Fra vilde tornadoer til nye skud

Trine Boesen (f. 1972) har skabt en øjenåbnende totalinstallation – Measuring Space – i Galleri Kant. Hendes hybride billeder er en ren tornado af tegn og objekter, der som løsrevne fragmenter hvirvles rundt med stor kraft i rummet. Hun opløser centralperspektivet og tager os med på en kigger hinsides denne verden. Og dog er selve objekterne og tegnene genkendelige – og sjove at gå på opdagelse i, da de stammer fra vores umiddelbare hverdag, men ved at opløse sammenhængen og placere dem i fuld fart gennem et grænseløst rum, får Boesen sagt noget centralt om altings foranderlighed: at verden – og vi med den – er i konstant bevægelse.

Intet er som før
At denne tilsyneladende orden på tingene og deres forankring i verden, som mennesket har det med at kalkulere med, er højst vilkårlig og midlertidig. Ikke kun Jorden, der drejer omkring sin egen akse med 2000 km i timen, men også tingene på Jorden flytter sig konstant, og intet er som før.

Herudover giver den enorme trafik af elementer og tegn, der myldrer rundt på billedfladen, også associationer til det allestedsnærværende bombardement af informationer, som kendetegner vores tids informations- og billedbombardement.

Hvor Boesen før i tiden malede/tegnede på væggene med sit ”udvidede maleri” ud over billedrammen, har hun på sin nye udstilling valgt at lade væggene male i nogle delikate farver og flader, der korresponderer med de vildt roterende elementer på lærrederne.

Således er det bageste rum i højre side malet grønt, fordi mange af de malede objekter også er grønne, ligesom søjlen er malet grøn, men rummet er tværdelt diagonalt, eftersom venstre del er malet hvid, og her hænger der nogle overvejende hvide, lyseblå og sorte malerier i et cirkelrundt format. Det forreste rum til højre er derimod malet i en mørk karrygul vægmaling. Her hænger kun et eneste billede – smukt og elegant, men ensomt efter devisen less is more, mens der til venstre kan ses et egentligt vægmaleri på en sort baggrund. Det ser ud som en kæmpe stor skoletavle, og her har Trine Boesen leget med et hav af hvide tegn og linjer, der fremkalder skoletidens kridtstreger. Også i dette meget komplekse megamaleri interagerer tingene med en enorm energi og vital tegnvrimmel.

Trine Boesen nye værker til Galleri Kant vidner om, at fortællingen spiller en stadig mindre rolle for hende til fordel for maleriets formelle muligheder, ligesom hendes palet er blevet lidt mere dæmpet, bl.a. for at give formen og strukturen en mere fremtrædende plads. Udstillingen er en gennemført gestus – og faktisk også en smuk maleriinstallation, hvor billedelementerne svæver vægtløse rundt på fladen, så også det fysiske rum løfter sig.

Lys og mørke
Over gården viser Kant yderligere en udstilling i Projektrummet, hvor Jacob Noel (f. 1968) udstiller store fotos med titlen Time Between Shadows (Mellemtidens Skygger).

Disse fotografier kunne umiddelbart tage sig ud som grafiske værker, men i virkeligheden er der tale om fotografier af elektrisk lys, der er optaget med lang eksponeringstid og derefter fremkaldt som negativ-billeder.

Lyset transformeres derved til sorte streger på den hvide baggrund. Man tænker naturligvis både på Asger Jorns, Erik A. Frandsen m.fl. mange eksperimenter med lys-optagelser, men Jacob Noels ærinde er et andet: Han spiller poetisk på stregens – dvs. det mørke lys’ – muligheder. Fotografierne er optaget i Japan og i Tivoli, men det spiller ingen rolle, eftersom de kunne være skudt hvor som helst, da de præsenterer sig som abstrakte, grafiske værker, altså genstandsløse. Ligeså lidt som for den franske ’sortekunstner’ Pierre Soulages er det motiverne, som interesserer Noel, snarere leger han subtilt med den sorte streg og den omgivende hvidhed.

Trine Boesen: Measuring Space. Jacob Noel: Time Between Shadows. Til 5. April. Galleri Kant.

Vinduet som membran
Den britiske billedkunstner Ian McKeever (f. 1946) viser hos Galleri Susanne Ottesen nye værker med titlen Eagduro – and Against Architecture. Eagduro er et oldengelsk ord for vindue – direkte oversat betyder det ’øje-dør’. Fra renæssancen har man opereret med maleriet som et vindue ud mod verden, og det er denne problematik, som Ian McKeever arbejder med i sine nye, hybride vinduesværker, der har form som en række diptykoner (= tofløjede altertavler), sammensat af både maleri og fotografi og monteret på træpaneler.

Men McKeever viser os ikke andre verdener, han koncentrerer sig om at kommentere selve det at se – vinduet og arkitekturen.

Denne gang har han betjent sig af et mindre format, end man ofte har set, men hvert lille værk er et lille, kompleks univers for sig. Fotografierne tager sig ud som røntgenbilleder.

Det er slørede, sort-hvide billeder, der vipper mellem grafik, maleri og fotografi. Henvisningen til den fotograferede genstand ligger og ulmer meget langt tilbage, så vi nærmer os abstraktionen og dermed maleriet.

McKeever har her og der malet med stærke farver som ultramarin, grøn og kraprød, som lyser op og rusker liv i billederne. Det er en form for kollager, som udforsker repræsentationen – inden for samme værk. I de smalle, lodrette værker er der mange referencer til vinduer, døre og vægge.

Værkerne rummer en raffineret, indre spænding omkring begreber som lys-mørke, lethed-tyngde og ro-uro.

McKeevers værker er spirituelle på en måde, som ligger fjernt fra megen vesterlandsk samtidskunst. Han har fået det bedste med sig fra 1960’erne, og han har siden ekspanderet intellektuelt og undersøgt grundlæggende menneskelige værdier i bestræbelsen på at finde en sandere, spirituelt funderet æstetik, der skaber et nærvær og et nu i betragteren. Denne bestræbelse er også lykkedes i hans nye værker.

Ian McKeever: Eagduro and Against Architecture. Galleri Susanne Ottesen. Til 12. april.

Akademielever på højt niveau
Martin Asbæk fik for nylig grønt lys af rektor Mikkel Bogh til diskret at udvælge værker til en udstilling med kunstelever fra Akademiet. Asbæk og hans medkurator, Julie Silbermann, ville gerne vide, hvad der rører sig på Akademiet, og ud af et meget stort billedmateriale, fandt de frem til værker af 8 unge akademielever, hvoraf nogle stadig går på Grunduddannelsen.

Man risikerer imidlertid nok at fastlåse disse elever på et endnu ikke helt udviklet stadium, fordi de måske føler, at de skal leve op til nogle bestemte forventninger fremover, men på den anden side er det fristende for galleriet at åbne døren ind til den nye generations ”laboratorium” og lade publikum (og samlere?) opleve en kunst, der stadig er i sin vorden.

Nærværende anmelder blev trods den indledende skepsis positivt overrasket over, hvor sikre og seriøse disse unge kunstnere allerede virker, og hvor tydeligt man hører deres respektive ”stemmer” i kunstens polyfone kor, selv om man også godt kan se, hvor flere af dem har hentet inspiration: Hos netop Tal R, Martin Erik Andersen m.fl. Men det er faktisk blevet en fin udstilling med et meget bredt spektrum af udtryk, medier og materialer. Mest positivt springer Matilde Duus’ sårbare og flygtige, grafiske fotografier i øjnene, printet på brændt glas. Herudover har hun konstrueret en skrøbelig, flytbar vægdeler i papir og lak – så luftig og smuk i gyldenbrune farver.

Men også Nicky Sparre-Ulrichs monotypier og små keramikskulpturer i rødler, med sort og guld glasur, der giver dem et bronzeagtigt look, skal fremhæves. Morten Knudsen er som maler i gang med et nyt maleri, der tager livtag med den store, modernistiske tradition – men også med umiddelbare skikkelser fra hans egen tid som Peter Linde Busk, graffiti- og tatovørkunsten m.m. – men det er bestemt talentfulde billeder, der næres af de mange visualiteter, som mødes på fladen, hvilket giver dem et flertydigt og gådefuld udtryk. Man ser frem til at gense disse – og flere af de andre, ikke her fremhævede kunstnere – dimittere og arbejde ude i den store, grumme kunstvirkelighed i fremtiden.

Ny Ung Kunst. I Martin Asbæk Gallery. Til 4. april.