Gadekunst i limbo

Walk This Way er en dybfølt hyldest og introduktion til gadekunsten (street art) og dens frigjorte praksisser i det offentlige rum.

Udstillingen forsøger på pædagogisk vis at besvare en række spørgsmål: Hvordan finder man gadekunst? Hvordan gør de? Hvordan ser den ud? Hvorfor er gadekunstnernes identiteter skjulte?

Og via dj og forfatter Katrine Rings mangeårige interesse i gadekunst og museets faglige tyngde er en grundlæggende forståelse for gadekunst afspejlet i Walk This Way.  

Stort i sig selv
KØS er det oplagte sted på dansk jord at prøve kræfter med gadekunsten – det er jo ‘Museet for kunst i det offentlige rum’.

Og KØS har rent faktisk formået at få kunstnere som Swoon (US), Sten & Lex (IT), Akay (S) og Brad Downey (US/D) til at deltage,og det er i sig selv en tur til Køge værd.

Walk This Way er et iscenesat forløb fra Museet til Søndre Havn i Køge, som de 16 kunstnere og kunstnergrupper har udfyldt, og til forskel fra museet, så er et havneområde ganske tæt på de oprindelige vilkår og rum, som gadekunsten typisk opererer i.

Tættere kunne KØS selvsagt ikke komme. Det er en god ramme og godt set.

Autentisk gadekunst?
Men et institutionelt greb om netop gadekunsten er fyldt med spørgsmål:

Er det overhovedet gadekunst, når det er skabt i samarbejde med institutionen, når der er fundet plads, når det er betalt, når det formidles, når det indvilliger i at blive vist?

Det er et ærligt forsøg på at skabe et autentisk billede af den ukontrolerbare gadekunst, men uanset hvad er værkerne på udstillingenunder kontrol og ikke et udtryk for gadekunstens impulsive indslag, strategiske kamp i det offentlige rum og konfrontationen med de dagsordener, der hersker dér.

Ligesom vi plejer?
Flere af kunstnerne gør da også noget andet end de plejer. Noget mere tidskrævende, noget mindre gade-specifikt.

Spørgsmålet er vel, hvor tro mod sin praksis og omstillingsparat man kan være?

Til gengæld kan sådan en udstilling også være en chance for at teste netop dette.

Det synes både Mormor, Pink Army, Phuc, Papfar og Moss Couture – alle danske aktører – at gøre.

Pink Army har meget passende gjort museet til kontrolcenter, hvor gæster rekruteres til den lyserøde anti-krigsbevægelse og samtlige operationer overvåges og kortlægges.

Papfar har med et hold unge frivillige flettet palsticposer i klassisk stramaj-stil i trådhegn på havnen, Mormor og Phuc har på ‘autentisk’ vis lavet paste-ups (opklistrede værker i fx. papir) og malet på væggene ved museumsbutikken og ude på toilettet, og Moss Couture har flyttet en af sine guerilla-haver ind under loftet.

Og sådan bliver der åbent leget med institutionen og udstillingsformatet.

Ærlig forvirring
Samtidig understreger det måske også, hvor forvirrede gadekunstnerne bliver i sådanne sammenhænge.

Det er Armsrock blandt andet et godt eksempel på. Han har tydeligvis været så meget i tvivl om, hvordan han kunne være tro mod sin praksis, at han har valgt at gøre noget helt andet, end han plejer.

Med det ultrakomprimerede videoværk Theatre of Impossibilities – små scenografier, papirfigurer, lyseffekter, soundtrack og dybe refleksioner – fremlægger han over fem akter de ideologier, som gadekunsten opererer ud fra: Demokratiseringen af det offentlige rum, opgøret med kunstinstitutionen, markedskræfterne og behovet for kritisk modstand, bl.a.

Ude i det fri
Ude i det offentlige rum agerer flere af udstillingens kunstnere mere som de plejer.

Gågaden er fyldt med Pink Armys små lyserøde myresoldater, Papfar har sat en nøglering på en skulptur, Swoon har opsat hendes karakteristiske paste-ups med sultne børn og samfundsmæssige outsidere på mure og – med fint resultat – på en container i havnen, og Ultra Grøn har lavet deres farverige friluftsinstallationer af funde materialer og masser af frigjort fantasi.

Sten & Lex har lavet kæmpe-stencil (spray med skabelon) på en lagerbygning.

Tejn har lavet en række væg-værker i sin udtalte 60’er-70’er-æstetik med antikrigsparoler og kollektive tematikker, og amerikanske Brad Downey er indgået i et samarbejde med svenske Akay, hvor fundne objekter fra havnen er endt i skulpturelle indslag og et aflagt fiskeskur er blevet rammen om en lille præsentation af kunstnernes tidligere aktioner.

Vi er ude i det ‘fri’, men det institutionelle greb når skam helt ned på havnen – og det kan man ikke undgå at mærke.

En hyldest
Walk This Way er gadekunst på museum, og det er logisk nok udstillingens akilleshæl.

Museet vil have kunstnerne til at gøre det de plejer og er bedst til, men det, disse kunstnere er bedst til, er netop at operere udenfor, i opposition til – og i andre rum end – museet.

Uden for institutionen, på vej gennem byen, skal et værk kunne aflæses hurtigt og ligetil. Ja, her er det faktisk en force at være letaflæselig, folkelig og kritisk, uden omsvøb og analytiske referencer. Men mange af disse forcer vendes til bagdele i en institutionel sammenhæng, hvor tid, håndværk, refleksion og dybde søges.

Walk This Way har samme problem. Den impulsivitet – og destruktivitet! – flere af værkerne normalt er skabt med, bliver nu underligt påtaget.

Min påstand er dog, at alle godt er klar over dette. Kunstnerne, museet, kuratoren og publikum ved godt, at det her er iscenesat. Derfor må det også være det mest oplagte at se Walk This Way som en hyldest og en introduktion til gadens kunstformer, og som sådan fungerer udstillingen glimrende.

Ikke som kunstudstilling, og heller ikke som gadekunst.