Fra tonekunst til billedkunst til tonekunst

Den fiktive gruppeudstilling
Man skal være klar til det snørklede, det fabulerende og det mystiske – og frem for alt have god tid, når man går på opdagelse i Jennifer Walshes Grúpat. Den lidt finurlige titel henviser til, at der er tale om en fiktiv gruppeudstilling, og den breder sig ud over tre udstillingssteder i Aarhus midtby: Spanien19c, Kvindemuseet og Rum46. Den tredobbelte udstilling er arrangeret af Spor-festivalen for eksperimenterende lyd- og tonekunst, men indgår desuden i programmet for Art Weekend Aarhus 2015.

Walshe har skabt ni kunstneridentiteter, som alle indgår i udstillingen med værker. I virkeligheden er det Walshe selv, der er ophavsmand bag alle værkerne. Men gruppe-konceptet gør det muligt for Walshe at skabe en udstilling, der ikke alene består af objekter, men også af fantasifulde historier om kunstnere, der med mere eller mindre okkulte teknikker, de fleste forbundet med musik eller lyd, undersøger folkelivets sjæl.

Lyden er med
Og nej, der er ikke mange lydværker – i traditionel forstand. Men alligevel er musikken og lydene med overalt. De er det usynlige omdrejningspunkt i mange af værkerne – hvoraf nogle af dem fungerer som instrumenter andre som partiturer, som soniske relikvier, der indeholder lyd eller som ´solfages´, der skal synges højt.

Lyden er altid inde i værkerne, deres forudsætning eller som det, der forbinder noget med noget andet. Nøgleordet for Walshes arbejder er nemlig, at tingene forbinder sig med hinanden. Objekterne fortæller historier, de forbinder det fremtidige, det mytiske, det fantastiske, det indre liv, der binder mennesker og fælleskaber sammen.

Det uvirkelige i virkeligheden
Det mest slående ved Grúpat er, at selv om Walshe skaber sit eget unikke univers, der blander episk science-fiction, antropologiske musikstudier, pop-kunstens leg med ting fra populærkulturen og konceptkunstens optagethed af kunst som idé, så er det surrealismens forsøg på at indfange det uvirkelige i virkeligheden, der er en fast ledetråd gennem udstillingen. Som surrealisterne var det i starten af det 20. århundrede, er også Walshe interesseret i “uvirkelighed” – ikke som noget fjernt og løsrevet, men som en uvirkelighed, der er til stede midt i virkeligheden.

Som det også var tilfældet med surrealisterne, får kunstnerfiguren hos Walshe rollen som visionær, som en seer, der er i stand til at afdække en dybere kollektiv bevidsthed. Her bliver musikken et redskab til at formidle og udtrykke den før-subjektive krop, der binder mennesker sammen til fællesskaber. Og hun bruger også surrealisternes teknikker til at åbne for det uhåndgribelige, afsubjektiverede liv, som er til stede i det håndgribelige.

Sproget
Som i Surrealismen bruger Walshe sproget som en tærskel til at bevæge sig ud over det personlige og ind i et mytisk univers. Som for eksempel i værket Your Work is Oxygen for the Future, som består af ni collager, der er sat sammen af tekstfragmenter, fundet på internettet. Værkerne er samtidig “solfage” det vil sige, de er små instruktioner til tekster, der skal synges og performes.

En af teksterne lyder: “Okay that sounds good to leap across the entangled thickets of the verbal, Okay that sounds good to identify with the totality of the experienced.” Så den autogenererede tekst bliver en vej ud af det subjektive og ind i et erfaringsrum, der har kosmisk og mytisk karakter.

Drømmedagbøger som partiturer
Og som hos surrealisterne fungerer også drømme hos Walshe som tærskler ind til den indre, før-subjektive realitet. Det er tilfældet i værket Dream Diary af den fiktive kunstnerfigur Violetta Mahon. I akvarel-collagerne Clamours oversætter Mahon det musiske billedsprog fra sine egne drømme til collageagtige farvekompositioner. Collagerne fungerer til gengæld som grafiske partiturer, der igen kan performes af musikere.

På den måde forvandles værkernes genstande sig fra billed til lyd, til billed, og til lyd igen. Det er nærmest en kemisk process, Walshe sætter igang her, hvor flygtige psykiske tilstande kan skifte fra lyd til billed på samme måde, som kemiske stoffer kan ændre tilstand fra fast til flydende form.

Et transportabelt helligt skrin
Den surrealistiske inspiration kommer også til udtryk i Walshes brug af religiøse symboler som relikvier, hellige skrin, grotter, magiske spejle og andre objekter, der besidder overnaturlige kræfter. Som for eksempel i The Importance of the Filaments som er et transportabelt skrin, der kan anvendes i forskellige sammenhænge: “ved hellige brønde, i indkøbscentre og i bussen”.

Walshe har opdigtet en historie om skrinene, hvor de indgår som et led i den fiktive kunstnerfigur, Violetta Mahons praksis. Mahon skulle efter sigende fragte de hellige skrin rundt i Dublin. På den måde skaber Walshe en korrespondance til Joyces fortælling om Dublin i Ulysses, hvor hovedpersonen Bloom bevæger sig rundt i byen, og hvor Blooms beskrivelser af steder og begivenheder gennemtrænger ikke blot nutiden men også skaber en forbindelse til blandt andet et mytisk niveau.

The Legend of Fonar Resistance
Det mest forunderlige værk i udstillingen er The Legend of Fonar Resistance (2008), som er udstillet i Spanien19 på havnen i Aarhus. Samtidig er det også et værk, der skiller sig lidt ud fra de andre og ikke helt passer ind i resten af Grupát-konceptet.

I følge værkteksten er installationen skabt af den fiktive kunstnergruppe The Parks Service. Værket er installeret i et lille skur, der set ude fra mest ligner et legehus. Udstyret med lommelygter, der udsender UV-lys, kan man i små grupper få adgang til dette mørke, grottelignende rum. Som en besøgende i Lascaux-hulerne i Frankrig må man møjsommeligt med lygten i hånden gå på opdagelse ved at lyse sig rundt i mørket. Efterhånden dukker der mytiske skabninger frem: zombier i skikkelse af kentaurer, isdrager og cyborger. Det går op for én at det, Walshe har skabt, er en sand Tolkienhistorie.

The Legend of Fonar Resistance henviser nemlig til en science fiction-fortælling om planeten Erade. Efter en totalkrig mellem mennesker og Augmenter (menneskenes egne forsøg på at skabe udødelige, superintelligente væsener) er situationen den, at Augmenterne har kontrol over hele solsystement og hersker der med ødelæggende brug af kunstig intelligens, psykometaboliske ladninger, nye skabninger lavet af DNA fra aumenterne selv og biofeedback våben.

I dette evolutionistiske dommedagsscenarie er der dog et håb. I dalen G’smole på øen Emaraldia gemmer der sig en fold af modstand. Her har Fonarerne, nogle overlevende oprørere fra opgøret mellem mennsker og Augmenter, skabt en sikker zone. G’smole er beskyttet af ni Orbitter, der med deres telepatiske kræfter er i stand til at forvandle himlen på et molekylært plan, så bastionen ikke er synlig for Augmenterne. Fornarerne hacker koder, udløser vira og udfører andre undergravende missioner, som har til formål at destruere alle cyber-væsner.

Sådan er historien, som godt kan være lidt svær at decifrere, når man kun har en lommelygte og nogle håndskrevne A4 ark med tegninger til rådighed. For den videbegærlige gæst findes der heldigvis et katalog over The Legend of Fonar Resistance i Rum46. Her kan man blandt andet finde detaljerede oplysninger om de mange fantasivæsener, der indgår i historien.

Med tråde til Duchamp
Men installationen er ikke desto mindre fascinerende, når man står der, og som en detektiv suges ind i fortællingens univers. Fascinerende er det også, at Walshe er så bevidst om det sprog, hun bruger. De spindelvævsagtige tråde, der i installationen forbinder tegningerne på kryds og tværs, sender en direkete forbindelse tilbage til Marchel Duchamps kontroversielle installation af hvid tråd i surrealismeudstillingen First Papers of Surrealism i New York i 1942. Og samtidig er der også en forbindelse til Andy Warhols installation Gems fra 1979, hvor Warhol præsenterede sine billeder af perler i et rum, der er oplyst af UV-lys.

Det er i det hele taget karakteristisk for Walshes arbejder i Grúpat, at hun er ekstrem bevidst om tidligere kunststrategier – især altså i surrealismen og pop-kunsten.