Fra sans og samling i Skive

Københavns Kunsthal ligger i Skive!
KBH Kunsthal er et af landets mere specielle udstillingssteder: En række montrer (lidt a la dem, der huser modeljernbanen på Hovedbanegården) sat op i den frie limfjordsluft ved kunsthøjskolen Krabbesholm i Skive. Dette selvudråbte medlem i de hellige kunsthallers rækker er i sig selv et vittigt udstillingstematiserende værk.

Nu er det ramme om kunstnerduoen J&Ks (Janne Schäfer og Kristine Agergaard) Museum of Autoanthropology. En udstilling, der også tager fat på det at udstille ting og de institutioner, det foregår i.

Sort antropologi
J&K har villet skabe en sort og absurd antropologi. Noget med primitive og eksotiske sager, der i ‘kunsthallens’ montrer skal være en kortsluttet version af museernes normale tingsbaserede forklaring af verdens sammenhæng. Vi ser således små sammenstillinger af sære genstande, hvis forbindelse er udechifrerbar, men giver associationer til ukendte kulturer.

Udstillingens plakat viser fotos, der skal antyde en tidligere brug af sagerne, hvilket dog ikke skaber mening. Men da det er autoantropologi, kan kunstnerne jo også forbeholde sig ret til at skjule meningen med det. Spørgsmålet er, om det bliver interessant for os andre.

Det absurde gab
I sin henkastede absurdisme bliver udstillingen desværre en tom kritik og en småkedelig oplevelse.

Det er for let at kalde disse sammenstillinger af genstande for en undersøgelse af "museumsinstitutionens brug af æstetik, sprog og magt" og "erklærede sandheder". Og på det oplevelsesmæssige plan bliver det simpelthen for sort. Nogle gange er en bunke træklodser og en kaktus bare en bunke træklodser og en kaktus. So what og videre til byens kunstmuseum.

Vellykket Wunderkammer
På Skive Kunstmuseum har maleren og skulptøren Poul E. Nielsen udstillet sine værker sammen med sit inspirationsmateriale: en overflod af naturgenstande og de utroligste rarieteter. Dette skaber titlens wunderkammer eller rarietetskabinet, hvor imiterede uroksekranier, hønsefødder og mumificerede lækatte vælder frem. Og det lykkes virkeligt at skabe et fascinerende undrerum, hvor begejstring for tingenes blotte eksistens og fryden ved at sætte dem sammen er i højsædet.

Hyldest til naturlig uorden
Lad så være at Wunderkammers spektakulære opsætning overskygger selve værkerne og er også en del mere spændende end disse for undertegnede. Og kunstnerens forsøg med video i Jungle Dreams er bedst glemt.

Tingfinderen Poul E. Nielsens Wunderkammer vil i modsætning til de oprindelige wunderkamre, som var på mode blandt renæssancens fyrster, ikke etablere en orden i tingene, men tvært imod hylde og komme tilbage til naturens uorden. Der er altså ikke tale om et strengt historisk projekt. Til gengæld er det baseret på fascination og forundring og det er en tiltalende og tiltrængt måde at tænke kunst på.