Gallerirevy København april 2021: Længe leve gallerierne!

Den københavnske galleriscene har høje ambitioner, og netop nu bydes der på en række udsøgte og professionelt kuraterede udstillinger. Kvalitativt tager de sig ud som genuine, små museumsudstillinger. Det er en trøst for det kunsthungrende publikum i en tid med fortsat nedlukning af de offentlige kunstinstitutioner. Vi har set på tre aktuelle galleriudstillinger.

Marie Kølbæk Iversens (f. 1981) udstilling Når ville passe godt til Serpentine Gallery i London. Først og fremmest fordi hun i sine store videoprojektioner beskæftiger sig med fuglelivet i storbyens søer med fokus på svaner – hvide fra Damhussøen og sorte fra søen i Ibirapuera-parken i den brasilianske millionby São Paulo.

Det ville derfor være oplagt at vise den i denne kunsthal, som ligger mellem søerne The Long Water og Serpentine i Kensington Gardens, hvor der netop er masser af svaner. Men mindst lige så meget, fordi hendes udstilling er af så høj kvalitet, at den burde blive vist i et af de mest profilerede udstillingssteder for international samtidskunst.

Titlen på Kølbæk Iversens på én gang knivskarpe, surreelle, og farvemæssigt psykedeliske to-skærms videoværk Portents betyder både varsler og vidunderlige eller usædvanlige ting. Udstillingens overordnede tema er da også dødens allestedsnærværelse og apokalypsens snarlige komme. Men da værkerne er så æstetisk helstøbte, kan man deale med og dvæle ved det dystre tema længe. Kølbæk Iversens svaner er mindst lige så fristende for blikket, som Zeus var det for Leda, da han forførte hende, forvandlet til en svane.

På den ene side har videoværket afsæt i en tragisk folkevise om Svend af Rosengård, der bliver landsforvist efter at have dræbt sin bror og først kan vende hjem til gården, når ravnene er blevet hvide, svanerne sorte, og verden er gået under. På den anden side refererer værket konceptuelt til den libanesisk-amerikanske filosof Nassim Nicholas Talebs begreb sorte svaner, dvs. begivenheder med vidtrækkende konsekvenser, og som, selv om de anses for at være usandsynlige, sker alligevel. De kan være positive eller negative – som for eksempel corona-pandemien med dens enorme og uhyggelige økonomiske og menneskelige omkostninger.

Svanerne på de to store skærme er fremstillet i negativ, så de bytter farve, således at de hvide bliver sorte og omvendt. De knivskarpe videoer er optaget med et 4 K Ultra HD-videokamera. Kølbæk Iversen har leget med farverne og lagt syrede farvelag ind over optagelserne, der bæres af et fluktuerende lys- og skyggespil, som flimrer og skinner i vandspejlets krusninger. Det er gudindesmukt.

Herudover udstiller hun to serier papirarbejder. Dels seks blæktegninger, udført på forskelligfarvet papir med en række ikoniske dødsscener.

De er hentet fra kunsthistoriens mange dødsscener eller har reference til nutidens økokatastrofer. Dels tre lidt større UV-prints i grønlige og violette nuancer, hvor hun har manipuleret med nogle forskellige positurer af et ømt favntag i en marmorskulptur. Det er på én gang visuelt æggende og gådefuldt.

Marie Kølbæk Iversen: Når. Gether Contemporary. Til 10. april. By appointment i påsken.

Gjerdeviks sidste ytringer

Nils Stærk var i mange år Niels Erik Gjerdeviks (1962-2016) gallerist. Nu har Stærk samlet en række af de sidste papirarbejder fra Gjerdeviks hånd. De er fremstillet få måneder, før han – dybt tragisk og alt for tidligt – gik bort.

Udstillingen, der rammer i hjertet, er en påmindelse om, hvor stort et hul Gjerdevik har efterladt. Menneskeligt havde han et sjældent højt niveau og kunne løfte og favne sine kolleger i et uegennyttigt knus. Kunstfagligt havde han et stort udsyn og en viden som kun få andre – og han var tilmed en fremragende ambassadør for sin stand.

Kunstnerisk var han en mediemæssigt vidtspændende kunstner, hvis ikoniske både op art og jugend-inspirerede formsprog var kompleks og farverigt. Ofte tog han afsæt i popkunst og tegneserier, og hans livgivende, håndmalede ”mønstringer” i sort på stærkt farvede monokrome baggrunde skiller sig ud fra andet samtidsmaleri. Det er både muntert, frækt, nørdet og smukt. Og så mestrede han de helt store formater.

Som sidespor dyrkede han nogle helt ”umulige”, farvestærke keramiske skulpturer, der trodser tyngdeloven og minder om futuristisk månebase-arkitektur.

Udstillingen viser det mesterlige, 265 x 739 cm store oliemaleri Uden titel fra 2008. Her har Gjerdevik inddelt en monokrom, turkis flade i sorte ”tern”, der synes at undslippe det geometriske grid med nogle vilde, organisk svungne arabesker, når man går tæt på. Indimellem opløser de sig i rene, ekspressive penselytringer. Dermed forlenes det ellers fuldkomment beherskede formsprog med et lidt ”snavset” look.

Resten af udstillingen består af papirarbejder fra 2016, malet med pen, akryl og blæk. Disse mindre værker pendler på samme måde mellem stramme geometriske mønstre og en delvis opløst, ekspressiv og vild penneskrift.

Hvor kunne det have været interessant at følge kunstnerens næste skridt!

Nils Erik Gjerdevik. Nils Stærk. Til 22.5.21

Som kunsten så livet

Den sidste udstilling er også en hel lille museumsudstilling, som udfolder sig i Galleri Bo Bjerggaards rummelige, hvide kube.

Den belgiske kunstner Rinus Van de Velde (f. 1983) og tyske Jonathan Meese (f. 1970) er nære venner, skønt deres formsprog og udtryk er højst forskelligartede. Man kunne derfor tro, at de ville komme ud af takt under deres pardans. Men nej! Tværtimod klæder Van de Veldes primært sort-hvide, fotografisk inspirerede kultegninger på lærred vennen Jonathan Meeses ustyrlige, farvestærke, ekspressive og eksplosive kollage-malerier. Det er et møde, der gnistrer.

Det slår en, at vores eget legebarn og enfant terrible Hornsleth har lært ikke så lidt af Meese – især af dennes frække genbrug af massemediernes ikoniske billeder overlejret af ekspressiv malerskrift. Meese har dog langt mere kultur- og samfundskritisk kant end Hornsleth. Han bærer nerverne uden på tøjet, når han går amok enten som performancekunstner (som man kan opleve i en video i galleriets toilet), eller når han udøver sin samfundsrevsende, falskhedsbekæmpende og muntert infantile kunst.

Den er lige dele ikonoklastisk angreb på eksisterende billedformer og hysteriske, elektriske og hieroglyflignende, nye billedudsagn. Der er altid strøm på Meese, som man ikke kan lade være med at elske lidt.

Rinus Van de Velde er en anderledes gammeldags og realistisk maler, der viser sig at have masser af humor.

Med på udstillingen er også en række af hans naivistiske, bemalede keramiske skulpturer, der er formet som halvstore eller små scener eller tableauer. Heriblandt et af det skaldede amerikanske tennisikon Andre Agassi, som i Van de Veldes fremstilling sidder trist og afprøver forskellige parykker!

Van de Velde, som for mit vedkommende er et nyt bekendtskab, kan i sine malerier og papirarbejder minde lidt om sin landsmand Luc Tuymans (f. 1958), selv om han tilhører en anden generation.

Van de Velde har i øvrigt i en af sine tegninger med farveblyant portrætteret Jonathan Meese, der sidder med sit lange, sorte hår og maler på en strand: Titlen er: He Contains Multitudes – med et citat fra Bob Dylans seneste CD, Rough and Rowdy Days.

Jonathan Meese og Rinus Van de Velde: Two of Hearts. Galleri Bo Bjerggaard. Til 1.5.2021.