Gallerirevy København sep 2018: Kunstens stærke tale!

Tre aktuelle galleriudstillinger tager henholdsvis maleriet og skulpturen alvorligt og viser disse mediers uendelige potentialer som visuelle betydningsbærere i to og tre dimensioner.

Det lille galleri BLVD One-Five-Six på Strandboulevarden ledes af juristen Klaus Koenig, der har ambitioner med sit galleri. Den aktuelle udstilling Hommage à Per Kirkeby omfatter værker af nogle af Danmarks fremmeste nutidskunstnere, der for flertallets vedkommende har skabt dem til udstillingen – med et afsæt i den inspiration, som Per Kirkeby har givet disse kunstnere, der er født mellem 1955 og 1975.

BLVD One-Five-Six genåbnede i 2017 efter en periodes nedlukning. Galleriejeren er udpeget af FN som valgobservatør og rejser derfor en del rundt i verden, men hans assistent træder til, når det er nødvendigt. Det er en kammer-udstilling, så når man forlader galleriet, kan man tydeligt huske alle værkerne.

Kirkeby overalt

Kathrine Ærtebjerg har til udstillingen på Strandboulevarden skabt et fint lille papirarbejde: En grøn hilsen til Kirkeby fremstillet som en skabelon af en blomst, udført med airbrush. Anna Sørensen viser to store, stærkt dekorerede krukker og for at matche Kirkeby’s maleri har hun bearbejdet rødlerets overflade, så det antager en lignende stoflighed.

Kristian Devantier og Eske Kath er på hver sin måde gået i kødet på Per Kirkebys naturlyriske maleri. Eske Kaths nænsomt malede billede viser et bakket landskab med solnedgangsstriber i baggrunden. Devantier har lavet en decideret pastiche med stakit og solnedgangsstråler i popstil à la Kirkeby i 1960’erne.  

Anders Moseholms maleri i s/h er egentlig et cityscape, der er overlejret af træer i respekt for Kirkebys naturdyrkelse, mens Jesper Christiansens mørkeblå Kikkert maleri fra 1985 viser en rygvendt, frakkeklædt person, der suges ind i maleriets dyb, som han studerer med en kikkert. Måske handler det om dengang, unge Jesper Christiansen, beundrende kiggede Per Kirkeby over skulderen? Lars Thygesens uhørt smukke maleri-collage, der heller ikke er skabt til udstillingen, indeholder ikke desto mindre et farvevalg, der kan minde om Per Kirkebys.

I øvrigt skal det stærkt anbefales at supplere med udstillingen Hommage à Per Kirkeby i Galleri Bo Bjerggaard. Her gives en fornem omvisning i kunstnerens vidtfavnende oeuvre inddragende alle de medier, han arbejdede med, undtagen murstensskulpturerne, der til gengæld vises på Museum Jorn. Udstillingen skulle have markeret kunstnerens 80 års fødselsdag i denne måned, men han døde som bekendt i maj.

BLVD One-Five-Six. Til 30. september. Galleri Bo Bjerggaard: Hommage à Per Kirkeby. Til 27. oktober.

Sværdet og de højere magter

Troens Ridder, Alexander Tovborg (f. 1983), tager på sin nye udstilling Hvem er dit sværd? – en mærkelig menneskeliggørelse af en ting i øvrigt – atter livtag med de store eksistentialer. Ikke blot ved hjælp af det tunge bronzesværd, der hænger isoleret på en stor væg i galleriet, men også med sine to nye, monumentale og ornamentbårne malerier samt med sin performance på åbningsdagen, som jeg desværre ikke havde mulighed for at opleve, men som efter sigende skulle have været teatralsk, uhyre intens og meget blodig.

Udstillingens omdrejningspunkt er den franske helgeninde og hærfører Jeanne d’Arc (1412-31), hvis betydning og baggrund historikerne stadig strides om. Var hun en from bondepige, der reddede Frankrig, eller var hun af adelig byrd og en brik i et storpolitisk spil under 100 årskrigen mellem Frankrig og England?

Eftersom Tovborg ikke er historiker, men billedkunstner, er han snarere optaget af en genlæsning og rekontekstualisering af Jeanne d’Arc som en skikkelse, der repræsenterer en urokkelig gudstro. Mytologisk set inkarnerer Jeanne d’Arc et spændende dilemma mellem en feminin urkraft, der bliver brændt på bålet som heks, og Guds – Alfaderens – ydmyge tjenerinde.

Den sandhedssøgende kunstner har med sit afsæt fået skabt to overbevisende nye malerier. De slår ikke kun qua deres størrelse, men også i kraft af de stærke farver og de farlige og vildt stiliserede figurerer benene væk under publikum og i denne sammenhæng mig. Det er en fysisk tour de force af de helt sjældne i dansk samtidskunst, og de er rene museumsstykker.

Motiverne fremstiller i meget stiliseret form Tovborgs relation til Jeanne d’Arc og omvendt – Jeanne d’Arc som en slags skytsengel for Tovborg. Der optræder også en kirke og angiveligt en Mammon-figur, så måske handler det også om det dilemma, som kunstnere (og alle os andre) til alle tider befinder sig i? På den ene side at levere kunst til markedet og på markedets betingelser, og på den anden side at være tro mod sig selv og sine indre værdier?

Ornament-billeder

Det er ikke så enkelt at ”læse” billedernes indhold pga. den ornamentale målemåde, som minder lidt om mexicansk folkekunst tilført lidt orientalsk ornamentik og et drys vikingekunst. Det kræver studier og samtaler med kunstneren.

Men vi ser en stor lang tunge i det ene billede, og i det andet er der flammende ildtunger ud af munden på en drageagtig figur. Motiverne ser ud, som var de hugget ind i farvet sten – igen har kunstneren bygget disse store malerier op i lag på lag i en uendelig tidskrævende proces.

På sin nye udstilling kæmper den spirituelt søgende Tovborg for værdier som sandhed, gudstro og de grundregler eller guidelines, som kan befordre en bevidst og sandhedsbaseret tilstedeværelse i vores liv – uden at løfte pegefingeren. I stedet løfter han sværdet som det symbolske og fysiske våben, der kan bruges såvel i det godes som i det ondes tjeneste. Der er som altid så meget ude at gå hos Tovborg.

Alexander Tovborg: Hvem er dit sværd? Galleri Nicolai Wallner. Til 20. oktober.

En dans mellem billede og skulptur

De to briter, maleren Ian McKeever (f. 1946) og billedhuggeren Richard Deacon (f. 1949) er gamle venner. De udstillede første gang sammen i Galleri Susanne Ottesen i 1999. Sidenhen har de begge udstillet solo ved flere lejligheder i det smukke galleri i Gothersgade. Nu optræder de sammen igen med en ”Gesamt”-udstilling.

Richard Deacon er en af Englands mest fremtrædende billedhuggere, og der er da heller ingen ende på hans vidtgående eksperimenter med skulpturens formsprog. Som regel afslører hans værker deres egen fremstillingsproces, hvilket gør ham til en sand konstruktivist. I sine nye værker eksperimenterer han med nogle flade, geometriske figurer i bemalet og lakeret stål. De er monteret, så de danner nogle grid-mønstre, der interfererer med hinanden omkring et mellemrum. Skulpturerne er placeret på ”sokler”, fremstillet af bukkede anti-skrid stålplader, som man bl.a. kender fra trapper og stiger på arbejdspladserne. Det giver værkerne et cool og industrielt udtryk.

Der opstår et spændende spil mellem de geometriske mønstre, ligesom værkerne vipper subtilt mellem at være fritstående relieffer, billeder, objekter eller skulpturer. Et enkelt værk – This Time (2017)– er et egentligt metalrelief, der hænger som et kæmpesmykke på væggen. Generelt er udtrykket i Deacons nye værker på samme tid stramt og formelt, poetisk og rytmisk.

Organisk og geometrisk

På væggene hænger IanMcKeevers malerier, som bliver til i hans atelier på hans gård hjemme i Dorset i Sydengland. Her maler han ofte i mørke, så malerierne er et resultat af hans rent fysiske og kropslige mellemværende med lærredet i en anelsesfuldhedens action-painting. I sine nye malerier gør han på sin vis brug af en lignende metode som Deacon, idet han sætter to strukturer overfor hinanden: En stram geometrisk, der møder en løsere og mere organisk form. To forskellige verdener – kulturens retlinede og naturens groende?

Især forløses denne ”juxtaposition” i et triptykon med titlen Henge Painting IX, hvor de to ”yderfløje” malet med caput mortum – en sortviolet farve – indrammer den urolige, sorte midterfigur, hvorigennem man skimter lærredets hvidhed, som flasher igennem det sorte. Der er ingen fortrydelsesret, når McKeever maler. Det foregår i ét hug, og som sådan er der også noget haiku-agtigt over processen.

Det er en interessant engelsk duo, der pt. danser sammen i Ottesens flotte funkishal.

Richard Deacon og Ian McKeever. Susanne Ottesen. Til 6. oktober.