Gallerirevy København juni 2023. Et tryghedsfix på stationen

Kunstscenen har et svimlende antal projektrum, der drives af engagerede kunstnere, kuratorer eller, ja, kunstelskere. Tag med på en tur rundt i København til nogle af stederne og få syn for, hvor høj kvaliteten er.

Udstillingsstedet Sydhavn Station har en tro på, at det fysiske møde med kunst kan skabe en større rummelighed. Kunstnerne bag stedet, der fyldte 10 år sidste år, håber, ”at mødet med kunsten kan mindske frygten for det, der er anderledes”, og at man kan plante nogle alternative tanker i de besøgendes bevidsthed. Det er en travl station, men tanken er, at bare et kort ophold i kunsthallen, kan give pendleren et kontemplativt moment med sig selv.

Inde i stationsbygningen udstiller Louise Bonde-Hansen. Hun er født i 1987 og uddannet både ved Goldsmith College i London og ved Akademie der Bildende Künste i Wien. Generelt er hun optaget af at skabe rum, som kan give tryghed til mennesker, som måske er ramt af en krank skæbne og her kan finde trøst og heling.

Det samme koncept – og kunstneriske greb – anvendte hun i sin langt større, gennemførte soloudstilling Neither Day nor Night i Nikolaj Kunsthals Øvre Galleri her i foråret. Her havde hun skabt skulpturelle objekter, der strejfede det kitschede i form af bl.a. fem store kunstigt frembragte hunde af racen Sankt Bernhard, der var placeret i en rundkreds for at holde vagt.

Hun henter angiveligt megen inspiration i bedsteforældrenes hyggelige hjem på Nørrebro, hvis trygge stemning hun – med brug af lettere kitschede og dekorative objekter – forsøger at genskabe – uden dog at anvende nogen ironisk distance. Hun mener det alvorligt med sine harmoniskabende mentale ‘shelters’, skabt til en verden, der nu ryster af angst over krig og klimakrise.

I sin nye udstilling har hun malet væggene lilla og har lagt et vinrødt væg-til-væg-tæppe ud på gulvet, så man straks bliver mødt af et blødt anslag. En seng med bløde vattæpper i lysviolette nuancer byder sig til som et sted, hvor man kan hvile sig eller græde ud.

På væggene hænger vægobjekter udført i det kompositte materiale jesmonite. Den ene er en putto – et englebarn – som holder om en konkylie. Der er også blomsterdekorationer med klematis og en opsats med ferskner. Vinduerne er skærmet med transparente lilla gardiner.

Med andre ord bliver man i overført betydning svøbt i vat, og intet ondt kan vederfare den person, der fra den myldrende station skulle finde på at tjekke ind her for at få et tryghedsfix.

Hvor man i Nikolaj oplevede det sakrale kæmperum med Louise Bonde-Hansens store og flotte værker, har hun i Sydhavn Station nedskaleret formatet til et intimt rum, så det giver en poetisk andethed til stationens uro og stemning af bevægelse og transit – med flere direkte referencer til barokkunsten. Man åbner døren og bliver forført.

En ældre dame blev lokket til, mens jeg opholdt mig i rummet. Hun slog hænderne sammen i forundring over pludselig at stå i en helt anden verden. Bonde-Hansens greb virker.

Matematisk poesi

Nogle naturvidenskabsmennesker opfatter matematik som smuk. De mener endog, at matematik er en kunstform. Det er vel at mærke kun de dygtigste udøvere af denne disciplin, der ser sådan på matematikken.

Vi er mange, som aldrig fik knækket koden til matematikkens mystiske tegnsprog. Vi sidder stadig som ét stort spørgsmålstegn, når x’erne og y’erne, brøkerne, kvadratrødderne og alt det andet spadserer hen over en tavle eller en skærm.

Så jeg er med andre ord helt på linje med Martha Hviid, der har en Master fra skulpturlinjen på Royal College i London og University of Texas i Austin, og som på udstillingen med den lange titel, To All The Maths I Never Understood And In Stead Assigned The Role of Poetry, har taget konsekvensen af al det ”volapyk”, hun ikke forstod i skolen.

I stedet har hun skabt kunst ud af dette på sin vis fascinerende tegnsprog, som kort og præcist udtrykker fænomener og naturlove, der er usynlige for det blotte øje, såsom kvante- og kontinuum-mekanik, rumtid, tyngdekraft og andre vanskeligt forståelige og også vildt komplekse fysiske fænomener i vores store og lille omverden.

Det sker i 15 plakater inde på stationen og på et stort billboard på muren ved indgangen. Kigger man godt efter, er der megen humor på spil og også en del genkendelse, som når Hviid leger med kurver og cirkler, der lander i et net, eller når en figur, der har en gul ballon fikseret til hovedet, måske snart svæver af sted.

Nu får hun endelig afløb for sin opsparede frustration over skoletidens matematikundervisning – lidt som når Gudrun Hasle giver den gas med sin ordblindhed – og formelt er hele billedserien elegant serveret.

Louise Bonde-Hansen: Væggene holder mig sammen. Martha Hviid: To All The Maths I Never Understood And Instead Assigned The Role of Poetry. Begge udstillinger vises i Sydhavn Station til henholdsvis 30. juni og 28. juni.

Grimhedens apoteose

Collega er et udstillingssted, der prioriterer kollegiale udvekslinger hen over generationer og kontinenter. Stedet, der ledes af kurator Lotte Løvholm, anser dét at række ud efter den fjerntliggende verden som en vigtig del af stedets DNA. Collega ligger centralt på Vesterbro i en tidligere butik, og udstillingerne, der er tilpasset det beskedne udstillingsareal, kan også ses udefra 24/7.

Stedet åbnede sidste år og er en vital tilførsel af kunst fra andre kulturer i dialog med den danske og europæiske kunstscene. Udstillingsprogrammet er i høj grad også lagt i hænderne på udefrakommende kuratorer fra hele verden.

Nu slår Collega dørene op til en udstilling, der er skabt i samarbejde med den Zimbawe-baserede kunstplatform Village Unhu, der har base i hovedstaden Harare. Udstillingen med den lidet flatterende titel Uggly Feelings, tager afsæt i dette begreb, som den amerikanske superstjerne, kulturteoretiker og feminist Sianne Ngai, fremførte i sin bog fra 2005 med samme titel.

Her beskriver hun i al korthed de negative og ambivalente følelser i samtidskulturen, som generelt blokerer for handlinger, der kan forbedre det psykiske klima, og hvorledes disse negative følelser – ofte manifesteret som mindreværd og skam – rammer minoriteterne særlig hårdt.

Værkerne af Epheas Maposa (f. 1994) og Nanna Starck (f. 1976) har det tilfælles, at de undersøger, hvad man kan kalde de uvelkomne følelsers æstetik.

Maposa har skabt et stort og magtfuldt vægmaleri. Det er et naturscenario, hvor der foregår uhyggelige handlinger, megen død og elendighed, krydret med forvredne, makabre og groteske budskaber. Men samtidig er det malet på en overraskende ”spiselig” måde i kraft af den forførende smukke og saftige kolorit.

Nana Starck (f. 1976) har skabt tre basrelieffer i skum, malet beton, voks og readymades hentet fra vores kendte, moderne tingsverden, såsom kunstige negle, cigaretter og guldkæder.

De nøgne kroppe og kropsfragmenter snor og vrider sig, fingre puttes ind i kropsåbninger, og det hele forvrænges og gøres grimt og ulækkert, som at besøge psykoanalysens mest tabuoverskridende afdækninger af det menneskelige sind. Detaljerne er sammen med groteskheden til at tage og føle på, og lige dele væmmelse og afsky breder sig hos denne signatur – også de efterhånden forbudte cigaretter og de lange, kunstige negle, foruden de flittige hænder, der griber om testikler og videre i den dur.

Men på den anden side: Befriende, at åbne op for det forbudte og fortrængte i en tid, hvor end ikke den infantile hyggeonkel Reje må optræde, som han har gjort i årevis. De skræmte nypuritanister, som tror, at man kan komme alt mørke til livs, tager fejl. Mørket findes, men vi må lære det at kende og kaste lys over det. Det nytter ikke at slukke for det.

Epheas Maposa & Nanna Starck Uggly Feelings. Collega. Flensborggade 57. Åbent torsdag 13-17. Til 27. august.

Maskinkunst i en AI-tidsalder

Henrik Menné (f. 1973) viser i endnu en diminutiv ‘kunsthal’ – Kunstvinduet, der også er åbent 24/7 pga. glasdøren ind til rummet – sin robot Maskine L5.

Her producerer den langsomt, men sikkert, keramiske skulpturer, der hen ad vejen bliver brændt. Menné har længe været maskinmesteren i dansk samtidskunst og har skabt en lang række beslægtede maskiner, der producerer tegninger eller skulpturer, og Maskine L5 indgår i denne fortsatte serie. Maskine L5 er sympatisk nok fremstillet af industrielle genbrugsmaterialer, så den indgår i den cirkulære økonomi, som vi i den nuværende antropocæne epoke ikke kan få nok af.

I modsætning til industriproduktionen, hvor maskiner og robotter bliver indført for at optimere produktionen og sætte tempoet i vejret, er Henrik Mennés maskiner herligt absurde, langsomme og uforudsigelige. Den nye maskine styres af elektronik og drives af trykluftsslanger og en pølsepresser, ligesom temperaturen i det rum, hvor maskinen står, også spiller ind på produktionshastigheden af de langsomme materialeophobninger, der slutteligt bliver til disse krukkelignende skulpturer.

Det er de færreste, som har tid og styrke nok til at stå længe i det lidt vindomsuste uderum mellem Lene Tranbergs smukke beboelsesblokke i Havneholmen. Ikke desto mindre kræver det lang tid at opleve de mikroskopiske forandringer, som maskinen sætter i gang under processen. I disse varme dage kunne man tage en dukkert i havnen undervejs.

Værket kan opfattes som en allegori over den tid med AI, vi nu står midt i, skønt det er en mere traditionel, computerstyret maskine end en robot.

Henrik Menné er både et legebarn og en lidt Georg Gearløs-agtig opfindertype. At overlade kunstproduktionen til en maskine – eller mere korrekt: et kinetisk kunstværk, der ganske vist er præprogrammeret af kunstneren selv til at skabe nogle specifikke kunstværker – er både ganske tankevækkende og ikke så lidt spektakulært, og i det hele taget herligt gakket og poetisk. Kunstvinduet ledes af kunstelskeren og -skribenten Ole Schwander, som selv bor i bygningen.

Henrik Menné: Maskine L5. Kunstvinduet, Havneholmen over for # 80. til 14. juni