Forslåede hjerter og andre vibrerende tilstande

Charlotte Fogh Gallery viser i april måned værker af tre unge kunstnere, der gennem maleri, skulptur og tegning giver kvalificerede bud på en værkorienteret samtidskunst, der med varierende dybde masserer betydning ind under kunstens æstetiserede overflader. Det afstedkommer en lidt mat pas de deux og en meget lovende solopræstation.

Big Shades hedder udstillingen i galleriets centrale sal, og her er Julie Stavads skulpturer og Holger Højbjergs malerier bragt i dialog. De to unge kunstnere, der begge er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, er eksemplariske for galleriets interesse for og support af dygtige Aarhusbaserede kunstnere.

Febrile billeddrømme

På væggene hænger Højbjergs karakteristiske lærreder med deres lag af sfærisk spraymaling i kontrast til ornamentagtige tegninger malet med dækkende akrylfarve. Transparente farvede flader og stiliserede baroksymboler skaber et tvetydigt maleri, hvor basunengle, overflødighedshorn og vinranker flyder vægtløse rundt på semiabstrakte overflader: Løsrevne kunsthistoriske referencer og flagrende ornamenter skødesløst tilkoblet denne kunstners febrile billeddrøm.

Højbjergs bedrift er evnen til at skabe visuelt overskud gennem en bevidst formel knaphedsøkonomi, der efterlader lærrederne åbne, tilnærmelsesvise og flimrende. Gi’r det mening, synes de at spørge?

Og det gør det sine steder, hvor billedernes suggestive lethed har poetiske kvaliteter: som en art visuelt trækpapir, der ånder sagte gennem farvens porøse aflejringer, mens motiverne forsøgsvis trænger sig på, kaster en vaklende skygge eller muterer fra en tilstand til en anden.

Forslåede hjerter

Her overfor ses Julie Stavads serie af blanke stålskulpturer, Metal Hearts, i koldvalset pladestål og metalstænger. Skulpturerne, der har været udsat for et gevaldigt stormvejr, står nu stadig fortumlede, med stirrende ’øjne’ og ramponerede kroppe, hver støttende sig til to tynde og sylespidse ben.

De er angiveligt blevet til med afsæt i en lille broche, et smykke man bærer ved hjertet – titlen peger derpå, og samtidig er spørgsmålet vel også, om et metalhjerte overhovedet kan bevæges? De her hjerter har i alle tilfælde fået en hård medfart, og dens effekt ses i de menneskestore forvredne objekter, som klarer sig glimrende som selvstændige skulpturer på egne ben i udstillingsrummet.

En behersket værksamtale

Men æstetisk og formelt kommer Stavads særegne og sofistikerede sans for det flerdimensionelle og tværmediale ikke rigtigt til sin ret her, hvor monotonien er fremherskende, fordi de fem ensartede skulpturer taler ind i det samme genstandsfelt.

Skulpturernes størrelser og fortumlede charme til trods er dialogen med Højbjergs malerier en anelse repetitiv. ’Big Shades’? tjohh….men forventninger til værksamtalen indfries ikke helt på det niveau, som denne beskuer kunne drømme om.

Konkret poesi

Inde i galleriets locker room har Andreas Albrectsen fået lov til at brede sig på væggene i de smalle lokaler. Hans udstilling Escape Shift Return, hvis titel i sig selv er et stykke konkret poesi snuppet fra tastaturet på hans pc, er en leg med begreber, medier og tid. Her dog i en ganske komprimeret version på grund af rummets sparsomme størrelse.

Baglæns i tiden

Albrectsen, der er uddannet i Sverige og Holland, har en dyb kærlighed til fotorealistisk blyantstegning og storskalategninger med trækul. Med nørdet ildhu har han i årtier fastholdt interessen for disse discipliner med det resultat, at han i dag mestrer begge til perfektion.

At tegne på den måde er forbundet med langsommelighed, og tid spiller derfor en væsentlig rolle som modkoncept til den digitale hurtighed i det Albrectsenske univers, som netop skabes gennem den håndgjorte bearbejdning eller appropriation af populære billeder, interesser og ideer, som er højtrangerende i googles søgemaskine.
For eksempel kan man i udstillingen se et billede af hænder i en skål med noget, som er dejagtigt og blankt. Et andet sted ses hænder, der bearbejder en skinnende og sammenhængende substans. Begge billeder stammer fra google og handler i udgangspunktet om, at et af de oftest stillede spørgsmål til google er, hvordan man laver ’slim’.

Frakoblet den digitale kontekst bliver sort/hvid-tegningerne til portrætter af sære menneskelige handlinger og alkymistiske gebærder. Medieringen afstedkommer, at de ligesom glider baglæns i tiden og arriverer på den måde et helt andet sted i historien og i den fælles hukommelse.

Den digitale orden

Albrectsen undersøger også selve pc’en som apparat, lager og hukommelse, og han ser på de tilknyttede forretningsmodeller og deres narativer. Han fremkalder og forstørrer, det vi tager for givet: paradokserne i den digitale ’orden’.

Hans kultegninger er åbne spørgsmål, der i denne sammenhæng fremstår som to spektakulære repræsentationer af ikoniske skærmbilleder: dash boards med tilhørende ’mapper’ og ’dokumenter’ strøet ud som hvide pletter rundt omkring på naturtro baggrunde af sneklædte bjergmassiver.

Den tidslige investering skinner igennem og forstærker kultegningens tilstedeværelse som objekt i den fysiske verden. Idet ’naturen’ i kultegningen af skærmbilledet pludselig opleves som mere naturlig, stoflig og nærværende end dets glatte digitale forlæg, blotlægger medieringen det digitale rum som en art mental sammenstyrtning.

Igler og opium

Metaforen for et godt styresystem er bjergtinden, hver ny udgave sin særlige tinde, symbolet på, at vi, som de it-professionelle vi dagligt træner til at blive, rykker endnu et trin op imod fuldkommenheden.

Albrectsen peger på misforholdet mellem os som natur og den approprierede naturalistiske natur på den digitale skærm med de stiliserede mappeikoner på skrivebordet. Hvad gør det ved os, at vi dagligt skal tilpasse os denne paradoksale uproportionerede umulighed? Han fremdrager endda en ’kur’ for skærmsygen: lægeigler og opium, to remedier fra en svunden tid.
Eller er iglerne i virkeligheden en kommentar til de blodsugende og parasitlignende forretningsmodeller, som it er fedtet ind, og er opiumsvalmuen ikke et billede på den digitale verdens besættende teknologier?

At tegne og tænke

It bedøver os og stjæler vores tid og penge. ‘Escape’, ’Shift’ og ’Return’ er genveje på tastaturet, men de er også ord med betydninger, der rækker langt ud over de handlinger, de afstedkommer på din pc. Er du opmærksom, opdager du, at det digitale sprog rummer sin egen modgift. Forskellene ligger i nuancerne og bevidstheden, der forstår ordene.

Albrectsen bruger sin tid på at tegne og tænke over verdens beskaffenheder. Hans gennemæstetiske tegninger er vidnesbyrd om et reelt nærvær og en intellektuel skarphed. De er desuden gode bud på en associativ, nuanceret og spørgende samfundskritik.