Gallerinatt – svensk for populært

Det er gråvejr, og de har lovet regn over København. Jeg pakker let: paraply, to øl, pen og papir. Øresundstoget mod Malmö Gallerinatt.

4 minutters mørke, propper i ørerne. 5 minutters havudsigt gennem bølgende stål. Tilbage i hullet, prop, ‘pop’ – Sverige.

Afsted fra Lilla Torg
I Malmö har de ikke hørt noget om regn, til gengæld virker det til, at der er mange, der har hørt om gallerinatten. Rigtigt mange.

På ‘Lilla Torg’ omgivet af en stor gruppe mennesker, der regelmæssigt bliver fordelt ind i mindre grupper og kaldt af sted i guidede ture rundt på de forskellige gallerier og institutioner, står projektleder for Malmö Gallerinatt, Stina Bülow, og styrer slagets gang.

“De guidede ture har gjort, at endnu flere mennesker kommer rundt i ‘natten’,” forklarer Bülow og stikker mig et katalog med en kort præsentation af hvert tilmeldt galleri og et lille kort. Afsted.

Rostrum
I den afspærrede gade foran Galleri Rostrum har en stor gruppe samlet sig. Der er performance. Thomas Dahl står på en taburet foran en stor filmprojektion af partilederen for svenske ‘Folkpartiet’, Jörn Björklund, og taler højt og bestemt, på mindst tre forskellige sprog (jeg tyder tysk, italiensk og noget, der lyder som russisk).

Indenfor på Rostrum fylder Nina Slejko vægge og maver med En Väldigt Blek Utsälling (man undrer vem den övverhuvudtaget riktar sig till), Del 1.

Udstillingen består af 6 hvide monokromer, en fotoserie og Slejkos 144 Attempts to Paint a White Monocrome fra 2008 (der angiveligt ikke blev modtaget så godt, og nu har ansporet et nyt forsøg).

Anæmisk inspiration
Som del af ‘reprisen’ har hun levet af hvid mad i en uge for at komme i den rette ‘anæmiske stemning’, forklarer hun – I aften er det så publikums tur til at ‘blegne’.

For i baglokalet til Rostrum disker personalet op med de særligt svenske, og hvide, retter ‘Janssons frestelse’ (en form for flødekartofler med ansjoser) og knäckebröd med smør og Prästost.

Den hvide mad fylder et sort hul i maven. Men de 6 hvide monokromer, der hænger overfor serveringsbordet, er mætte og overskrider den legende grænse mellem værk og tanke, som Slejkos 144 ‘forsøg’ i rummet ved siden af netop forstår at lege med.

Snerten af etos
Den lille oversigt med tilhørende kort er essentiel. Til tider minder Gallerinatten nemlig ret meget om Kulturnatten, som man kender den fra København: Et påskud for alle, der har bare snerten af kunstnerisk etos, til at slå dørene op, hive vindunken frem og invitere indenfor.

Det store udbud giver en hyggelig stemning i natten, men man lærer hurtigt at ‘skanne butikken’, inden man går ind. For med 35 officielt tilmeldte gallerier og institutioner er tid mere dyrebar end gratis vin.

Videre
Tiden skærer ubemærket gennem natten, og mellem spontanperformances, fejlbesøg og elendige korttydningsevner når jeg ikke halvt så mange steder, som planlagt.

Dog når jeg blandt andet at donere min ånde i en plastikpose til Solveig Lindgren Inderbitzin og Janna Thedes BREATHS#3 på Galleri S:T Gertrud. Jeg når ikke helt at forstå, hvad de vil med den, men de har gode chips og en ret bestemt retorik, så jeg deltager troskyldigt.

Jeg når også at tale med Gert-Olle Göranson, ejer af galleri Ping-Pong, der synes at:

“Det er rigtigt godt at så mange ‘almindelige mennesker’ kan komme ud og opleve samtidskunst,” selvom han også synes, at: “det er underligt, at de ikke bare gør det til hverdag, hvor man kan være alene med værkerne og bedre tage dem til sig.”

Drysurfing
Ved et tilfælde ramler jeg også ind i Lucy Suggergate’s forsøg på at ‘danse sit hjerte ud’ i cafeen på Malmö Kunsthal. Det er jeg glad for. Hendes krop bevæger sig ikke til rytmen i musikken men i bølger til en følelse: kejtet, eksplosivt og underlig rent.

“Stykket er kaldet Drysurfing, fordi at danse er lidt ligesom at surfe; man fanger en bølge, en impuls, og så dør den ud. Og så må man vente på en ny,” forklarer hun om sin særprægede opvisning.

Tilbage til lejrbålet
Suggergate ser Gallerinatten som en god mulighed for at sætte særligt dans i en ny kontekst; ‘ude af den sorte kasse’, som hun siger.

“Når man optræder, er det interessant, at publikum kan se igennem dig og se andre mennesker bagved, det giver en følelse af fællesskab; bringer dansen tilbage til lejrbålet på en måde,” afrunder hun og iler for at nå toget tilbage til København, hvor hun er ved at forberede en optræden i Dansehallerne.

Småsnalret surrealisme
Supersurrealismen på Moderna Museet er passende den sidste udstilling, jeg når, inden midnatsslaget forvandler Gallerinattens døre til vægge og floden af vin til luft.

De mange surrealistiske eksperimenter og små huller til skævvredne dimensioner, der udgør Supersurrealismen, harmonerer med de mange småsnalrede gæster.

Enkelte af de besøgende er så lakkede til, at de står og skraber med neglen i værkerne. Som ville de afprøve, hvilken side af motivet virkeligheden egentlig befinder sig på. Jeg dissocierer mig aktivt, går ovenpå.

Udgang gennem mørket
På 1. sal bevæger en nøgen tungtstirrende Line Skywalker Karlström sig langsomt fra side til side foran Salvador Dalis Wilhelm Tells Gåde (1933), mens en større flok gæster står med hånden på hagen og nikker anderkendende. Det er på tide at tage hjem.

I Malmös byrum har den rituelle weekends-surrealisme sat ind. De rolige bølger af halvfulde gallerigæster er skiftet ud med frådende horder af brunstige, sprutbællende drenge og piger i alle aldre. Jeg skynder mig til Malmö Central, ind i toget, ned i hullet – ud af eventyrland.