Fremtiden starter her

Kunsthistorien, dens teori og museumspraksis befinder sig i en brydningstid, hvor myriader af kvindelige kunstnere skal inkluderes i kunsthistorien og dens arkiver omtænkes – det være sig kunstsamlinger, biblioteker, genrebeskrivelser og oversigtsværker. Vi går en fremtid i møde, hvor diversitet, kønshistorie, kønsstudier og opdatering af begrebet køn som evigt udvidende er en selvfølge. Hvis museerne ikke løber hurtigt nok herhjemme og omstiller sig, så kan du få nyhederne fra udlandet og tankerne fra fremtiden her.

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi lever i en verden, hvor diversitet og kønsdebat – takket være #MeToo, LGBTQIA+ synlighed og feminisme – er mere og mere til stede i film, SoMe, journalistik, musik, litteratur, politik og tv.

En aften åbner jeg Netflix og falder over Heartstopper, en hjertevarm tv-serie produceret i UK, der handler om den nye generation af unge, der undersøger, finder og genopfinder deres seksualitet og køn.

Heartstopper er oprindeligt en bog af forfatteren Alice Oseman, en kærlighedshistorie, hvor man følger karakterer i teenagealderen, der søger efter svar på, om de tiltrækkes af samme køn, begge køn eller det modsatte køn – eller om deres køn overhovedet passer med det pronomen, de er blevet givet ved fødslen. Jeg blev selv meget rørt over at overvære denne nye generation italesætte og debattere køn og seksualitet som en naturlig forlængelse og del af den identitetssøgning, der allerede foregår i den alder.

Selvom det stadig ikke er mainstream at være biseksuel, eller at der er mange, der oplever at være transkønnede, så forholder de unge sig til det. Denne generation manifesterer et eksistentielt kønsstudie, og de er nysgerrige på en mere åben seksualitet.

Hele mit liv har jeg ledt efter og ventet på, hvordan vi fik ligestilling på kunstscenen og i kunsthistorien og prøvet at finde ud af, hvordan den nøgle ville se ud, der endelig kunne flytte en international kunstelite, der ikke nødvendigvis følger med tiden. Faget er nemlig tynget af de gamle kunstbøger fulde af gamle levn fra fortiden, der inddelte alt i binære køn og heteroseksuel seksualitet for dernæst at favorisere heteroseksuelle (hvide) mænd.

Læs også: Historien om kunsten – uden mænd

Kunsthistorikeren Ernst Gombrich udgav i 1950 The Story of Art. Denne gennemgang af verdens kunsthistorie indeholdt ikke én eneste kvindelig kunstner, selv om der på det tidspunkt, hvor han skrev den, faktisk var mange kvindelige kunstnere, man sagtens kunne have taget med – nogle af de kvindelige kunstnere, vi nu ser blive hevet frem fra historiens gemmer. Kvindelige kunstnere, som bliver hyldet, genier som for eksempel Hilma af Klint, som Guggenheim-museet viste i 2019.

Men pludselig, foran alle karaktererne på tv-skærmen og det gode manuskript bag Heartstopper, går det op for mig, at de unge nu endelig kommer med nøglen til fremtiden med deres krav om at italesætte køn, seksualitet og den funklende nye version af “køn” – køn som udvidende, refleksiv og changerende.

Dette kan virke som en lille, ubetydelig begivenhed, der kun berører kunstscenen og kunsthistorien meget lidt, men det er det ikke. Dette nye krav om bevidsthed om køn og en legende kønsdefinition kommer til at forandre alt og er den tsunami, jeg altid har ventet på. Den kom bare ikke i min generation – men i generationen efter.

Den kom ikke fra fagfolk, selvom der er masser af fagfolk inden for kunsten, der gør og har gjort masser for at fremme diversiteten og bevidstheden om kønsstudier. En nøgle er en bevidsthed, der som en flod driver gennem en hel generation, og for dem, som insisterer på det, er det noget helt naturligt.

Eftersom jeg fra den meget tidlige barndom med stor lidenskab blev introduceret til kunstens historie af min mor (der var uddannet kunsthistoriker og angelsaksisk litteraturhistoriker) og blev konfronteret med italiensk renæssance som treårig, så skulle man tro, at jeg var indoktrineret godt og grundigt nok til netop ikke at se spillets regler. Men det modsatte skete, og i mere end bogstavelig forstand er jeg født for tidligt.

I starten af 2000’erne immigrerede jeg til London for netop at blive fri for diskriminationen i dansk kunstliv. Dengang, tilbage i 2003, på konferencen Før usynligheden: En konference om ligestilling i kunstlivet blev det offentliggjort, at indkøb af kvindelige kunstnere på alle nationale kunstmuseer tilsammen i Danmark kun repræsenterede 6,5%.

Uden at jeg kendte tallene dengang, var det tydeligt at mærke helt ind på huden: Danmark føltes, som en skræmmende gold udørk for kvindelige kunstnere. Er det så stadig det?

Den kommende undersøgelse og afrapportering af data og køn vedrørende indkøb af værker, som Kulturministeriet har sat i gang i 2022, kan belyse dette. Det er første gang nogensinde, at et samlet organ under den danske stat indsamler data på baggrund af køn i billedkunsten for at overvåge deres egen praksis. Man skulle mene, at Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd også er gyldig i billedkunsten, og at man ikke må diskriminere på baggrund af køn.

Under min studietid i London i begyndelsen af 2000’erne besluttede jeg at gense alt, hvad jeg kendte i kunsthistorien, med spørgsmål om, hvad køn måtte være, og også at finde og inkludere kvindelige kunstnere. Inden længe kunne jeg ikke holde styr på al den viden, som jeg fandt, og besluttede mig for at bruge instagram som mit memory-board og oprettede profilen @womenpainters

Heldigvis fik jeg i London på Goldsmiths både en-til-en undervisning i atelieret af mange stærke kvindelige kunstnere som Monster Chetwynd, Nina Danino og Elizabeth Price, ligesom vi havde kunstteori om feminisme og alt, hvad der dertil hørte af flotte teoretiske præsentationer af dygtige kunstnere fra historien: Joan Jonas, der som pioner var med til at udvikle selve mediet videokunst, og Rebecca Horn, der brugte sin egen krop og sine spørgsmål om køn som kunstnerisk metode.

Jeg blev selv, som en kunstner, der stiller spørgsmål til maleriet, dets historie og metode, virkelig lykkelig over at finde Rosemarie Castoro og Carolee Schneemann, sidstnævnte er aktuel lige nu på Barbican Centre. Begge kunstneres performative og selv-undersøgende metode er et godt modstykke til Jackson Pollocks mere deadpan metode.

Via Women’s Art Library (på Goldsmiths, University of London), min undervisning og generelt de gode biblioteker i London fandt jeg hurtigt frem til forfattere som Judith Butler, Griselda Pollock og Whitney Chadwick, og sikken en glæde det var at finde bogen Powers of Horror: An Essay on Abjection af Julia Kristeva. Det gik op for mig, at jeg var sluppet helskindet fri fra Danmarks forældede kunstbranche og nu endelig kunne se fremad.

Efter mine 5 år i London tog jeg på pilgrimstur i knap 9 år og så al den kunst, jeg kunne finde, i Italien, Frankrig og Grækenland. Simpelthen for at se kunst og opleve kunsthistorieskrivningen på egen hånd.

I Italien fandt jeg til min store forbavselse Marisa Merz, en så strålende kunstner, at hun kunne have været på min alder i dag og været top of the pop i kunst. En kunstner, som mange kvindelige kunstnere, der er levende i dag, helt tydeligt skylder en tak til.

Hun var en italiensk kunstner fra Torino og en del af Arte Povera-bevægelsen, som oprindelig blev beskrevet i 1967 af kunstkritikeren Germano Celant. Arte Povera-kunstnerne skabte værker, der trak linjer til det private, og ideer om, at kunstens form skulle efterlades “stadigt levende”. De brugte elementer som vind og forrådnelse og legede med nye måder at sammensætte ubearbejdede materialer på. Det stod i skarp modsætning til minimalismens inddragelse af industriens bearbejdede og forædlede materialer (for eksempel Donald Judd) og kunsten som en fast, evigt uforanderlig form (for eksempel Carl Andre).

Midt i Arte Poveras formsprog og udvikling kom Marisa Merz med sin helt egen stemme, og som den eneste i bevægelsen, der var rigtig bevidst om kønnets betydning, tog hun denne oplevelse med ind i bevægelsens hjerte.

Et fællestræk for mange af de kvindelige kunstnere, som jeg nævner her, er netop, at de forholdt sig kritisk til deres eget køn og oplevelsen af det, akkurat som de unge gør nu.

Kunsthistorien er opdelt i køn helt tilbage fra antikken, og når man ikke er bevidst om den strukturelle metode, der udelukker kvindelige kunstnere netop på baggrund af begrebet køn, så mister man både diversitet, kønshistorien, kønsstudierne, samt taber en masse værker.

Kunsthistorien er ikke en uskyldig eller objektiv historie om kunst og kvalitet. Det er – såvel som så meget andet i historien – en historie om magt, kolonisering, klassesamfund og et stærkt narrativ om patriarkatet.

I år har kunsthistorikeren Katy Hessel udgivet bogen The Story of Art – Without Men, der slår ned på spørgsmålet om, hvorvidt kunsthistorien er korrekt arkiveret, indkøbt og nedskrevet. For mig er det som medicin at følge hendes nyhedsbrev og podcast.

Som James Joyce skrev i Ulysses: “History…is a nightmare from which I am trying to awake.”

Vi går en spændende tid i møde, hvor de gamle oversigtsbøger i kunsthistorien og museumssamlingerne allerede er forældede. Man kan sige, at kunsthistorien kender vi faktisk ikke endnu.

Kunsthistorien er et nyt land, der hører fremtiden til.