Fredsskulpturen, der skabte danmarkshistoriens største kunstskandale

25 år har det taget at rejse sig. Og konfrontere den helt utrolig voldsomme modstand, Elle-Mie Ejdrup Hansen oplevede i årene omkring det, der bliver kaldt Danmarks største kunstværk. En modstand der også gik på hendes person og hendes position som ung, autodidakt og kvindelig kunstner. Nu åbner udstillingen Still (for) Peace på Viborg Kunsthal, hvor hun med historien som sit materiale og med helt nye værker – i form af lys, video, lyd, foto og tegning – fortolker og perspektiverer de kontroversielle og stærkt politiserede begivenheder, der udspillede sig omkring Fredsskulptur i 1995.

Det var på mange måder en helt vanvittig idé. Idéen om Danmarks største bygningsværk – bunkerne på den jyske vestkyst – og den 532 kilometer lange laserstråle, der skulle forbinde dem. Laserkanonerne der skulle specialbygges, godkendelserne der skulle indhentes, og de mange millioner der skulle findes til projektet.

Fra toppen af Danmark til bunden, og et lille stykke ind i Tyskland, skulle kunstprojektet Linien – Lyset, Fredsskulptur 1995 den 4. maj 1995 markere 50-års jubilæet for Danmarks befrielse. Det skulle være en hilsen om fred, der med sin lyslinje refererede til de lys, vi danskere siden 1945 har tændt i vores vinduer på netop den dag. På åbningsdagen skulle der være et musikværk af 1000 danske musikere, og på stranden skulle 22 internationale kunstnere fra både sejrende og tabende lande fra anden verdenskrig udstille værker.

Men lige så vanvittig er historien, der udfoldede sig i månederne op til, at Elle-Mie Ejdrup kunne realisere sit værk og reaktionerne efterfølgende. Det er historien om socialdemokratisk kulturpolitik, store ambitioner og en mandsdomineret kunstverden, om den kollektive fortrængning der stadig i dag ligger gemt i tavsheden omkring bunkerne, og om hvordan den lille historie om en kvinde og hendes vision om et kunstværk i løbet af nogle måneder bliver til et stykke danmarkshistorie. Og ikke mindst det store spørgsmål, der stadig i dag står ubesvaret, om hvem der har retten til at fortælle historien.

Bunkerne

Hvorfor var det bunkerne du tog fat i?

”Ja, hvad er det med de bunkers, som vi stadig ikke rigtig ved noget om? Bunkerne er jo Danmarks største bygningsværk. Betalt af den danske stat. 6000 er der af dem. Bygget af mere end 70.000 danske arbejdere efter samarbejdspolitikken ophørte i 1943-44. Hvis man begynder at regne på det, så ville de fleste mennesker i 1995 i Danmark have været i familie med en af de arbejdere.”

”Men der var mange af de familier – og det er der nok stadig – der ikke vidste, at deres familie havde været en del af bygningsarbejdet. Så erkendelsen af den historie, der knytter sig til bunkerne, den har vi ikke. Der er en kæmpestor kollektiv fortrængning. Vi ser bunkerne, når vi passerer dem på stranden, men vi ser dem alligevel ikke. Vi har et stort kollektivt ar, som vi ikke vil stå ved og se i øjnene. Da jeg arbejdede med Fredsskulptur mødte jeg mange mennesker, der spurgte mig, hvorfor jeg rodede rundt i det? Vi vil nemlig meget hellere fortælle om modstandsfolkene. Vi vil hellere fortælle om de jøder, vi reddede til Sverige.”

Læs også: Ugens Kunstner: Elle-Mie Ejdrup Hansen

Det var den historie, der vakte hendes interesse for bunkerne, fortæller Elle-Mie Ejdrup mig, da vi sidder i hendes store atelier i den sydlige del af Aarhus og snakker om, hvordan det hele begyndte. Men der var også en personlig grund til, at bunkerne lokkede.

”Mine tyvere var nogle virkelig voldsomme år. Min far kørte galt, og kom meget slemt til skade. Og da han var ved at være ovenpå, blev min mor så pludselig syg af kræft og døde tre måneder senere. Året efter blev jeg selv alvorligt kræftsyg, og lægerne gav mig kun 6 procent chance for helbredelse. Herefter fulgte et års behandling med kemo og stråling, og det var i perioden herefter, at jeg begyndte at bruge mine dage ude ved Vestkysten, hvor jeg gik lange ture på stranden.”

”Dramatikken – livet og spørgsmålet om, hvordan jeg skulle håndtere tankerne og spørgsmålene om, om jeg ville komme til at leve videre, fyldte meget for mig. Og de bunkers, jeg mødte derude ved Søndervig, blev en analogi til min egen ødelagte krop, og der opstod en spejling mellem de to. Det blev på en eller anden måde et livsbekræftende sted for mig at komme og se de voldsomme ar ligge på kroppen af et landskab. Og det blev startpunktet for Fredsskulptur.”

Genbesøget

På fredag åbner Still (for) Peace på Viborg Kunsthal, hvor Elle-Mie Ejdrup med historien som sit materiale og med helt nye værker – i form af lys, video, lyd, foto og tegning – fortolker og perspektiverer de kontroversielle begivenheder, der udspillede sig omkring Fredsskulptur i 95.

Som en del af finansieringen af sit projekt fik Elle-Mie Ejdrup dengang bevilget en million kroner af Statsministeriets femte maj udvalg. Dem, der havde besluttet at tildele støtten, var Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, Erhvervsminister Mimi Jakobsen, Økonomiminister Marianne Jelved og Finansminister Mogens Lykketoft. Af nogle blev det opfattet, som om det var en politisk beslutning at støtte et projekt, som en række af de tidligere modstandsfolk ikke støttede.

Flere af modstandsfolkene ønskede nemlig et større fokus på den klassiske nationale fortælling om modstandsarbejdet og danskernes redningsarbejde af jøderne, som det havde været traditionen siden befrielsen, og ville enten have lysstrålen flyttet til København, eller at Elle-Mie Ejdrup skulle opgive idéen om at sende den over den tyske grænse.

Men bunkerne var centrale, argumenterede hun, for uden krigsmonumentet indbygget ville den hilsen om fred, hun ønskede at skabe, ikke have samme betydning. Og så begyndte konflikten at rulle.

Læs også: Kunstsalon VISION: Nye bevidsthedshorisonter i baglyset fra Elle-Mie Ejdrup Hansens Fredsskulptur

Da sagen kørte på sit højeste, blev der skrevet over 100 artikler og debatoplæg om dagen, det daværende Fremskridtsparti stillede et lovforslag om at forbyde laserstrålen, og der var sabotagetrusler mod projektet. Det er den konflikt, Elle-Mie Ejdrup nu undersøger.

Hvorfor har du valgt at genbesøge de begivenheder nu?

”På et tidspunkt for nogle år tilbage gik det op for mig, at der var noget i hele den her historie, som jeg selv skulle have forstået. Jeg skulle have kigget den unge Elle-Mie i øjnene, den der fandenivoldske, men også sværmeriske pige, som jeg ofte har tænkt, jeg måske skulle have skruet ned for dengang.”

”Det har været nødvendigt for mig at vende blikket og få vendt kommunikationen. Jeg har altid sagt, at Fredsskulptur ikke var en provokation, men jeg vidste godt, også dengang, at der var sprængstof i det, jeg arbejdede med. Men den voldsomme modtagelse af værket, og folks reaktioner på det og mig, har i mange år fået mig til at tænke, at det var mig, der var grim og forkert”.

”Jeg søgte om aktindsigt i Statsministeriet og fik alt materialet udleveret digitalt. Og noget af det udstiller jeg i Viborg. Og det har været fantastisk at opdage, da jeg endelig sad overfor de 59 kasser i Statsministeriet, som udgør min sag, at det ikke var mig, der var forkert og virkelig forstå, at det slet ikke havde noget med mig at gøre. Lige der i Statsministeriet blev det store ansvar løftet af mine skuldre, og jeg kunne se, at der var tale om en helt anden magtelite, end jeg nogensinde har været en del af. Da jeg lavede Fredsskulptur var jeg pludselig kommet meget tæt på den rigtige magtelite, og de synes bestemt ikke, jeg skulle blive der.”

”Ligesom værket i 1995 havde bunkerne som historisk materiale, men samtidig pegede fremad, håber jeg, at de nye værker, jeg udstiller i Viborg, peger fremad. Det er erindring på erindring, og det synes jeg er meget interessant, når det taler ind i den tid, vi lever i.”

Har du fået nogle reaktioner omkring den kommende udstilling fra nogen af dem, der deltog i debatten sidste gang?

”Nej, ikke endnu.”

Er du nervøs for, hvad de kunne være?

”Jeg kan egentlig slet ikke forstå, hvorfor jeg stiller op til det her i det offentlige rum, det kan altså somme tider virkelig være en gåde. Hvad driver det egentlig.”

Du siger, at hende den unge Elle-Mie var fanden i voldsk. Men den fanden i voldskhed er der vel også stadig noget af i hende, der er blevet ældre?

”Jeg er klar til de næste 30 år.”

”Jeg udstiller et dokument, hvor det fremgår, at Hein Heinsen har haft kontakt med Statsministeriet. Her fremfører han, at jeg ikke var en rigtig kunstner, fordi jeg er uddannet fra designskolen. I en datidig avisartikel skriver han, at mit sindelag var problematisk. At jeg egentlig slet ikke vidste, hvad jeg selv gjorde. Og på det tidspunkt var Hein Heinsen og Bjørn Nørgaard så magtfulde, at det faktisk er rigtig, rigtig skræmmende.”

”Det skræmmende var, at det var dem, der kunne definere, hvad der var kunst. Og fordi jeg var autodidakt – det var kun mænd, der kunne være det på det tidspunkt – var det altså ikke kunst, jeg lavede. Og det, synes de, var frækt. Det var en ren magtdemonstration, og i de nye værker undersøger jeg den kamp om, hvem der ejer historien, og hvem der har ret til at fortælle den. Og det er en kamp, der vil blive ved med at være der, og det er i virkeligheden derfor, jeg dykker ned i det igen. Men før sommerferien var jeg sikker på, at efter den her udstilling ville jeg være færdig med det her emne. Men det tror jeg nu alligevel ikke, jeg er.”

Du har jo også noget kønspolitisk du skal have set på?

”Ja, der er helt sikkert noget kønspolitisk, jeg skal have taget fat i. Jeg skal simpelthen op og stå i fulde højde omkring det. Det SKAL jeg simpelthen. Jeg skal have set det direkte ind i øjnene, og det er jeg er blevet gammel nok til. Der er noget der, jeg skal have fat i. Og jeg slipper sgu nok ikke.”