Gallerirevy København maj 2022: Dans til døden!

Vi besøger både de veletablerede og de nye i klassen i denne måneds gallerirevy. Her finder vi ghanesiske madolietønder såvel som naturbilleder med trimmertråd og computertaster. Til slut bydes der op til maratondans!

Ikke mindre end seks, snart otte, privatejede gallerier har inden for de seneste to år føjet sig til det i forvejen store antal gallerier på den københavnske kunstscene. Et af dem er Brigade, der blev indviet i 2020.

Det smukke galleri har til huse i den tidligere pornobiograf, Hawaii Bio, på Vesterbrogade. Efter dens lukning dannede rummene en overgang ramme om projektrummet HAWAII BIO, men er nu ombygget til en lækker hvid kube i to etager, der ud over at huse det nye internationale galleri også råder over café og boghandel.
Brigade Gallery rådgiver sideløbende om kunst til offentlige og private rum, og udstillingerne har primært fokus på internationale talenter, der er på vej.

Aktuelt kan man se ghanesisk fødte Serge Attukwei Clotteys (f. 1985) udstilling Erased Past, der omfatter utraditionelle vægobjekter eller gobeliner samt malerier på papir og lærred. Vi vender tilbage til malerierne, men umiddelbart påkalder de gule gobeliner sig mest opmærksomhed og er også de første værker, vi møder på udstillingen.

Clottey er vokset op i en typisk ghanesisk storfamilie, hvor alle voksne er med til at opdrage børnene. Han er søn af en kunstner og er først uddannet ved Ghanatta College of Art and Design i 2004 i Ghana, men fortsatte studierne på Escola Guignard University of Art i Brasilien og er desuden æresdoktor ved Brighton University i England.

De semitransparente gule gobelinværker, der hænger på begge etager, er resultatet af et samarbejde med lokale ghanesere fra Clotteys hjemby Accra. Værkerne udspringer af hans knopskydende Afrogallonisme-projekt, hvor han approprierer gule plastictønder, som de europæiske kolonimagter i sin tid eksporterede madolie i.

De findes i alle ghanesiske hjem, og de samme plastictønder genanvendes i generation efter generation. Undervejs benyttes de til at opbevare andre, også mindre sunde, væsker. De bærer tydelige brugsspor og rummer en rig palet af overvejende okkergule farver, alt efter hvilke væsker beholderne har indeholdt, og hvor gamle og slidte de er. Clottey har nu skåret tønderne op i små stykker og sat stykkerne sammen med ståltråd.

Gobelinerne er et forsøg på at generobre et kolonialistisk materiale ved hjælp af fantasien og et æstetisk greb, der bl.a. refererer til de ghanesiske kente-eller stribemønstre.

Malerierne har mange stilmæssige referencer til kubismen, som vi kender fra Picasso, Braque og den cubanske kunstner Wifredo Lam (1902-82). Disse kunstnere lod sig inspirere af de kraftfulde, stiliserede afrikanske masker og skulpturer.

Clottey trækker så at sige kubisternes stilmæssige lån tilbage og overfører dem til en afrikansk kontekst. De kubistisk forvredne, geometriske figurer er nu ikke længere et moderne og dengang nyt stilelement, men udtrykker den undertrykkelse, korruption og vold, som er fremherskende i det moderne ghanesiske samfund.

Således benytter Clottey sin udviklede visuelle begavelse til at gå i kødet på de samfundsmæssige problemer i hans hjemland, som fulgte i kølvandet på den europæiske kolonialisme.

Serge Attukwei Clottey: Erased Past. Brigade. Til 27. maj.

Abstrakte landskaber med gummihandsker

Fra dette forholdsvis nye skud på galleristammen går turen til det veletablerede galleri SPECTA, der blev grundlagt i 1980. Ligesom gallerierne Hans Alf og Marie Kirkegaard holder det til i Gammelholm-distriktet i Indre By.

Her viser Hannah Toticki (f. 1984) sin første soloudstilling med titlen Mentale Landskaber, hvor hun blandt andet adresserer den klimakrise, som er tidens mest bekymrende og presserende problem. I sin hidtidige praksis har hun været optaget af det moderne arbejdsliv, der gør folk til workaholics og forkrøbler mennesket, der nærmest smelter sammen med maskinerne og kommer til at lide af stress og søvnløshed.

I sine nye assemblager på indfarvet papir og uld konfronterer hun nogle industrielle, massefremstillede objekter med naturens egne selvgroende principper og processer. Det er et møde mellem det hårde og kantede og det bløde og organiske. Der pågår et clash mellem disse to væsensforskellige materialer og repræsentationsformer, som Toticki gør sanseligt tilgængelige for betragteren gennem et sikkert æstetisk greb.

Værkerne formidler den oplevelse, at menneskearten har mistet forbindelsen med naturen, som vi egentlig er tæt sammenvævede med, da vi jo selv er natur. Ligesom dyrene er vi ”entangled”, dvs. dybt forbundne med naturen som omvandrende biologiske processer, men vores overdimensionerede hjerner har fjernet os fra dét naturgrundlag, der er kilden til alt liv.

Toticki undgår prisværdigt at teoretisere, da værkerne kan tages direkte ind som en slags æstetiske diagnoseredskaber – dog ikke uden humor. Hun sætter paradokser op, der viser, hvor galt det egentlig står til.

Baggrunden for disse materialenørdede assemblager på indfarvet papir er egentlig abstrakte landskabsmalerier, hvor man aner bjerge, vand og grønne enge, der brydes af industrielle objekter som gummihandsker, trimmetråd fra en kantklipper, computertaster, plastrør, metalfolie og andre ”fremmedlegemer”. Typisk sådanne ting, der bliver skyllet op på stranden, eller som ligger i skovbunden og i grøfterne. Udstillingen er koloristisk båret af varme grøn-gule farver, som vi kender fra naturen.

Eksistentielle cykelhjelme

Værkerne på væggene suppleres af syv cykelhjelme i stentøj med titler som Protection against Boredom, Protection against Irrevocable Mistakes og against Existential Loneliness mv. Nogle af dem er forsynet med remme af metalkæder og uld.

Disse ”eksistens-beskyttende” hjelme henviser til livets skrøbelighed og understreger, hvor vanskeligt det er at navigere i det og dæmme op for tragiske hændelser og dumme fejl, men også her møder vi Totickis afvæbnende humor.

Hannah Toticki, der sideløbende har en performativ praksis, dimitterede fra Kunstakademiet i 2016. Hun har en lang række udstillinger bag sig. I 2021-22 bidrog hun til Kunstens udstilling Work it Out med samlebåndsværket RE:RE:RE:RE, der pegede på arbejdslivets evige produktivitets- og vækstkrav. Hun er netop blevet tildelt Statens Kunstfonds 3-årige legat.

Hannah Toticki: Mental Landscapes. SPECTA. Til 18 juni.

Dance to the End of Life

Esben Weile Kjær (f. 1992) er en fremstormende kunstner, der allerede har skabt sig et navn på kunstscenen, selv om det først er i år, at han dimitterer fra Kunstakademiet.

Frem den 23. maj kan man se hans både imponerende og fascinerende afgangsprojekt Mirror på Charlottenborgs Afgangs-udstilling med lydside ved Mø som optakt til soloudstillingen Complete Collapse hos Andersen’s Contemporary, der er flyttet til Amaliegade fra NV.

De nye værker ligger i forlængelse af hans hidtidige performative praksis, hvor dans og ekstase indgår som en tilbagevendende, strømførende puls.

Nu har han sat fokus på dansemaratons – måske inspireret af Sydney Pollocks prisvindende film fra 1969 They Shoot Horses, don’t they?, der handler om det egentlig makabre, amerikanske depressionsfænomen maratondanse, hvor mindrebemidlede, hjem- og arbejdsløse stillede op til maraton-pardanse, som kunne vare dage, uger og måneder?

Deltagerne fik mad og drikke syv gange i døgnet og blev tilset af en læge, men så var det ellers op på dansegulvet igen, hvor de dansede til de segnede i armene på hinanden. Det gjaldt store pengepræmier, og publikum indgik væddemål om vinderne – akkurat som ved boksestævner og heste- og hundevæddeløb.

På hans første soloudstilling i galleriet har Weile Kjær omsat temaet til seks mandsstore, fristående ”billboards” i form af blyindfattede ruder med scener fra disse danse-maratons, der rummer en kalejdoskopisk og koloristisk skønhed.

Det er et originalt greb at omsætte disse motiver til glasmosaikker med reference til Tiffany-lamper og stilen i fortidens varieté- og dansehaller. Det er patetiske og rørende motiver, hvor mennesker kollapser (jfr. titlen). Det handler om penge, berømmelse og grov udnyttelse af mindrebemidlede med en romantisk danse-ideologi som kittet, der holder sammen på det hele.

Der er også to ”skulpturer”, dvs. toiletter, som er fyldt med smykker og objekter, som synes at være skyllet ud sammen med de tabte drømme om lykken på dansegulvet. Herudover har Esben Weile Kjær skabt en række fotocollager med dansemotiver, som går igen i glasarbejderne. En udstilling, der skal opleves med hele sanseapparatet.

Esben Weile Kjær: Complete Collapse. Andersen’s Contemporary. Til 4. juni.