Forstaden fortryller fortsat

På en novemberdag er der helt stille i Solvang Centret. Grønthandlen, kiosken og pubben – med det lystige navn ”Poppen” – lyser med deres farver og skilte op imellem de grå bygninger, der omkranser det tomme torv. Det hensygnende bydelscenter med butikslokaler, bibliotek, skole og kirke, alt sammen opført i en smuk modernistisk arkitektur med rene linjer, fungerede i 1970erne efter hensigten, men ligger i dag uplejet og øde hen. Folk er ved at give op og taler om nedrivning.

Dømt udenfor
Især nu i årets mørke måneder, når alt det grønne er væk, bliver det tydeligt, at almene boligområder som Urbanplanen her i Københavns udkant, opført i årtierne efter anden verdenskrig, er monofunktionelle, billigt producerede og dårligt vedligeholdte. Blandt andet derfor glemmer vi let, at disse områder blev bygget for at løse datidens heftige boligmangel. Hvilket de havde stor succes med.

Men nu 30, 40, 50 år efter forstår vi stadig ikke de store boligområder. Alle andre boligformer – parcelhuse, lejligheder i indre by og så videre – præsenteres i dag som det normale. Men den almene bolig er dømt udenfor. Der bliver kun talt om ghetto, grimhed og sociale problemer. Kan vi virkelig ikke få øje på noget andet i det boligbyggeri, som huser flere hundredtusinde helt almindelige danskere?

Kvarterløft
Urbanplanen er et alment boligområde på Amager tæt på det indre København. Det blev opført under socialdemokrat og overborgmester Urban Hansen sidst i 1960erne. Her bor 5400 beboere i rækkehuse, blokke i fem til otte etager og et enkelt højhus. I midten af bebyggelsen ligger der en park med børneinstitutioner, byggelegeplads, boldbaner og en bondegård med dyr. Om sommeren er parken velbesøgt og fungerer præcis som den grønne, bilfri lunge, den var tænkt som.

I dag bor her mange mennesker på overførselsindkomst, området er blevet til en isoleret ø, og siden 1996 har der været en boligsocial kvarterløftsindsats i gang. Kvarterløftssekretariatet arbejder for at opruste den sociale kapital i området og for at forbinde det bedre med det omgivende samfund og gøre det til en del af byen.

Håb slukkes
Beboerne i Urbanplanen efterspørger lokalt handelsliv, og der er også mange, som er interesserede i at leje de tomme lokaler og indrette butikker i centret. Men når lejen for et lille lokale, hvor der lige kan være plads til en frisørsalon, er på 8000 kr. om måneden, så skal der altså klippes noget hår. Og man tager ikke 700 kr. for at klippe en person på overførselsindkomst. Håbefulde iværksættere starter op – og lukker altid ned igen.

Ansvaret for Solvang Centret ligger i et limbo mellem boligforening og kommune. Ironisk nok er centrets problem ikke så meget den top-down ensretning og overprogrammering, som almene boligområder altid anklages for. Tværtimod. Centrets triste skæbne er at være overladt til sig selv, og der mangler i den grad kommunal styring og ansvarstagen oppefra.

Et utraditionelt kunstgreb
Kunst- og arkitekturprojektet SOUP – Sol Over UrbanPlanen foregik i Urbanplanens nedslidte Solvang Center fra efteråret 2007 til sommeren 2008. Projektet blev til på baggrund af en beboers ansøgning til Statens Kunstfond. Skulle der ikke bringes noget skønt til det triste område?

Jo. Men måske alligevel ikke et traditionelt kunstværk som forventet. Statens Kunstfond ønskede ikke bare at få stillet nogle skulpturer op i Urbanplanen,
men i stedet at søsætte et projekt, som kunne sætte spot på Urbanplanens drømme og dynamik. I stedet for et fysisk og afsluttet værk bad Statens Kunstfond derfor en arbejdsgruppe, bestående af billedkunstnerne Cai Ulrich von Platen og Kaj Nyborg, arkitekterne Gitte Juul og Carsten Hoff samt Overgaden Institut for Samtidskunst, om at lave et midlertidigt dialogbaseret projekt.

Virkelig kunst
Arbejdsgruppen tog i samarbejde med institutioner og beboere i området fat på at formulere nye visioner for stedet. Det kom der – som den tydeligste offentlige manifestation – en 16 dages real size udstilling ud af, hvor centret blev forvandlet til et hybridt hus med bazar, værksteder, taghave, lokalmuseum, bibliotek, biograf, installationer med mere.

En blanding af kunst, handel og mødesteder. Ikke noget sensationelt, men noget enkelt, som kun kunne gennemføres, fordi nogen ville være med.

Selvorganisering
I bestræbelsen på at rehabilitere Solvang Centret blev eksisterende relationer i området udviklet, nye dannet og nye modeller for byudvikling og samvær demonstreret. Projektet blev formuleret af kunstnerne, arkitekterne og kuratorerne, men blev først til i mødet med deltagerne.

Omkring 100 beboere og ansatte i området deltog og hjalp med at skabe billedet af et genoplivet center. Det lokale engagement pegede utvetydigt på, at livet ikke holder stille i Urbanplanen.

Undervejs opstod der både kaos og konflikter, men aldrig ligegyldighed eller passivitet. Nogle tog fri fra arbejde for at være med, andre var langtidsarbejdsløse, som var blevet udelukket fra arbejdslivet. Fælles for dem var et initiativ, et håb om at genoplive det halvdøde center og en lyst til at deltage i en kulturel produktion.

Hvis nogen gjorde noget…
Med fokus på det immaterielle skulle projektet således ikke modarbejde Urbanplanens arkitektur, men derimod vise dens kvaliteter: Æstetisere den oprindelige byplanlægning ved at intensivere dens åbninger og sociale karakter, fortælle dens historie og hemmeligheder – så som skjulte aktiviteter og arbejdsfællesskaber i centrets kælder – og befordre livet i den, blandt andet ved at stimulere selvorganisering.

Som et inspirationsprojekt satsede SOUP på en blanding af midlertidighed og langsigtethed. Det grundlæggende ønske var en vedvarende plan, som kunne lave om på situationen i centret, der var gået i stå. Men kunstens rolle skulle være at kaste et ikke-rationelt blik på stedet og give et sjovt og kortvarigt glimt af, hvordan stedet kunne se ud, hvis nogen gjorde noget. Den langsigtede ønsketænkning blev ledsaget af en midlertidig konkret indsats for at sætte de lokale i stand til at gøre noget.

Men man spørger nu, efter SOUP-projektet, sig selv om, hvorfor ingen af de ansvarlige forvaltninger har taget impulsen til sig og spillet bolden videre?

Kunst som historiefortælling
Midlertidige, kunstneriske byudviklingsprojekter kan frem for at levere løsninger og svar tilbyde et frirum til overvejelse af, hvad vi stiller op, når byen ikke udvikler sig som ønsket.

Et kunstprojekt skal ikke som den officielle byplanlægning tage hensyn til politik, økonomi og funktionalitet, men har frihed til at udforske og fortolke rummet, fortælle om det helt almindelige og det anderledes, skabe kritisk bevidsthed og åbne nye perspektiver. Det kan skabe mulighed for en konstruktiv refleksion over steders konfliktfyldte historie, iboende kompleksitet og aktuelle potentialer.

Kompleks kulturarv
For at løse problemerne med ghettodannelse forsøger man nu eksempelvis at indkapsle betonblokkene bag nye facader. Historikeren Poul Sverrild, som leder indsatsen Kulturarv 2650 i Hvidovre Kommune, siger, at dette er kulturhistorikerens frygt: at man sletter historien.

Poul Sverrild mener, at det er helt essentielt at få fortalt de store boligkompleksers historie. De i storskala planlagte boligområder er imidlertid dårlige til at fortælle deres egen historie, siger han. Da den almene boligform ikke tillader, at beboerne efterlader sig spor, slettes historien altid. Flytter man, skal man bringe lejligheden tilbage til den stand, man flyttede ind i den.
Forstadens magi
Frem for at lave større fysiske omdannelser bør man altså ifølge Sverrild starte med at italesætte forstadens historie og kvaliteter. Forstaden skal frigøres fra opfattelsen at være et historieløst sted.

Når tresser-halvfjerdser-boligbyerne aldres og begynder at blive udsat for byfornyelse, er det vigtigt at koble byplanlægning og historiefortælling sammen. Her kan kunstnere spille en vigtig faglig rolle som undersøgere af potentialer og producenter af projekter, ingen ellers har kunnet forestille sig. Vi skal have formidlet forstædernes fortryllelse – både den historiske, den igangværende og den slumrende, endnu uudfoldede.