Fuld hammer i Herning

Der er én grundlæggende præmis, man må følge, hvis man vælger at besøge udstillingen Mørkets Hjerte på HEART i Herning: Man skal give slip på sig selv, og tillade sig at glide ind i Ingvar Cronhammars univers.

Man skal pakke fornuften og den rationelle tankegang væk for en stund, og i stedet møde værkerne med åbent sanseapparat. Man skal lade sig drage og forbløffe af kunstnerens monstrøse konstruktioner, som bevæger sig i en sær gråzone mellem det genkendelige og det fremmede.

Gør man det, venter der én en interessant oplevelse.

Monumentalt mærkeligt
Hvad er det i grunden Ingvar Cronhammar arbejder med? Er det skulpturer, maskinkonstruktioner, installationer, arkitektur – eller er det bare så mærkværdigt og cronhammersk, at det undsiger sig en egentlig klassifikation?

Ingvar Cronhammar er formentlig bedst kendt for sit enorme værk Elia, som ligger blot et stenkast fra HEART, og som også fungerer som en del af den samlede udstilling.

Den store fabrikslignende konstruktion rejser sig faretruende med sine fire høje cylindre, og man bliver ganske enkelt mindet om, hvor lille man er, når man møder dette værk.

Fuld hammer
Det monstrøse og det monumentale er en væsentlig del af Cronhammars udtryk – også i The Gate, der markerer sig som udstillingens hovedværk.

Den skramlende og rumlende dommedagsmaskine har fået et helt rum for sig selv, og den fylder det med hele sin potente volumen.

Hvad der ligner to mandshøje spoler sender et kædetræk i formålsløs rotation. Rundt og rundt kører det. Fra det vandrette kædetræk hænger en række lodrette jernkæder, hvis ender slæber sig henover det hvalkranie(!), som ligger i bunden af konstruktionen.

Denne anmelder blev fyldt af en nærmest barnlig glæde, da det gik op for ham, at det var tilladt at bevæge sig op på værket.

Selvom man kommer helt tæt på The Gate, er det dog ikke muligt finde ud af, hvad der egentlig er på færde i dette monsterværk. I kølvandet på den indledningsvise forbavselse over værkets størrelse, rejser der sig således en undren.

The Gate er nemlig i bund og grund en fuldstændig nyttesløs maskine. Den kan ikke noget. Men hvis maskinen ikke har et formål – sådan som maskiner burde have – hvad skal vi så med den?

Vi præsenteres her for en genstand, som godt nok ligner noget, vi kender, men som samtidig befinder sig i sin egen sære og herligt fornuftsforladte virkelighed. Og netop fordi vi ikke kan hente en entydig mening ud af den, bliver den interessant. Som kunstværk.

Ingvar Cronhammars kunstværker befinder sig i et spændingsfelt mellem form og funktion, og heri ligger deres styrke.

Netop fordi The Gate – og hovedparten af udstillingens øvrige værker – ikke kan defineres, kickstartes ens fantasi og forestillingsevne.

Spørgsmålet, man må stille sig i mødet med Cronhammars værker, er derfor ikke altid det opklarende, “hvad er det”? Nogle gange er det måske mere frugtbart at lade sig forundre, og spørge, “hvad gør dette værk ved mig”?

Maskineæstetik
Fascinationen for maskiner, motorkraft og industri er udtalt i hovedparten af Ingvar Cronhammars værker.

I et af udstillingens nyeste bidrag Kill (2011) – et videoværk skabt i samarbejde med filminstruktør og über-stilist Christoffer Boe – brænder Cronhammars maskinefascination nok engang igennem.

Videoværket præsenterer et slags opgør mellem en enorm og faretruende truck og en vild ulv. Det hele er pakket ind i filmisk lækkerhed: Truckens maskinrum skildres i æstetiserende nærindstillinger, og den syv minutter lange film er filmet i superslow, hvilket fremmaner en drømmeagtig atmosfære.

Opgøret mellem trucken og ulven – mellem maskinen og dyret – bevæger sig dog på en knivsæg mellem det vellykkede og det banale. Rent æstetisk er Kill enormt godt eksekveret, men i stedet for at benytte sig af antydningens kunst, bliver værket for eksplicit i sin tematik.

Ingen kuratoriske tricks
I denne oplevelsesøkonomiens tid er det rart at besøge et museum, som anerkender, at vedkommende kunst så absolut ikke behøver at blive pakket ind i farvestrålende papir.

Med Mørkets Hjerte har HEART lavet en udstilling, som undgår overpædagogisk formidling af stoffet. Der er simpelthen plads – både i konkret og i overført betydning – til at møde Ingvar Cronhammars kunstværker.

De behøver ikke at blive iscenesat af fantasifulde kuratoriske koldbøttespring, og det er godt set fra HEARTs side. Det skaber alt andet lige de bedste forudsætninger for at få en ufiltreret oplevelse af disse herligt monstrøse fantasifostre.

Og husk så at give dig selv lov til blive lullet ind i Ingvar Cronhammars parallelunivers. Det betaler sig.