Formålet med formålsløsheden

Den øvre del af Museet for Samtidskunst er for tiden helliget et konceptuelt eksperiment. I video, fotografi, lyd (tale), tekst og installation undersøger Sofie Amalie Klougart, Cæcilie Østerby Sørensen, Graf, Nielsen og Das Beckwerk Museum et alternativt syn på tilværelsen.

For, hvordan ser livet ud, hvis vi dropper planer, mål og drømme. Bryder med vores hunger efter fx udvikling, karriere, penge, og vælger et formålsløst liv, der ikke fører noget sted hen, men blot er. Gennemleves.

Det eksperiment er der kommet en sjældent tankevækkende udstilling ud af. En udstilling, der i sit fysiske format ikke gør så meget væsen af sig, men i stedet har omsat sit koncept til en nedtonet – næsten dokumentarisk – æstetisk form.

Tænksom tomhed
Efter at have set udstillingen, virker det formålsløse liv ikke tillokkende. En fornemmelse af tomhed, tristesse og tænksomhed står tilbage.

Tag blot fotografierne: Vi ser den (radmagre) Nielsen i flere situationer: i Netto, på gaden, i saunaen mv. alene og stirrende tomt frem for sig.

Hans formålsløse liv præges ikke af intens her-og-nu nærvær – det virker ensomt og tungt. 

Og, det er nok her – i vores aflæsning af værkerne sat overfor det postulerede, positive livssyn i udstillingen – at eksperimentet udfordres mest.

For er det at være alene, tænksom og blot tilstedeværende ensbetydende med, at ”man” er ulykkelig? Når vi ser fotografierne, tænker vi: “nej”, imens eksperimentet siger: “ja”. Frontalsammenstødet med vores vante opfattelse af fx livets drive og fællesskabernes betydning er uundgåeligt.

Øjeblikkets succes
I det lys kan AFTERLIFEs konceptuelle set-up være svært at tage til sig. Vi ser ikke alternativet som et reelt alternativ, der kan erstatte drømme og ønsker. Derfor – og særligt hvis man som publikum ikke giver sig tid til at synke ned i formålsløshedens mentale rum – er det vanskeligt at tro på eksperimentets indre logik. For hvem vil ønske et sådan liv?

Vi tror simpelt hen ikke, at den ensomhed, vi ser i fotografierne, er en lykkelig livssituation. 

Netop den manglende tiltro indikerer, at AFTERLIFE-eksperimentet lykkes. Udstillingen har ikke til hensigt at udfolde et katalog over formålsløsheden lyksaligheder, men derimod at få os til at tænke. For mig bliver udstillingen på den måde både en kommentar til vores gennemstressede, fordybelsesknappe og overfladiske kultur og samtidig en invitation til at reflektere over ens eget liv.

Når individets svinder ind
Gennem et fint samspil mellem tekstpassage og fotografi får vi artikuleret dele af det tankegods, der skubber til vores lyst til at tænke og overveje vores egen livspraksis.

En særlig styrke i AFTERLIFE er her en pointe om fortællingens betydning for os som individer.

Efter at have læst tekster, hørt en monolog og set fotografier der alle skildrer øjeblikke fra formålsløse liv.

Efter at have forestillet sig et opgør med ens døde fortid via en fin lille installation (man kigger gennem en dørspion). Så står det klart, at det er ganske svært at forstå det formålsløse, hvis det ikke er relateret til et individ.

I udstillingen er afgørende markører af identitet, af hvem vi er (job, familie, bolig, drømme etc.) ikke håndgribelige. Det ‘uden om’ den formålsløse Nielsen er blot antydet – alt andet ville være underligt i forhold til udstillingens logik, men det betyder endvidere, at vi bliver usikre på, hvordan vi skal forstå udstillingen.

At skabe den anden
Forståelsen af ‘den formålsløse’ styrkes umiddelbart i den del af udstillingen, hvor tidsaspektet er taget med. I tre parallelle projektioner vises her situationer over tid. På vaskeriet, når Nielsen laver mad til sig selv og sit barn, når han sidder på en bænk, ser fodbold i TV etc. De levende billeder tilgodeser på en anden måde vores behov for at skabe mening, da de konkretiserer små fortællinger. Fortællinger som vi kan bruge til at forstå Nielsen og hans situation igennem.

Fortællingerne gør, at vi kan opridse konturerne omkring Nielsen som individ – han er jo nok skilt, alene med barnet, sikkert ensom, derfor det tomme blik i hans øjne. At vi selv digter videre skyldes ikke mindst, at de rå optagelser fra Nielsens hverdagsliv giver en sær fornemmelse af at være tilskuer til noget privat.

Vi ser nysgerrigt ind i hans liv, mens vi samtidig søger at stykke hans identitet sammen. Filmene giver en forestilling om, at vi kender ham – ikke ulig den mekanisme der gør, at vi ‘kender’ personerne fra diverse reality shows.

Meta-Nielsen
Til syvende og sidst handler AFTERLIFE nemlig om en virkelig virkelighed – og om udvekslingen mellem tanke og virkelighed gennem kunsten. De sidste 10-15 år har Claus Beck-Nielsen undersøgt relationerne mellem konventioner, individualitet, identitet og social eksistens.

AFTERLIFE kan ses som et led i hans insisteren på en kunstnerisk form og debatskabelse, der gennem performativitet tæt på eller direkte i virkeligheden leder til en samfundskritik. Kunstnerens konkrete investering af eget liv er unik og vedkommende. Blandt andet derfor virker udstillingen så overbevisende – uanset om man erkendelsesmæssigt når helt ind til eksperimentets konceptuelle kerne.

Formål med det formålsløse
På den måde er AFTERLIFE tvedelt. Den kan af ‘kendere’ relateres til Claus Beck-Nielsens kunstneriske projekt, men kan samtidig forstås i en mere umiddelbar form. Det er en stor styrke.

AFTERLIFE er en lille og intens udstilling. Den kunne snildt have været større. Jeg savner fx mere om den døde fortid – ikke mindst i en ‘Nielsen-optik’ kunne det have været yderst interessant. Alligevel savner man ikke mere plads. For udstillingen fylder mentalt, og spøger videre i ens tanker. Evner man at tage udstillingen ind og bruge den nødvendige tid, så er man ikke i tvivl om formålet med et blik ind i det formålsløse.