Fotografisk væksthus

Herbarium er et godt ord. Et melodisk ord, der også har noget eksklusivt og, ja, hentørret over sig. Måske fordi det at indsamle, præparere og gemme nu tørre planter, til forskel fra det at samle på f.eks. kunst, ikke er noget, man vanligvis kan profitere af. Men man kan lave meget vedkommende, sanseligt bevægende og klog kunst ud fra herbariet som overordnet fortælling. Jeg kan kun anbefale den skarpt kuraterede og, ja, lækre udstilling, der stadig kan opleves på Fotografisk Center.

”Litteratur, som ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er spild af tid,” skrev digteren Lars Skinnebach i 2010, og udsagnet kom på en måde til at stå som åbningen for en bølge af klimabevidst og -bekymret dansk litteratur. Naturen og bevidstheden om, at det vi har taget for givet kan forandre sig radikalt og hurtigt, optager ikke mindst de yngre kunstnere.

Fra 2000 begyndte man at tale om vores tidsalder som den antropocæne, dvs. en tidsalder, hvor mennesket er blevet en ny geologisk kraft på linje med vulkaner og andre naturfænomener. På kunstscenen har kunstnerne også længe forholdt sig undersøgende til naturen og vores forståelse af og omgang med den. Det er også en tid til at se tilbage og hente glemte erfaringer frem, og på årets Venedig Biennale var der den ene dokumentation efter den anden af kunstnere, der i 70’erne arbejdede med natur og ritualer, med bæredygtighed og økologi.

Udstillingen Herbarium – fotografi og botanik er titlen på Fotografisk Centers udstilling med ti kunstnere, der alle arbejder med eller forholder sig undersøgende til menneskets indsamling og kategorisering/katalogisering af naturen. De gør det ikke på en dokumentarisk måde – derimod er fællesnævneren, at alle arbejder i et højæstetisk sprog, ofte båret af langsommelige teknikker og mange processer og hvor flere af værkerne er opstået i et krydsfelt mellem kunst og naturvidenskabelig forskning.

Botanisering på asfalten
Forrest i rummet er en blå væg, eller rettere en væg tæt behængt med blå billeder med hvide silhuetter af figurer, nogle genkendelige, andre ikke. Det er Nanna Debois Buhls såkaldte cyanotyper, et kameraløst fotografisk arbejde, hvor omridset af genstande fastholdes på lysfølsomt papir.

Værket hedder (med en henvisning til flanøren over dem alle; Walter Benjamin) Botanizing on the Asphalt (2015) og er et resultat af en vandretur på Long Island, New York. Kunstneren har botaniseret på sin vandring og samlet, hvad der nu mødte hende af affald og blade, som efterfølgende er fastholdt som var det sjældne alger (blåtrykket er opfundet i midten af 1800-tallet af en kvindelig, engelsk amatørbotaniker, der forskede i alger). Fundene er kun synlige som omrids, dvs. at nogle former er helt genkendelige – en Wunderbaum f.eks., mens andre fremstår nærmest som spøgelsesagtige auratiske aftryk fra en forgangen civilisation.

Det mystiske og gådefulde
Ulrik Heltoft har sammen med den filippinskfødte Miljohn Ruperto kastet sig over det mystiske Voynich-manuskript. 240 rigt illustrerede pergamentsider, der menes skrevet mellem det 15. og 16. århundrede, men hvis tekst er en mystisk kodeskrift, der aldrig er blevet afkodet. De to kunstnere har ud fra manuskriptets illustrationer af plantevækster skabt deres egne udgaver, som de har arbejdet sig frem til ved at kombinere fotos af ægte planter med computergenererede collager. Disse billeder er herefter fremkaldt i mørkekammer som analoge, meget mystiske, lidt foruroligende fotografiske værker.

De spiller godt sammen med tyske Andreas Greiners værker. Han, som har en kombineret naturvidenskabelig og kunstnerisk baggrund, har skannet mikroalger, som forinden er behandlet kemisk og dækket med et tyndt lag guld eller platin, hvorefter han har fotograferet dem i 5000 ganges forstørrelse. På helt sort baggrund præsenteres disse besynderlige vækster som en form for portrætter af sære væsener, som han tilmed har givet navne som Florian, Katarina og Ulrike. De ligner noget, man kender, en knogle, en frøkapsel, et insekt, og så er de dog helt fremmede og uendeligt smukke i al deres gådefuldhed.

Kortlægning og national identitet
Camilla Berner arbejder med at kortlægge mindre arealer i byens rum gennem at afdække hvilke vækster, der vokser der. Ofte er der en overraskende diversitet, hvad man blandt andet kunne se i hendes afdækninger fra Krinsen på Kongens Nytorv i 2014. Værkerne på Herbarium er fra et lignende arbejde i Seoul, hvor hun har afsøgt de ganske få ubebyggede tomter og kortlagt deres plantevækst. Efterfølgende har hun plukket buketter og fotograferet dem i vaser fra Bing og Grøndal med danske nationale landskabsmotiver.

De meget smukke fotografier af vaser med blomster, fotograferet på en tydelig kulissebaggrund af hvidt papir, er kombineret med mindre rammer, hvor man kan læse (koreansk, latin og dansk) hvilke vækster, der er repræsenteret. Her finder man f.eks. Skærmaks, som på netsiden ”Ukrudts biologi” beskrives som en plante, der forventes at ”kunne blive et problem i åbne rækkeafgrøder.” Man kan også læse, at planten Garden Cosmos er hjemmehørende i Mexico og i Korea betragtes som en invasiv art. Herhjemme er den højtelsket og velbetragtet som en dansk plante – Stolt Kavaler. Sådan er der også nationalfølelse og fremmedhad knyttet til noget så uskyldigt som planter.

Vild vækst
Helene Schmitz er svensk, men hendes store sort/hvide fotoarbejder er taget i USA. Her har kunstneren i et samarbejde med National Geographic fulgt sporene af den invasive Kudzu-plante. Den vinløvslignende klatreplante kom oprindeligt til landet som en gave fra Japan (kudzu betyder plante på japansk) i 1876, men den har vist sig langt fra at være en uskyldig vækst. På en sommer kan den gro 16 meter, og den har nu spredt sig over store områder, hvor den ikke har nogen modstand. Schmitz’ fotografier viser områder som formelig talt er overtaget af planten.

Er man i det dystopiske hjørne, så ligner det landskaber, hvor naturen har slået tilbage, og det, der engang var kultur, er forsvundet. Vi ser rum, hvor man fornemmer, at der er huse eller andre menneskeskabte strukturer under, men som nu er helt væk – som skibsvrag, der har ligget nedsunket på havets bund. Schmitz’ 125 x 152 store værker er utroligt detaljeskarpe og på en gang fortryllende og forfærdende.

Stor skønhed
Et lidt andet og mere instinktivt nuttet naturbillede får vi i finske Sanna Kannists fuglebilleder. Hun er også en kunstner, der arbejder i felten sammen med forskere, blandt andet i regnskove verden over. Men her har hun fotograferet de hjemlige småfugle. Ganske tæt på. Efterfølgende har hun fritskrabet billedet, så man kun ser fuglen og den enkelte gren, den sidder på. For en fugleelsker er det rørende at se det lille medvæsen, den måde, dens klo holder på grenen, luften mellem fjerene, man er så tæt på. Samtidig er der noget bevidst absurd over den måde fuglen er udstillet på, som et iscenesat lækkert objekt. Værkerne har titler efter fuglenes ringmærker, hvorved der også peges på den videnskabelige dimension i vores naturforståelse. Selv fri fugle er talte.

Herbarium – fotografi og botanik er på alle måder en æstetisk nydelse. Stramt kurateret af Camilla Kragelund i samarbejde med Kristine Kern. Det er dejligt at se værker, som umiddelbart har så stor grad af skønhed i sig, som man kan se også uden at skulle læse et katalog af tekst, samtidig med at alle værker på hver deres måde er forankret i forskning og studier, som det lille velskrevne, gratis katalog lægger frem for beskueren. Herligt også at se værker af kunstnere hvoraf flere ikke før har været vist i Danmark. Foruden de her nævnte er der værker af finske Jaakko Kahilaniemi, som arbejder mere humoristisk og familiehistorisk med landskabet, ligeledes finske Sandra Kantanen, som har en mere malerisk tilgang til sit japanskinspirerede fotografi, samt tyske Diana Scherer, som viser fascinerende fotoværker af planterødders tæmmelige og dog vilde vækst.