Gallerirevy København januar 2022. Nye gallerier i byen

Årets første gallerirevy byder på åbningen af to nye gallerier på Vesterbro og på nogle spændende nye og gamle samarbejdsprojekter mellem kunstnere.Kun nogle få hundrede meter fra kunst-mekkaet Flæsketorvet er Vesterbro nu blevet beriget med yderligere to gallerier. Initiativtagerne bag dem er Christina Wilson og Anne Riber, der er gået sammen om at dele et stort lokale i Gasværksvej 9. På årsbasis vil de vise 7-8 udstillinger i hver sin ende af udstillingsrummet, der er adskilt af et forhæng, samt én årlig fællesudstilling.
De to gallerier har hver sin profil. Anne Riber, der fortsat driver Format Art Space i Nansensgade, hvor fokus er rettet mod multiples – papirarbejder og kunstobjekter i mindre eller større editioner til lave priser – har med sit nye galleri Formation fået nogle flere tangenter at spille på.

Hendes første udstilling med Carl Krull (f. 1975) rummer 39 oliemalerier med titlen Protagonist (hovedperson). Krull er dels uddannet i Krakow, dels i Mexico City og er forankret i en mere teknisk krævende, mimetisk tradition end mange af sine danske generationsfæller, der er uddannet herhjemme. Han har udviklet et svimlende udtrykssprog af seismiske tegninger, der udelukkende består linjer. I den forbindelse har han gjort brug af VR-teknologi, der forlener tegningerne med en 3-D-agtig virkning, således at personer synes at træde ud af et geometrisk grid, der på én gang ”føder” dem og fastholder dem i strukturen. Et både filosofisk og teknisk interessant struktureringsprincip, der trækker tråde til Piranesi, Escher og vores egen Palle Nielsen.

Men nu er disse tegninger afløst af oliemalerier, der rummer et stort spektrum af intense farver. Det gennemgående motiv er portrætter af forskellige personligheder, uden at der er tale om en direkte portrætlighed. Det er mere eller mindre stiliserede, opløste eller ekspressive fysiognomier. De nye malerier repræsenterer i enkelte tilfælde den gamle ”seismiske” metode, men Carl Krull har sat sig mere fri, især i kraft af den stærke kolorit. Malerierne fremstår som modulationer over den samme skabelon, men hvert maleri har sine helt egne kendetegn. 

Poetisk modsvar til forbrugersamfundet

Kunstrådgiveren Christina Wilson, der var kendt som en markant gallerist, lukkede sit toneangivende galleri på Esplanaden tilbage i 2012. Her ti år efter forsøger hun sig med et comeback, selv om hun i sin tid udtalte til Jyllands-Posten, at hun som uddannet kunsthistoriker ”var træt af at sælge kunst til rige mennesker.” Der stod respekt om hende dengang, fordi hun var en visionær talentspotter, der tidligt så kvaliteterne hos kunstnere som FOS, Peter Linde Busk, Kirstine Roepstorff, Alicja Kwade m.m.fl., der alle har fået strålende karrierer.

Hendes første satsning er en udstilling med lektor ved Kunstakademiet, Hannah Heilmann (f. 1978), der i sin tid gjorde sig bemærket i trioen Ingen Frygt i årene 2001-10. For øjeblikket er Heilmann også aktuel med en væginstallation på udstillingen Arven efter Anne Marie Carl-Nielsen i Den Frie Udstillingsbygning. Hendes nye udstilling Seller’s Remorse (sælgers anger) vender det gamle begreb Buyer’s remorse om, så vi ser købshandlingen fra sælgerens synsvinkel.

Udstillingen er fyldt med poetiske og spirituelle rekvisitter og ligner et wunderkammer. Den fokuserer på forbrugerismens skyggesider i metaforisk forstand. Heilmann sætter fingeren på kapitalismens indbyggede vækstkurver og det dermed følgende eksploderende vareforbrug.

På gulvet i galleriet ligger en bunke med emballagen fra et uendeligt antal spiste chokolade-guldmønter som bevis på, hvor galt det står til. På væggen hænger et stort antal poetiske papirarbejder – flygtige og umærkelige, som var de fremstillet med en sommerfugls vinge. De synes at fortælle en alternativ og mere følsom historie om at være i verden med nogle ikke kun materielle, men også åndelige behov, der bør tilfredsstilles ved siden af maverne, der skal fyldes.
Kritikken rettes mod de skinværdier, der knytter sig til vareproduktionen, hvor vi ofte tror, at vi kan købe os til ægte glæder, der viser sig at være hule gøglebilleder, hentet i reklamernes forførende, men falske billedfortællinger om det perfekte liv.

Dét gør Heilmann godt og grundigt op med – på en humoristisk og poetisk måde, hvor hun helt konkret viser, hvor langt man kan komme med genbrug, ligesom hun inviterer naturen indenfor i galleriet. Med et sært persongalleri af sælgere og butiksassistenter, der er konstrueret af forhåndenværende materialer, ikke at forglemme en ”buket” af store, tørrede slyngplanter, der omkredser et billede, samt en dør til et pulterrum og mange andre sære gamle rekvisitter, får hun skabt en særlig ambiance, et taktilt miljø, der byder vækstideologien midt imod med slid og genbrug. Det gælder også de fascinerende, gamle rammer om papirarbejderne.

Hannah Heilmann: Seller’s Remorse. Gas9Gallery. Til 26. februar.
Karl Krull: Protagonist, Formation. Til 26. februar.

Er toget kørt?

Kunstnerparret Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen (begge født i 1943) er still going strong. Det viser deres nye udstilling Toget er kørt. Fortid–nutid–fremtid, der består af en række papirarbejder med motiver af truede dyrearter. Ikke sådan som disse dyr ser ud. I stedet har parret skabt dekorative ornamenter og arabesker formet af grafiske ordbilleder af dyrene: Fra svalehale, drosselrørsanger over kirkeugle til stor vandsalamander, stork, dværgvandnymfe og skovmår – i mange farver og skriftformer. Dyrene er hentet fra Miljøstyrelsens såkaldte rødliste over truede dyrearter.

Kunstnerparret har også leget med ordet natur i værket Natur, natur, natur (2017). Ordet gentages igen og igen linje efter linje, men jo længere ned man kommer, des mindre bliver ordet for til sidst meget symbolsk næsten helt at forsvinde. Det er konceptkunst og konkret poesi, inspireret af bl.a. den tyske dadaistiske billedkunstner og konkret-digter Kurt Schwitters (1887-1948). 

Denne oplistning af levende væsener, som er ved at uddø, er en metode, hvormed kunstnerne ligesom kalder dem frem på ny, og gør dem levende i vores bevidsthed, inden det er for sent. Konceptet er enkelt, men gribende. Disse værker i udstillingens centrale rum er frembragt af de to kunstnere i samarbejde med deres børnebørn, der er kommet med ideer. De er ophængt rytmisk, mosaik-agtigt, og nogle af papirarbejderne er indrammet, mens andre er fastgjort direkte til væggene, så de fremstår som en mangefacetteret væginstallation.

I de to øvrige rum kan man opleve forskellige ældre serier af Finn Thybo Andersen, der sammen med Kirsten Dufour var blandt initiativtagerne til den såkaldte Kanonklub eller den professorløse skole på Kunstakademiet, hvor de for fem årtier siden mødtes som elever. Deres praksis har hele vejen igennem formet sig som en modstandens æstetik. Både modstand mod de herskende magtstrukturer og mod kommercialiseringen af kunsten. I en årrække indsamlede de eksempelvis tøj til forskelige afrikanske befrielsesbevægelser.

Deres samarbejdsprojekter er gruppebaserede og socialt forankrede, og de betjener sig af et udvidet værkbegreb. Den omsiggribende kynisme er hos dem afløst af en smuk og kontekstnær idealisme.

Kirsten Dufour & Finn Thybo Andersen:  Toget er kørt. Fortid–nutid–fremtid. Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel. Til 14. februar. 

Et parløb, der slår gnister

Gallerirevyens sidste indslag retter opmærksomheden mod to kunstnere, der til gengæld ikke tidligere har været bragt sammen: Maleren Christian Schmidt-Rasmussen (f. 1963) og multimediekunstneren Jesper Dalgaard (f. 1974). De er i deres nye værkserier begge optaget af ornamentik og farver.

Sidstnævnte har i mange år arbejdet i tre dimensioner med sine hænge-”kloder”, som han senere har udviklet til arkitekturinspirerede sci-fi-skulpturer. Men hans nye serie består af belysningsobjekter med en stærk æstetisk appel.

Galleriet slukkede det elektriske lys under mit besøg, og hans nye lysskulpturer eller arkitektoner, der er ganske funktionsdygtige som dekorative belysningsenheder eller lamper, danser dekorativt i rummet og kaster kalejdoskopiske, farvede lysmønstre på væggene. Nogle af dem hænger, andre er monteret på sokler. Rummet er masseret ind i en magisk stemning, og man føler sig hensat til Aladdins hule.

Christian Schmidt-Rasmussen er ikke for fastholdere. Han er med sine egne ord en kunstnerisk nomade. Fra udstilling til udstilling udvikler han sit formsprog i stadig nye retninger. Det er en imponerende energi og visuel fantasi, der strømmer ud fra ham.

I sin nye serie har han studeret folkelivet i gågaderne, der erobrer stadig mere plads fra de motoriserede færdselsårer i de urbane rum. Fordi vi kan lide dem, da vi kan være mennesker her uden at skulle springe for livet for at undgå påkørsler fra cyklende eller bilende. Han har først fotograferet forskellige folk fra det velklædte mappedyr til hoben af dynejakkeklædte M/K’ere, som bevæger sig gennem byrummet, og dernæst har han malet dem. Nogle af malerierne er udført på sort papir, andre på lærred.

Generelt brydes portrætterne af gående i byrummet af nogle psykedeliske mønstre i stærke, selvlysende farver, så vi sendes ud på et visuelt syretrip, der åbner op for en forførende, synæstetisk sanseverden. Han er en spændende seer.

Christian Schmidt-Rasmussen & Jesper Dalgaard. Galleri Kant. Til søndag den 30. januar. Bemærk: galleriet har søndagsåbent.