Frieze Art Week – at være V.I.P.

Oktober er den travleste og mest intense måned i det engelske kunstår. Kunstnere og andre professionelle i kunstverdenen valfarter til London, printer nye visitkorts og finder deres dyreste tøj frem. Mens danskerne havde efterårsferie, tog KUNSTEN.NU til London for at tage del i ugen, der i daglig tale går under navnet ‘Frieze Art Week’.

Champagne, kaviar, V.I.P. og modeller på stribe. Der var ingen mønter at vende, da åbningen af en af verdens ledende kunstmesser, Frieze Art Fair, blev fejret, og den kommercielle kunstelite og deres Hollywood-venner var inviteret indenfor.

Opdatering
Frieze Art Fair er blevet det sted at opsøge, hvis man vil vide, hvem der er de vigtigste samtidskunstnere netop nu.

I år var det særligt Jennifer Rubell (hos Stephen Friedman Gallery), Dan Graham (hos Lisson Gallery), og selvfølgeligt Jeff Koons (hos Gagosian Gallery), der løb med opmærksomheden.

Derudover var der stor begejstring for Adrián Villar Rojas (hos Marian Goodman Gallery og Kurimanzutti), hvilket syntes at komme bag på og overraske mange. Rojas arbejder altid med mudder, ler og sten. Det endelige æstetiske udtryk er derfor simpelt, men håndværket og det arbejde, der ligger forud, er på ingen måde let.

Foruden Frieze Art Fair har Rojas i øjeblikket en imponerende og rørende soloudstilling på Serpentine Sackler Gallery under titlen Today We Reboot the Planet . Den alene burde give Rojas den opmærksomhed, han fortjener – især udenfor kunstmessesammenhæng. 

Se film om udstillingen her

Kødmarked for eliten
Udover at se på kunst er Frieze Art Fair i høj grad også et socialt kødmarked; Frieze Art Fair er stedet, hvor man skal befinde sig, hvis man vil se og ses med alle ‘de rigtige’. ‘De’ der har økonomien til at få en frem i verden, hvad enten ‘de’ er gallerister, kunstsamlere eller private investorer.

Med Deutsche Bank som hovedsponsor og samarbejdsaftaler med ledende kunstorganisationer og institutioner som Tate Modern, kan man ikke komme udenom, at Frieze Art Fair er et centralt kulturelt samlingspunkt.

Nyt og gammelt
Frieze Art Fair afholdes i Regent’s Park og består af afdelingerne Frieze London (samtidskunst efter 2000) og Frieze Masters (kunst før 2000, skabt af såkaldte kunstnergenier), placeret i hver sin ende af den kongelige park.

I arealet mellem Frieze London og Frieze Masters er Frieze Sculpture Park, hvor nye(re) installatoriske værker af samtidskunstnere såvel historiske værker præsenteres. Frieze Sculpture Park er dels til for at bygge bro i mellem de to kunstmesser, dels for at synliggøre forskellige tiders opfattelser af kunstens og kunstnerens rolle.

Den dansk-norske kunstgruppe Elmgreen & Dragset bidrog til Frieze Sculpture Park med en klog installatorisk kommentar til deres egen, men også mange andre samtidskunstneres deltagelse på Frieze Art Fair. Deres værk, But I’m on the Guest List, Too! er en glasdør med inskriptionen ‘V I P’.

Går man igennem døren, går man ind i ingenting, eller rettere, der er intet nyt eller anderledes at se på den anden side af døren. Du befinder dig stadig i samme park blandt de samme mennesker, hvilket kan overføres til den skuffelse, man sikkert kan føle, hvis andre ikke ser en, som man helst gerne vil ses. Som hvis man fx nægtes adgang til Deutsche Banks V.I.P.-loge inde på selve kunstmessen, eller til en af de mange fester i forbindelse med Frieze Art Fair.

Elmgreen & Dragsets værk var et af de meget få eksemplar på, hvordan Frieze Art Fair udnyttede muligheden for at være ironisk og stille sig kritisk overfor sin egen kontekst, hvilket lykkedes bedre på Frieze Art Fair New York tidligere i år.

Hjertevarme og nye møder
På trods af at Hyde Park også er en kongelig park, og derfor ligesom Regent’s Park låner af en semi-barok struktur, er stemningen her mindre dekadent og mere jordnær og hjertevarm. Det samme gjorde sig gældende for weekendens program på Serpentine Galleries. Serpentine Galleries har to udstillingssteder; Serpentine Sackler Gallery i Hyde Park og Serpentine Gallery i Kensington Gardens.

Sideløbende med Frieze Art Fair præsenterer Serpentine Galleries for ottende gang i træk en ambitiøs marathonserie, der tager form som et to-dages seminar, og hvert år bringer aktører indenfor kunst, kultur og videnskab sammen for at diskutere presserende emner, vigtige for samtidshistorieskrivningen. I år danner det researchbåret multidisciplinære projekt 89plus, bl.a. grundlagt af den verdensberømte kurator Hans Ulrich Obrist, rammen for de mange små foredrag, talks, performances og litteraturoplæsninger, der fandt sted d. 18. og 19. oktober 2013.

Fx bød lørdagen talks med Nick D’Aloisio (f. 1995), der har arbejdet professionelt med at udvikle apps, siden han var 15 år, og hvis arbejde blandt andet følges af performancekunstneren Yoko Ono, samt den islandske aktivist og menneskerettighedsfortaler Ásta Helgadóttir (f. 1990), der talte om frigørelse af porno i Island.

De unge nu til dags
89plus har til formål at undersøge generationen født i og efter 1989, deres virkelighed og fremtid. Denne tidsbestemmelse er interessant, fordi den fra et historisk perspektiv markerer Berlinmurens fald, internettets fødsel og begyndelsen af den digitale æra.

Videre fordi der rent statistisk set blev født mange børn omkring 1989 som følge af post-koldkrigs eufori og en følelse af en fornyet personlig frihed. De ældste af denne gruppe af unge er i dag 24 år, og nogen vil allerede været nået rigtig langt i deres liv og karriere.

Både i og udenfor Serpentine Galleries manifesterer 89plus sig gennem paneldebatter, publikationer og udstillinger med det ønske at give stemme til en generation, der først nu er ved at blive hørt.

Ungdommen mestrer
Sammenlignet med det kommercielle marked (som Frieze Art Fair nødvendigvis er en del af), er 89plus et virkelig sympatisk og forfriskende indspark på samtidens kulturelle scene.

På den ene side fordi 89plus minder en om fællesskabets positive kræft samt ekspanderende potentiale, og på den anden side fordi projektet fortæller, at man nødvendigvis ikke behøver at følge strømmen for at være eller blive succesfuld. Noget, som ungdommen til alle tider har mestret.

Se film om 89plus – younger than Rihanna

Det, der ikke kan købes for penge
Selvom det umiddelbart kunne virke trist for undertegnede at være en helt almindelig freelancer med tomme lommer, der på Frieze Art Fair måtte træde rundt i spildte dråber og nøjes med de andres tømmermænd, mindede mine oplevelser mig om noget meget vigtigt. Det er umuligt at overleve uden penge og helt at krybe udenom industrien og undgå markedets greb om kunsten, hvis man gerne vil være en del af kunstverden. Men det, der i virkeligheden giver kunsten ånd og liv, det, der er (eller burde være) essensen i al kunstnerisk produktion og reception, har intet med penge at gøre.

Måske var det netop, hvad stakkels David Hasselhoff indså, da han sang følgende på Berlinmuren i 1989:

One morning in June
some twenty years ago
I was born a rich man’s son
I had everything that money could buy,
but freedom I had none

Mit håb for fremtiden lyder: Lad ungdommen og de, der tør at være ligeglade med champagne, kaviar, V.I.P. og modeller på stribe, komme til.