Forførende, sensorisk, teatralsk

Man befinder sig på et tidspunkt i et lille rum i udstillingssalenes labyrinter. Der er lavt til loftet, værelset er nedslidt og udenfor raser uvejret, det tordner og brager og lynene flænger. Med lyd, temperatursvingninger, lyseffekter og vand, der driver ned ad ruderne eller drypper gennem loftet ned i spande, er vi, der er til stede, udfordret på realitetssansen. Vi skal lige minde os selv selv om, at vi faktisk befinder os på et kunstmuseum, og at dette er et kunstværk med titlen Storm Room (2009).

Der er i sandhed fare for at tabe øjne, næse og mund, og man ser mange gøre det, i udstillingen Something Strange this Way. Kunstnerparret Janet Cardiff og George Bures Miller ved, hvordan man forfører og desorienterer sit publikum, og de er djævelsk dygtige. For at sådan noget skal lykkes, skal det tekniske setup være gennemført til mindste detalje, og det er det så!

Udstillingen består af seks installatoriske værker fra de seneste 13 år, og det hele er sat super tjekket op. Selvom der er ualmindelig drøn på lydsiden, blandes de enkelte værkuniverser ikke. Der er arbejdet subtilt med lydisolering og som sagt – hvis ikke detaljerne og teknikken var finpudset, ville det ikke virke.

Vandring med lyd
Kunstnerparret har længe stået som store stjerner på den internationale kunsthimmel. Ikke mindst er de kendt for deres audio – og videowalks. Man får stukket en ipod og et par høretelefoner ud, og sendes på vandring, mens Cardiffs stemme i ørene guider og fremmaner mystiske, halvnarrative, psykologiske, historiske, stedspecifikke fortællinger.

Louisiana har en af de første af disse walks i sin samling. Her vandrer man i parken til en fragmentarisk, psykologisk ladet fortælling om en kvinde, der overvåges af en mand. Kvaliteterne ved disse walks er den helt unikke intimitet og det helt særlige nærvær, der skabes mellem værk, lokation og beskuer (læs lytter!) – og at vores forestillingskraft og tilstedeværelse i verden virkelig spidses til.

Forlystelseslignende installationer
På Aros er det en anden side af Cardiff /Millers virke, der præsenteres. Lyden er stadig central, men her er tale om installatoriske museumsværker, hvor der også er skruet godt og grundigt på de visuelle og taktile tangenter for at skabe groteske, teatralske og forlystelseslignende mekaniske installationer.

I The Killing Machine udfører et par robotarme en makaber dansekoreografi, der udfolder sig et sted mellem en skrækvision om et tandlægebesøg og et kritisk udsagn om dødstraf. Det er det nærmeste Cardiff / Miller kommer en politisk agenda – og dog er det stadig “entertaining”, fastholdt kunstnerne under pressevisningen.

I The Carnie (2010) har kunstnerparret ombygget en tivolikarrusel fra 1940´erne og monteret højtalere på de nuttede dyr. Rundt og rundt går det, mens en fabelagtig, skramlende baglæns komposition af komponisten Freida Abtan blander sig med barnestemmer og gyserlatter. Og gu er det godt lavet, og jo, det virker. Kunsten har ofte peget på livets absurditet – her fremstillet som meningsløs, mørk mareridtskarrusel.

Manden i skuret alene med operaen
Det teatralske pointeres i Opera for a small room (2005), som består af et mindre skur i udstillingsrummet, hvor opera-plader og afspilningsudstyr hober sig op. På lydsiden får vi ariestumper og pompøs rockopera, mens vi får en klassisk Cardiff / Miller fortælling om den ensomme, kvindeforladte mand, der bor der og dulmer smerten med opera. Det er melankolsk, storslået og teatralsk og – igen – ret forførende.

Kunst for alle
Det positive træk ved denne type udstillinger er, at de kan opleves umiddelbart – og af alle. Her er trættende udstillingstekster overflødige, og man behøver ikke at kende til kunsthistorien eller have læst fransk teori. Det er bare at slå sanserne ud. Man forstår værkerne med den krop, man har, for før tanken sætter ind opdager man, at oplevelsen har sat sig der: “Lyden gennemborer intellektet og bliver fysisk”, som George Bures Miller siger det i interview her på KUNSTEN.NU.

Læs interview med Janet Cardiff og George Bures Miller.

Aros har som ingen anden institution herhjemme satset på spektakulær, sensorisk kunst. Fra Ron Muecks Boy over Eliassons regnbue – og nu kommer så James Turrell med en kæmpe lyskugle i en ny planlagt tilbygning. Det gør museet succesfuldt, og i disse publikumstals-diktatoriske tider er det dygtigt kalkuleret.

Cardiff / Miller udstillingen er i samme boldgade, kvaliteten er ligeledes superliga, og det er fedt at få en på opleveren. Måske lidt for fedt. I hvert fald synes jeg, at Cardiff Miller er stærkere med deres audiowalks. For selvom det er overvældende at blive grundigt forført, er der et element af underholdningsfix over det.

Forlystelsesparken er en udtalt inspiration for kunstnerne, og forlystelsen skal også opleves med kroppen og sansningen. Der er ikke noget galt i at underholde, og Cardiff / Millers museumsværker har åbentlyst flere lag end tivoliforlystelsen. Visuelt og lydligt – og de surrelle pointer er der da (i parates bemærket er verdens absurde karruselgang ikke ligefrem et nyt udsagn i kunstens verden)!

Men ved den massive fokus på den teatralske, sanselige oplevelse kan eftertænksomheden – de mere intellektuelle og refleksive sider – bedøves af rene wauv-oplevelser. Parrets audio- og videowalks er også fordrejende og teatralske, men der er bedre plads til vågenhed og nærvær, tænkning og reflektion, end når karrusellerne kører.

Musik for engle og intellekt
Derfor er udstillingens bedste værk for undertegnede da også Cardiffs soloværk The Forty Part Motet (2001), hvor et korværk fra 1573 af Thomas Tallis er udspaltet i 40 højtalere – en til hver korstemme. Det er et vanvittigt komplekst musikstykke, og vi får uden de store dikkedarer generøst muligheden for at opleve det som et rumligt fænomen. Man kan placere sig, som stod man i centrum af koret eller høre de enkelte stemmer ved at placere sig tæt på de enkelte højtalere.

Med øret skærpet muliggør værket en – også intellektuelt stimulerende – pendlen mellem helhed og detalje, oplevelse og analyse.