Asbjørn Skou / Armsrock
rHvad enten Asbjørn Skou / Armsrock udstiller på gaden eller museet, bruger han kunsten som en visuel kritik og refleksion over kulturelle konstruktioner.
Armsrock har fortrinsvist gjort sig bemærket i det offentlige rum med tids- og stedsspecifikke installationer, der udspringer af og kommenterer på selvsamme rum, som de placeres i. Han arbejder dog ikke udelukkende uden for gallerier og museer. I løbet af de senere år har han således flere gange bevæget sig indenfor udstillingsinstitutionernes mure, hvor han udstiller under sit eget navn, Asbjørn Skou.
Når forgængeligheden af hans værker bringes indenfor i et kontrolleret,institutionelt miljø, opponerer det til den traditionelle værkopfattelse. Når værker ikke længere er salgbare, bliver de kontroversielle i forhold til kommercielle udstillingssteder.