Fortolkende observatører

Nina Maria Kleivan udfordrer vores opfattelse af observatøren.
For hvem er egentlig observatøren? Kunstneren eller beskueren? Er det den nysgerrige, der holder udkig efter noget – eller kontrollanten, der holder øje med noget?  Og giver det mening at holde fast i den ikke-deltagende observatør?

Nej, ikke hvis man skal have udbytte af udstillingen: Her opmuntres man til at forholde sig til egne reaktioner på værkerne og de universelle temaer, der slås an. Og man er nødt til at trække på personlige erfaringer og minder for at skabe udstillingsoplevelsen. Det fungerer rigtig, rigtig godt i nogle rum, mens andre dele af udstillingen ikke lægger op til involvering på samme måde.

Vi holder øje med dig – ude som hjemme
I det første rum, mødes man af en væg af godt 100 små (forskellige) fotos af ét øje, som observerer.  Man vil egentlig gerne tættere på, men føler sig underlig beklemt ved alle de betragtende blikke.  

Modsat i rummet er en stor trækasse foret med et kort og delvis fyldt med små placticflyvere. Ved siden af hænger et stort foto af tre grå halvlange uldfrakker. Øjne, kort og frakker giver associationer til spioner og overvågning.

I næste rum bevæger vi os ind i intimsfæren: Her er malerier og fotos af lænestole, senge og kommoder. Og fra dukkehuset i midten lyder Helmers vrede stemme fra Et dukkehjem. Også i hjemmet bliver vi observeret – både af ægtefæller og møbler, men kun møblerne forholder sig neutralt og passivt som en ægte observatør.  Og som udstillingsgæst er man observatør til det hele.  

Fortællingerne konstrueres på stedet
Flere steder fornemmer man, at værkerne har rod i noget personligt og selvoplevet, men det er alligevel ens egen kuffert af erindringer og viden, der hjælper med at fortolke det, man ser. Det skyldes ikke mindst, at værkerne ikke har nogen titler. I begyndelsen savner man nogle retningsangivere, men fraværet opfordrer én til selv at konstruere meningen og sammenhængen mellem værkerne og observatøren.  

Rollen som meningsskaber bliver særlig tydelig på 2. sal, med tegninger og fotos af smukke, mærkelige, fascinerende motiver. Der er skeletter, en kamel, blomster, barnetøj, vand, jernbaner, lister over farver mm. Fortællingen, som binder dem sammen, må vi selv skabe.

Hvem observerer hvem?
Observatørens tvetydige identitet illustreres enkelt og overbevisende i to videoinstallationer. I den ene ses en ung kvinde, ventende i snevejret. Hun kigger rundt og observerer sine omgivelser, men møder aldrig vores blik.

Vi observerer og bliver observeret – også når vi ikke er klar over det.  

Endnu tydeligere bliver ens rolle som hemmelig iagttager i den anden video, hvor en film af en sovende kvinde i projiceres op på et tyndt pailletbesat stof. Stoffet duver blidt, og man kan næsten mærke sommerbrisen, hvilket gør, at man føler sig meget tæt på den sovende kvinde. Herved konfronteres man med et bizart dilemma: Man vil gerne blive og se, hvad der sker, men man har samtidigt en følelse af at krænke hendes intimsfære.

Det er sjovere at være med
I kælderen er en række fotos af yngre kvinder i norske uldtrøjer og nationaldragter.

Billederne har høj kvalitet og er meget smukke, og refererer til Kleivans norske baggrund, men det er som om emnet er for personligt. Man forvandles til den neutrale observatør, som ikke selv skal bidrage.

Det samme gælder salen med malerier af kvinder i kjoler. Også her mangler følelsen af at blive inviteret til at deltage i meningsskabelsen – og det skuffer, fordi man lige har vænnet sig til at være med.

Men ellers lykkes udstillingen på flere forskellige måder rigtig godt med at involvere beskueren og sætte den indre observatør i spil. Jeg anbefaler bestemt et besøg.