Forskningsdigte og tarmfloradans – når kunstnere, forskere og museer arbejder sammen

Hvad vinder kunstnere, forskere og museer, når de forener deres praksisser? Det blev diskuteret, da Medicinsk Museion og Bikubenfonden inviterede til Visionssalon. Det stod i løbet af debatten klart, hvad videnskaben og de kulturhistoriske institutioner vinder, men derimod mere uklart, hvad kunsten vinder.

Medicinsk Museions nye permanente udstilling Mind the Gut udforsker forbindelsen mellem hjernen og maven, og som noget helt særligt er den udviklet i et tæt samarbejde mellem kunstnere, forskere og museets ansatte.

I en kulturhistorisk og videnskabelig kontekst
I anledningen af udstillingen inviterede museet og Bikubenfonden til Visionssalon, hvor potentialerne i et sådan samarbejde på tværs af discipliner blev diskuteret. Hvert fagområde var repræsenteret med hver sin oplægsholder, og debatten tog afsæt i to udstillingseksempler, som var præsenteret i henholdsvis en kulturhistorisk og en videnskabelig sammenhæng. Jeg savnede et tredje eksempel på en udstilling præsenteret i en kunstnerisk kontekst. Hvorfor vender jeg tilbage til.

Skabt i et tæt samarbejde
Med udgangspunkt i den aktuelle udstillingen Mind the Gut lagde medkurator på udstillingen, Louise Whiteley, ud med at fortælle, om den særlige måde udstillingen er blevet til på. Gennem en række workshops har et hold af kunstnere, forskere og kuratorer, i tæt samarbejde, udviklet et udstillingsformat, hvor videnskabelige, historiske og kunstneriske elementer blander sig på lige fod.

I udstillingen møder man således kunstneriske behandlinger af emnet. Som for eksempel en interaktiv, æstetisk fortolkning af kroppens indre, et videoværk med en koreograferet dans, der fortæller om kroppens fordøjelsessystem, og en pillemaskine, der stiller gæsten en række maskinelle spørgsmål for til sidst at ordinere en tilpasset medicinering. Min, lød som følgende:

Denne behandling kan forbedre dit
humør, din søvn, appetit og energi
den hjælper i omfattende grad med at
indtage piller i forbindelse med et
måltid
i en overflod af selskab
krøllede servietter og smeltede
stearinlys

Nytænkning af udstillingsformatet
Museerne har i den seneste tid været udfordret af en manglende interesse for det klassiske udstillingsformat, forklarede Louise Whiteley, og Mind the Gut er et forsøg på at eksperimentere med et nyt og mere tidssvarende. I den sammenhæng har kunstnerne været gode til at stille kritiske spørgsmål og udfordre formaterne. Resultat er blevet en udstilling, hvor man bevidst har ladet der være ’revner’, som gæsten selv kan udfylde.

Louise Whiteley er bevidst om, at når kunstnere inddrages i sådanne sammenhænge, skal man være varsom med, at kunsten ikke blot bruges til at tilføje ’gode idéer’ og æstetisk værdi til udstillingerne. I arbejdet med Mind the Gut har de således været omhyggelige med at behandle og vægte kunsten på lige fod med videnskaben og kulturhistorien.

Et sukkerteater
Aftenens andet eksempel på en udstilling skabt i samarbejde mellem kunstnere og forskere var Sugar Theater, som kan opleves på det Sundhedsvidenskabelig Fakultet på Københavns Universitet. Udstillingen henter sin indholds- og formmæssige inspiration fra forskning i sukker og er skabt i et samarbejde mellem blandt andre kunstner og forfatter Morten Søndergaard og forsker Hiren Jitendra Joshi, som også var aftenens øvrige oplægsholdere.

Kunst som et redskab til at forstå
Hiren Jitendra Joshi fortalte om, hvordan man som forsker må ty til metaforer for at gøre videnskaben mere forståelig, og kunsten er særlig velegnet til at skabe disse metaforer. Han fortalte, hvordan udstillingen Sugar Theater ofte gør et langt bedre arbejde med at forklare sukkerets komplekse egenskaber, end han selv formår. Kunsten er mere eksperimenterende og undersøgende i sin tilgang til fakta, og den kan være med til at løfte videnskaben, mener han.

Og så tilføjede han, at der i øvrigt også findes overraskende mange fællesstræk i den måde, kunstnere og forskere arbejder på. De omsætter og fortolker begge komplekse resultater og problemstillinger til noget, der er mere gængs at forstå.

Digtning er også en form for grundforskning
Den betragtning var Morten Søndergaard enig i. Han fortalte, hvordan man som digter ’opdager sine digte’, og at man godt kan sige, at digtere udøver en form for grundforskning. Forskerens fokus på den sande fakta minder om dét, der foregår i digtningen, forklarede han; begge påstår noget og bestræber sig så på at fjerne alt det overflødige omkring det. Han understregede sin pointe ved at læse op af et digt skrevet til Sugar Theater, som en form for poetisk programerklæring til udstillingen:

Contact
Yes: Poetry is research.
A way of dealing
with what is most important
the fundamentals.

Poems take a scientific approach
but discoveries are different in poetry.
New matter flows along the river bed
of the world.

Language moves on and
we must write new poems.

What poetry says
remains the same but we need to say
it in different ways. The world
must be reformulated

– Morten Søndergaard

De mange ligheder til trods, er der dog stadig markante forskelle, og da Morten Søndergaard reflekterede over, hvad kunstnere kan lærer af forskeres arbejdsmetoder, fremhævede han overraskende nok, at ’de kan lære at holde tvivlen ved lige’.

Et manglende, kunstnerisk perspektiv
I den efterfølgende diskussion blev der blandt publikum rejst spørgsmål til, om ikke man kommer til at reducere kunsten, når man bruger den som et middel til at formidle?

Og netop for at have haft dette perspektiv på diskussionen savnede jeg et eksempel på en lignende udstilling præsenteret i en kunstnerisk sammenhæng. Fordi jeg synes, det er rigtigt set, at det måske er kunstnerens arbejde, der er allermest skrøbeligt, når kunstnere, forskere og museer forener sig.

Det stod mig efterfølgende klart, hvorfor kulturhistoriske institutioner og forskere kan vinde ved at inddrage kunstnere i deres arbejde. Men hvad kunstneren har at vinde stod mig lidt mere uklart, og dén diskussion ville jeg gerne have haft med.

Kunsten er vigtig!
Det fik mig til gengæld også til at reflektere over, at det måske slet ikke er nyt, at kunstnere inddrager videnskab og kulturhistorie i deres praksisser. Det har de måske altid gjort? Dét, der er nyt, er, at udvekslingen også går den anden vej?

Og hvis dét er sandt, blev aftenen på en måde ét, langt argument for, hvorfor kunsten er så vigtig. Det er dén, der kan hjælpe os til aktivt at forstå historien og videnskabens betydning for os i verden – bedre end nogen anden disciplin.