Gallerirevy København marts 2022. En ny tidsånd?

Tre gruppeudstillinger i København viser på tre væsensforskellige måder og med tre vidt forskellige tilgange, humorgrader, medier og greb, hvor vidt billedkunsten spænder som erkendelses- og oplevelsesform.

Aldersgennemsnittet på Galleri Nicolai Wallners nye gruppeudstilling Zeitgeist er kun 32 år, men ambitionsniveauet er tårnhøjt: Udstillingen er en slags replik i det 21. århundrede til den historiske milepæl-udstilling Zeitgeist i 1982 i Berlins Martin Gropius Bau.

Selv om Wallner i pressemeddelelsen erkender, at der er tale om en anden skala, tid og kontekst, så er det at slå et lovligt stort brød op. Udstillingen i 1982 ændrede på afgørende vis hele den vestlige kunst. Her trådte ikke mindre end 45 af de mest innovative og modige kunstnere fra især det gamle Vesttyskland frem. En hel generation af malere og konceptkunstnere præsenterede her skelsættende billeder, så det battede.

Men hvad dækker begrebet Zeitgeist eller tidsånd egentlig? Begrebet hidrører fra slutningen af 1700-tallet, hvor digterne J.G. von Herder og Goethe oprindeligt lancerede det. Dengang var det tæt knyttet til romantikkens historiesyn og ideen om en særlig folkeånd. Senere har begrebet skiftet indhold og er blevet et mere bredt begreb om en tidsalders særlige mindset og specifikke kulturelle og intellektuelle klima.

Vi ved, hvor stor succes – også kommercielt – 1980’ernes nye vilde maleri fik. Tilsvarende er alle malerier på den nye Zeitgeist solgt, da jeg besøger udstillingen nogle få timer, inden den åbner. Wallner og konsorter har om ikke fanget tidsånden, så i hvert fald læst markedet rigtigt.

Det første, jeg tænker på, da jeg træder ind i galleriet er, at disse malerier virker sært gammeldags. Navnlig, hvad angår det koloristiske: Billederne er holdt i varme og glødende farver, undertiden også i jordfarver eller brækkede farver. De råber ikke. Snarere hvisker de deres budskaber frem, og formaterne er langt mere beskedne end de vilde eller ny-ekspressive maleres. Det er kunst på listesko. Kunst, som kræver, at publikum forholder sig sensitivt og lydhørt til motiverne.

Vi er i en epoke af (kunst)historien, hvor mennesket er blevet ydmygt og er begyndt at se sig selv som en del af naturen, som vi i disse år erkender, at vi er ved at miste. Der er mange mønstre, arabesker, organiske grid, bølgende og organiske former og groende principper i disse billeder. Vi er så langt fra neonlys og punkmusik, som tænkes kan. Langt tættere på symbolismens naturfortolkninger. De figurer, som optræder i værkerne, minder undertiden om planter eller gevækster, der er forankrede i den omgivende natur. Det er spirituelt søgende billeder med nye, bløde dagsordener.

Nogle af malerierne overrasker ved at vise nogle ganske nye, visuelle udtryksmåder. Den etiopisk fødte billedkunstner J.G. Arvidsson, der stadig er elev ved Det kgl. Danske Kunstakademi, benytter en kombination af maling og oilstick på genbrugte og fundne træplader. Hans taktile malemåde og særegne motivverden synes båret af personlige erfaringer, der giver ekkoer af svundne tider og fremmede kontinenter. Det er et markant anderledes maleri end hidtil set.

Personligt falder jeg dog navnlig for Oliver Baks tre malerier Eater, Les fleurs mutées og Pale Shadow og Eva Helene Pades Uden titel (2022) med et dødstema. Hendes ikonografi har mange referencer til belgiske James Ensors (1860-49) menneskemyldrende, surrealistiske billedverden.

Zeitgeist. Værker af Anna Kristine Hvid Petersen, Emilie Imán, Eva Helene Pade, J.G.Arvidsson, Martin Aagaard Hansen and Oliver Bak. Galleri Nicolai Wallner. Til 26. marts.

Landskabsforbud

Fra denne præsentation af en række unge kunstnere bevæger vi os til udstillingen Landschaftsverbot eller på dansk Landskabsforbud i Galerie MøllerWitt.

Udstillingen tager afsæt i en udstillingsplakat af Jörg Immendorff fra 1969. Denne politisk engagerede, aktivistiske kunstner havde her taget et foto af en vietnamesisk landsby og klistret det direkte på plakaten. Immendorff havde tre år før deklameret ”Hört auf zu malen” (hold op med at male) i et maleri, der ironisk nok hører til hans mest berømte, bemærker udstillingens initiativtager og kurator Claus Carstensen i kataloget.

Udstillingen handler således ikke kun om at trodse maleforbuddet, men i særlig grad det af nationalromantikken omklamrede landskabsmaleri. Hvordan omgår man dette forbud?

Det giver de 12 deltagende kunstnere hver sit bud på. Udstillingen er tydeligt præget af billedkunstneren, kulturfilosoffen og malerprofessoren Claus Carstensen både i skrift og i værkudvalg.

I katalogets forord giver han en definition på inversionsbilleder. ”Det er værker, som kunstneren brænder sig på … Det er billeder, der flipper eller tipper over… skæbnesvangre og altafgørende billeder ofte med et point of no return.”

Således et genuint landskabsmaleri af Per Kirkeby fra 1976 fra Island, inspireret af Kurt Schwitters’ ”norske levebrødsbilleder.” Her forlader Kirkeby sit avantgardistiske formsprog fra Eksskole-tiden og giver sig hen til et traditionelt landskabsmotiv. Det er et sådant inversionsbillede, der dog hurtigt bliver konverteret til hans karakteristiske lagvise, abstrakt-ekspressive landskabsbilleder med skarpt blik for landskabernes geologiske tilblivelsesprocesser og de visuelle muligheder, han i egenskab af også geolog finder her.

Der er mange interessante værker, som på hver sin måde svarer igen på forbuddet mod at hengive sig til landskabsmaleriet.
Udstillingens mest genuine landskabsmaleri er Søren Martinsens Bog and Spine (2021, mose og rygrad), der oprindelig inspirerede Carstensen til udstillingen. Her vender Martinsen landskabsmaleriets sædvanlige bredformat om til højformat, hvorved hele problematikken med at skildre omverdenen panoramisk vendes på hovedet, så landskabet snarer fremstår som et portræt.

Christian Vinds Skyggetegninger udført med fyldepen, gouache og marker på papir er opskaleringer af hans skitser af landskaber, som han har nedfældet i sin notesbog. Her oplever vi et lille, systematisk alfabet over mulige landskabstyper, men alle er set og sanset.

Magnus Frederik Clausens Nulnulfireogtyve (Nina), som er malet pr. stedfortræder, udgør et malerisk nulpunkt: Det er tidspunktet for begivenheden (vel af erotisk art), malet i gult på sort, som et lysende elektronisk ur i natten.

Ikke at forglemme værker af Kurt Schwitters, Peter Bonde, Claus Carstensen selv (fem værker) og Ferdinand Ahm Krag, hvis Astro-plasma, dvs. den fjerde tilstandsform for atomer og molekyler, imploderer gult foran beskueren.

Foruden Maria Wæhrens’ dybt foruroligende Strawberry Flavour (2008) – et pink landskab med indbygget destruktion og ”detonerende”, erigerede penisser og meget mere, som denne artikels korte plads ikke tillader at uddybe yderligere.

Landschaftsverboten. Kurateret af Claus Carstensen. Med deltagelse af Peter Bonde, Claus Carstensen, Magnus Frederik Clausen, Consant, Steffan Danielsen, Jörg Immendorff, Per Kirkeby, Ferdinand Ahm Krag, Søren Martinsen, Kurt Schwitters, Christian Vind og Maria Währens. Galerie MøllerWitt. Til 2. april.

Kattelege

I Specta har man sluppet katten ud af fastelavnstønden, så galleriet nu er ”befolket” af de særeste kattetyper.

Det er egentlig en skøn idé, for mange mennesker, måske især mange kunstnere, har et inderligt forhold til katte – eller det modsatte. Som nu jægeren og konceptkunstneren Svend-Allan Sørensen, hvis værk Jamen, man skyder da katte er et kattekranium monteret på en trofæplade.

Svenske Emma Tryti besvarer temaet med en kat i tre dimensioner i blandede medier, bl.a. tekstiler. Den frække grå kat har en erigeret penis i munden. Værket er inspireret af et tysk træsnit fra 1555, hvor en nonne forsøger at lokke penissen fra katten i bytte for en fisk. Det handler om et kødeligt begær fra den protestantiske nonnes side og også om, at man i middelalderen betragtede kød som mere nærende end fisk.

Det vrimler med mere eller mindre originale, gakkede, smukke eller fantasifulde kattefortolkninger, herunder også Trine Søndergaard og datteren Sagas foto af deres skræmte siameserkat under en storm.

Men Marcel Broodthaers’ (1924-76) Interview with a Cat (1970) tager prisen. Her spørger han sin miavende kat til råds om forskellige kunstneriske anliggender – ”samtalen” føres på et højt intellektuelt niveau – men ender med en længere ”konversation” om, hvorvidt der er tale om en pibe eller ej! René Magritte længe leve.

En bedårende, morsom og inspirerende udstilling, der appellerer til alle katteelskere. Man noterer sig, at kunstnerne er gået til opgaven med dyb alvor.

Udstillingen Kat er kurateret i samarbejde med Camilla Thorup. Deltagende kunstnere: Thordis Adalsteinsdottir (IS), Bianca Maria Barmen (SE), Kinga Bartis, Agnete Bertram, Anna Bjerger (SE), Luca Bjørnsten, Anders Bonnesen, Herbert Brandl (AU), Anders Brinch, Marcel Broodthaers (B), Mathilde Digmann, Hannah Epstein (CAN), Frances Goodman (ZA), Ulrich Hakel (DE), Malene Hartmann Rasmussen, Peter Holst Henckel, Søren Hüttel, Pernille Kapper Williams, William Kentridge (ZA), Heine Kjærgaard Klausen, Ragnhild May, Fie Norsker, David Risley (UK/DK), Miho Sato (JP/UK), Johannes Sivertsen, Faranak Sohi (IR/DK), Anna Stahn, Lisa Strömbeck (SE/DK), Birgitte Støvring, Trine Søndergaard, Svend-Allan Sørensen, Sarah Thibault (US), Camilla Thorup, Anne Torpe, Emma Tryti (SE), Mette Vangsgaard, Albin Werle, Maya Stefania Wibling, Jongsuk Yoon (KOR/DE). Galleri Specta. Til 23. april.