelys poetisk vilde skulpturer, som man just har kunnet opleve et stort antal af i Martin Gropius Bau i Berlin på udstillingen ’Von Hockney bis Holbein’ med værker fra Sammlung Würth.

Ældre danskere glemmer også sent hans skandaleombruste happening på Louisiana 1961, da hans selvdestruerende maskine Étude til verdens undergang nr. 1, tog en due med sig i døden. Men Tinguely er ikke med på udstillingen Eye Attack.

Det er til gengæld en mængde andre kunstnere, nærmere bestemt 40, og et stort antal værker, hvoraf en tredjedel stammer fra Louisianas egen samling. Knud W. Jensen og konsorter rykkede på Op art’en i sin tid, og det er altid meningsfuldt og sjovt for et museum at reaktualisere det, som man allerede har i samlingen. Tiden er endvidere moden til denne flashy kunst, som af mange unge antages at være frembragt digitalt, men som de facto er malet med hånden. Fatto a mano – om end ofte ved hjælp af assistenter.

Sublime værker?
Udstillingen følger op på kæmpesuccesen med den japanske prik-mesterinde Kusama, hvis psykogeografiske og selvterapeutiske kunst skal holde hendes mentale sygdom i ave. Op art nærmer sig, med direktør Poul Erik Tøjners ord, det sublime, fordi værkerne ud over at være forførende smukke også skaber usikkerhed – ja, svimmelhed. Museet advarer da også mod at gå ind i udstillingen, som kan fremkalde meget ubehagelige tilstande, især for epileptikere. For et par år siden fik jeg indopereret to nye, trifokale linser, som fungerer upåklageligt med tre optiske cirkler. Jeg bæver derfor lidt for mit syn, inden jeg træder ind i udstillingen. Mon det flimrer ekstra?

Ti år efter udstillingen i Paris, fulgte MoMA så op med udstillingen The Responsive Eye. Da blomstrede op art’en i fuldt flor. Den korresponderede perfekt med den nye fremtidsoptimisme, de mange videnskabelige og teknologiske landvindinger og det økonomiske opsving i 1960’erne.

Da en af udstillingens mange kunstnere, briten Bridget Riley, kørte gennem NYC fra lufthavnen, konstaterede hun til sin store fortrydelse, at hendes optiske mønstre var blevet kopieret direkte i kjolerne i butikkerne på Madison Avenue. ”Hjertet sank i livet på mig,” sagde hun (citeret efter kataloget s. 31). Også mange af ferniseringsgæsterne bar stangtøj med mønstre af den optiske kunst, som blev udstillet. Det fremgår af den både underholdende og oplysende film, som Brian de Palma drejede om udstillingen og åbningen på MoMa. Filmen kan ses op Youtube, men vises også i Louisianas biograf.

Kunstkritikerne vendte tommelfingrene nedad over for op art, fordi den så hurtigt blev forfladiget af mode- og designverdenen, og det er en af grundene til, at denne kunstretning aldrig blev fuldt kanoniseret.

Eye Attack har taget navn efter ovenfor nævnte artikel i Time Magazine Volume 84, nr. 17, hvis underrubrik lød: ”Op art – Pictures that attack the eye”. Konfronteret med disse værker skal man se efter mere end en ekstra gang for at ”knække” koden, dvs. afsløre, hvorfor billederne driller og vibrerer mellem det todimensionale og tredimensionale for øjnene af én, skønt de fleste af dem er ganske flade. Øjnene fortæller noget andet, end hjernen fatter. Det pågår et raffineret trompe l’oeil-spil med mønstre, firkanter, trekanter, cirkler, streger i mange af udstillingens værker.

Interferens
En af de visuelle effekter, som går igen er den såkaldte moiré-effekt, som opstår, når to linjer krydser ind over hinanden, så der opstår et flimrende felt – dvs. de interfererer. Interessen for disse energetiske, optiske virkninger, kendes også fra naturvidenskaben og digtekunsten – man erindrer Jhs. V. Jensens digt af samme navn fra Digte 1906, hvor han beskriver sin eksistentielle splittelse med ordene: ”To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i min Hjærne.” Men interferens kendes også fra samtidskunsten, herhjemme i udpræget grad hos Ferdinand Ahm Krag (f. 1977). I hans håndtering bliver billedet elektrificeret og pulserer på nethinden, når han eksempelvis ved hjælp af noget så enkelt som en BIG kuglepen og lineal skaber interferens.

Men skønt der er mange paralleller til samtidskunsten, koncentrerer udstillingen Eye Attack sig om den optiske kunsts haydays, dvs. perioden fra 1950-1970.

Her træder især veteranerne, den ungarsk-franske Victor Vasarely (1906-97) og undertegnedes absolutte favorit, briten Bridget Riley (f. 1931) frem som nogle af de mest prægnante og skarpe kunstnere.

Deres værker har en umiddelbar appeal pga. den prædigitale fremtoning, som man må formode især vil interessere de unge museumsgæster. Mange af malerierne bringer selve bevægelsen ind på fladen, fordi det er vanskeligt at afgøre, om et punkt ligger bagved eller foran, ligesom der sås tvivl om dybdeskyggerne. Det handler derfor i høj grad om det at ”se sig selv sanse”, som Olafur Eliasson så ofte har udtrykt det i forbindelse med hans egen fænomenologiske kunst..

Elastisk rum
Men lad os her se på Bridget Rileys maleri Late Morning fra 1968 (udstillingskopien er fra 1978). Det måler 225 x 360 cm og består ikke af andet end røde, grønne og blå striber med hvidt imellem. Motivet ligner i forbløffende grad en stregkode, mange år før denne metode til at maskinaflæse en vare blev opfundet.

Jeg går frem og tilbage for at opleve værket, som i første omgang virker kedeligt og forudsigeligt, men pludselig udgår der ligesom en solgul farve fra midten af maleriet. Det er naturligvis et efterbillede på nethinden, som opstår, når rød og blå danner violet, hvis komplementærfarve er gul. Pludselig synes solen at skinne som om formiddagen. Det er intet mindre end genialt realiseret, cool i udførelsen og ultra moderne.

Et andet (blandt mange) overrumplende og destabiliserende værk er Vasarelys malerier, især Vega Or fra 1969. Et oliemaleri på masonit, som måler 50 x 48 cm. Det består af prikker, der alternerer i størrelse og i farve. Øjet opfatter det som tredimensionalt, idet en stor kugle synes at bule ud fra lærredet, men også dette er et optisk bedrag. Mønstret dynamiseres, når de store guld-cirkelformer i midten langsomt formindskes ude i siderne, så man tror, det er en rigtig, fysisk kugle.

Der er nok at komme efter på udstillingen. Bla. En række såkaldt Environments, dvs. forløberne for installationskunsten. Her er det især interessant at træde ind i den italienske kunstner Gianni Colombo (1937-68) poetisk-skæve Spazio Elastico fra 1967-68. Det er et rum med ultraviolet lys, der skinner på nogle elastiske snore, som inddeler rummet i grid. Men disse snore bevæges af en elektromekanik, så de vrides og gør rummet til et højst ustabilt sted at opholde sig.

Krusninger i overfladen
Også gangene er fyldt med kunst. Fx har den aldrende, men friske franske kunstner Francois Morellet (f. 1926) skabt to værker, som genopføres til Louisianas gangarealer. Dels et værk med farvede neonrør i loftet, dels et pixel-lignende mønster i rødt og blåt. Det består af 88.000 kvadrater på et 22 m langt tapet. Mønstret er skabt ud fra lige og ulige tal. Hans kone og søn læste op fra en telefonbog. Alle lige tal fremkaldte et kvadrat, mens alle ulige tal betød, at han efterlod pladsen tom. Sådan en arbejdsmetode kender vi også herhjemme fra bl.a. Thorbjørn Lausten, som bruger en terning til at fremkalde bestemte rytmiske mønstre.

Man kunne godt have tænkt sig et rum helliget de danske kunstnere, der har arbejdet parallelt med den udenlandske Op art.

Her tænker man fx på Knud Hvidberg, Poul Gernes m.fl. Sidstnævnte får imidlertid en solo-udstilling på Louisiana til sommer, så dér kan man få syn for sagn, selv om både Malmö Kunstmuseum og Lunds Kunsthal foldede hans oeuvre grundigt ud for relativt kort tid siden.

Det slår én, at mange kunstnere i dag står i gæld til Op art, især når man betragter udstillingens sidste værk, polske Wojciech Fangors 1922-2015) maleri Untitled No. 32 fra 1963.

Det er et blåt skydeskivebillede, hvis konturer vibrerer og gør øjnene usikre. Det kunne såmænd have været malet langt senere af  den schweiziske kunstner Ugo Rondinone, der er født i 1964. Figurerne fra dengang lever videre. Måske var Op art en lidt overfladisk kunstretning, der med disse optiske afsøgninger mere spejlede tiden, end den reflekterede kritisk over den. Det er nok en af grundene til, at den gled ud af kunsthistorien. Men dens billeder og ”greb” lever videre i bedste velgående, viser udstillingen.