Fortællingen om Værebro Park – fortalt af en gravko

Jesper Aabilles kunst er baseret på samarbejde med andre mennesker, og i dette interview fortæller han om et udsmykningsprojekt i det almene boligområde Værebro Park i Bagsværd. Her blev beboernes anekdoter og røverhistorier et udgangspunkt for kunsten. Ikke mindst fortællingen om en gravko – begravet under bydelens kælkebakke.

I det almene boligområde Værebro Park står der en række farverige borde- og bænkesæt, der slanger sig gennem parken. Bordpladerne er sat sammen af udskårne træstykker, der danner mønstre og stiliserede figurer – man øjner eksempelvis forskellige ansigter, et skakbræt og en hund i spring. Motiverne illustrerer fortællinger fra Værebro Park – små og store fortællinger om livet og hverdagen i boligområdet, fortalt af beboerne selv. Bordene er alle en del af udsmykningsprojektet Fortællingernes Bord af Jesper Aabille – et projekt, han har arbejdet på i godt tre år.

”Fortællingernes Bord er først og fremmest et projekt, der handler om naboskab”, forklarer Aabille. ”Projektet tager udgangspunkt i Værebro Parks beboere og deres fortællinger fra området. Det er alt fra små historier til beskrivelser og røverhistorier, ofte af en lidt anekdotisk karakter. Men fortællingerne handler egentlig ikke om specifikke personer – mange af fortællingerne handler om livet i et større, alment boligområde, og hvordan det er at bo samlet i et større byggeri, som er på størrelse med en lille landsby.”

Én fælles fortælling?

Fortællingernes Bord er en del af et større kunstprojekt Kunst i Værebro Park, der begyndte tilbage i 2018. Her blev Jesper Aabille sammen med kunstnerne Karoline H. Larsen, Heine Thorhauge Mathiasen og Javier Tapia inviteret til at lave kunstneriske projekter i boligområdet med henblik på at gøre kunsten til en del af beboernes hverdag. Det bød på mange dage i Værebro Park og dertil mange samtaler med beboerne. Og det var her, idéen om Fortællingernes Bord opstod.

”Værebro Park er før blevet beskrevet som en stor diversitetsfortælling. Der er for eksempel omkring 80 forskellige sprog derude. Og så var det, jeg tænkte: Kan man samle de mange fortællinger, der findes i Værebro Park, til én fælles fortælling?”

Gennem utallige interviews med beboerne og historier, fundet i gamle beboermagasiner, begyndte Aabille at gå på jagt efter de mange fortællinger, der florerer i boligområdet. Her var der især én fortælling, der fangede kunstneren: Fortællingen om en gravko, der efter sigende skulle ligge begravet under Værebro Parks centrale kælkebakke. Her lyder sagnet, at dengang Værebro Park blev bygget, ville man lave en bakke af den overskydende jord fra byggeriet. Man brugte derfor en gravko til at placere den overskydende jord. Men en dag gik gravkoen i stykker, og i stedet for at fjerne den valgte man at dække den til.

”Jeg synes, det var en interessant fortælling, der havde en særlig mystik over sig. Jeg forestiller mig gravkoen som en slags alvidende fortæller, der våger over Værebro Park og ser alt, hvad der foregår. Den samler på fortællinger, noterer dem og fortæller dem videre i form af lange borde – som en slags skriftrulle, der kommer op fra jorden. ‘Først kom gravkoen, så kom Værebro’… ‘I begyndelsen var der jord, så kom gravkoen’… Der er mange måder at fortælle historien på.”

Fra hverdagsfortælling til mytologi

Fortællingen om den begravede gravko blev startskuddet til Fortællingernes Bord, en slags skabelsesberetning, som Aabille beskriver det. Den repræsenterer nemlig noget, der var før Værebro Park blev bygget. Derfor fik netop denne fortælling en helt særlig rolle i værket. For det er her, historiefortællingen starter.

”Gravkoen er også en måde at flytte fokus i forhold til fortælleren – i stedet for, at det er mig eller beboeren, der er afsender, er det her den alvidende gravko. Jeg ville gerne have, at fortællingerne skulle have en mere universel karakter, fremfor at være personlige. Det skulle være noget, mange mennesker i Værebro kunne mødes om og relatere til.”

Med fortællingen om gravkoen som udgangspunkt, forvandlede Aabille hverdagsfortællinger til mytologi, der blev en linse til historien om Værebro Park – et kontrastfyldt møde mellem magi og beton.

”Med bebyggelsen af Værebro Park er der også sket en voldsom afskæring fra naturen. Værebro blev bygget i en tid, hvor byggeri eksploderede, og man fandt en ny måde at bygge på. Man kunne for eksempel skalere helt voldsomt med store kraner på skinner osv. Det har været en tid, hvor der ikke har været ret meget plads til den magiske fortælling. Det synes jeg, der manglede.”

Til skabelsesberetningen har Aabille bygget en skulptur af den fortællende gravko, der står ved beboerhuset og våger over Værebro Park. Skulpturen forestiller gravkoen, der kommer op fra jorden i gang med at skabe de visuelle fortællinger, der manifesterer sig i bordene. På den måde fungerer skulpturen som en indgang til værket.

Træsorter fra alle verdenshjørner

Fra gravkoen i bakken til boligområdets parkareal: Her står der tre borde- og bænkesæt, der skiller sig lidt ud fra de sædvanlige. Bordenes stel er i stærke farver, rød, gul, blå, lilla og grøn og står skarpt op imod et ellers rimelig gråt baggrundstapet. De farverige bord- og bænkesæt kan deles op i ti forskellige dele og stå hver for sig, men kan også sættes sammen, så de danner ét langt fortællende bord, der snor sig ned igennem Værebro Park i en slangeform.

I selve bordpladen ser man motiver i forskelligfarvet træ. Ligesom boligområdets mange nationaliteter er træsorterne også fra alle verdenshjørner. Her har Aabille tegnet med træet ved hjælp af metoden intarsia – en metode, der ofte ses i gobelinstrik, men også som en form for patchwork med udskårne træstykker. Og det er netop sidstnævnte, der gør sig gældende i Aabilles værk. I bordpladen finder man grafiske, abstrakte motiver, der illustrerer de mange fortællinger fra Værebro Park. Det er fortællinger om den lokale herrefrisør, det årlige fakkeltog i Værebro Park og killingen Sylvester, der blev fundet i en busk i boligområdet og adopteret af beboeren Susanne. Alle disse fortællinger er blevet samlet i ét bord, én fortælling, der beskriver boligområdets fælles historie.

For Aabille er medejerskab og samskabelse et helt centralt greb i hans praksis. I Fortællingernes Bord ligger samskabelsen både i beboernes bidrag i form af fortællinger, men i høj grad også i det øjeblik, værket indvies og beboerne tager værket til sig. ”Det er her fortællinger mødes og nye fortællinger bliver skabt”, fortæller Aabille. ”Det er på den måde kun i samarbejde med beboerne, værket kan blive til – for uden deres bidrag i form af historier, ville der ikke være nogen fortællende borde.”

Men det er noget andet at arbejde med mennesker end at arbejde med træ, hvor man ved præcis, hvordan det skal skæres, slibes og lakeres, så det arter sig som ønsket. Så hvordan arbejder man med mennesker som materiale?

”Når man arbejder med mennesker på den her måde, er det vigtigt, at man er personlig, men ikke privat. Det er uhyre vigtigt ikke at udstille folk og have respekt for deres privatliv. Det kræver rigtig meget tid, mange samtaler og mange besøg at opbygge en tillidsfuld relation til folk.”

Bordenes billeder har en hårdt optegnet kontur, der giver værket et grafisk udtryk samtidig med, at der dannes et mellemrum mellem træstykkerne. Udover at have en praktisk og æstetisk funktion som en tegnestreg, der omkranser motiverne, har dette mellemrum også en særlig symbolsk betydning. Ifølge Aabille repræsenterer mellemrummet nemlig også den kløft, der kan opstå mellem mennesker med forskellige kulturelle baggrunde og livserfaringer – en kløft, der bliver særlig tydelig i et alment boligområde som Værebro Park, hvor mange forskellige mennesker fra hele verden mødes og deler et rum og en hverdag.

Og netop hverdagen er i højsædet i Fortællingernes Bord, hvor Aabille har valgt det klassiske bord- og bænkesæt som ramme for værket. Et objekt, der er bedst kendt for at være en tro følgesvend til grillfesten eller caféburgeren, men næppe det første man tænker på i en kunstnerisk sammenhæng.

”Jeg ville gerne arbejde med at illustrere den universelle fortælling i Værebro Park – derfor var jeg nødt til at lave mit eget lærred. Samtidig skulle det også være noget, folk kunne forholde sig til. Det har været vigtigt for mig at skabe noget, som beboerne kunne deltage i og ikke kun beskue. Med bord- og bænkesættet kunne de blive en del af værket og dermed også en del af fortællingen.”

Billedkunst til folket

Bord- og bænkesættet er et velkendt hverdagsobjekt, man ofte ser i offentlige udendørsrum og knap så meget indenfor de fine saloner. Men det er Aabille heller ikke interesseret i: ”Magtens æstetik er ikke kun for folk med magten”, siger han og fortsætter: ”Det er interessant, hvordan billedkunsten har fjernet sig meget fra den almene fortælling, selvom vi alle omgiver os med kunsten hele tiden. Her er Fortællingernes Bord et udtryk for en anti-hierarkisk opdeling af samfundet. Ved at kombinere træsorter, der normalt ville blive brugt til finere formål end det trivielle bord- og bænkesæt, blandes forskellige æstetikker og dermed forskellige samfundslag.”

For Aabille sker det spændende møde med kunsten udenfor de institutionelle udstillingsrum – der hvor kunsten bliver en del af hverdagen hos mennesker, der ikke nødvendigvis søger den.

”Jeg synes, det er interessant at møde mennesker og andre versioner af virkeligheden. Jeg kan godt lide at komme derud, hvor folk ikke normalt omgås kunsten, introducere dem til et møde med kunsten og se deres opfattelse af den – som ofte er en helt anden end min egen.”

Her arbejder Aabille ikke med en lukket eller fast forståelse af værkbegrebet. For ham er værket åbent for fortolkning og foranderligt over tid. Derfor fortsætter hans værker også efter mødet med den beskuer, der ser det og det sted, der omgiver det:

”Alle steder har en fortælling, der præger de mennesker, der befinder sig der. Disse fortællinger er ikke en monolog men en dialog, som jeg ikke kan færdiggøre med mine værker, men som skal færdiggøres med en beskuer. Her lever fortællingen videre i beskueren og får et nyt liv.”

Fortællingernes Bord vil på mange måder det gode fællesskab. Det fungerer som et samlingspunkt og et møde med billedkunsten på samme tid. Det forener, fremfor at adskille, ligesom træet, der mødes trods dets mange forskelligheder. Her er limen den gode historie, den fælles historie, der ligger begravet i steder, under bakker, i vores erindring og fantasi.

”Jeg kunne også have valgt at fokusere på nabokrig, men har i stedet fokuseret på naboskab. Der er masser eksempler på, hvor vi kan være uenige – jeg synes, det er mere interessant at se, hvor vi kan mødes – i en fælles undren eller fascination.”