Gallerirevy København november 2023. Tre markante kvinder

Et 40 års jubilæum og to runde 80 års fødselsdage. November måneds gallerirevy har fokus på gallerist Susanne Ottesen og kunstnerne Kirsten Justesen og Ursula Reuter Christiansen. Tre markante kvinder, der på hver sin måde har bidraget innovativt og personligt til dansk kunst i årtier.

Selv om vi kun sjældent retter søgeren mod gallerister, vil vi denne gang gøre en undtagelse med Galleri Susanne Ottesen, der i år fejrer 40-års jubilæum.

Susanne Ottesen startede sit galleri i 1983 hjemme i lejligheden i St. Kongensgade, efter i nogle år at have solgt grafik i ind- og udland af bl.a. Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard, udført hos kobbertrykkeren Niels Borch. I 1989 flyttede hun til de nuværende, smukke funkis-lokaler med gulv af sorte stenfliser, der er lagt skråt i rombeform. Galleriet har siden haft til huse i den raffinerede hvide kube vis à vis indgangen til Kongens Have.

Ottesen har i fire årtier lagt den kunstneriske barre højt og har løbende vist udstillinger på museumsniveau. Senest på den første del af to udstillinger, der markerer jubilæet, der løb fra 16. september til 14. oktober. I en skarp kuratering med galleriets tunge drenge og en enkelt pige blev der vist værker af Per Kirkeby, A.R. Penck, Kirsten Ortwed, Bjørn Nørgaard og Troels Wörsel. Et visuelt stimulerende felt af forskellige praksisformer, udspændt mellem to- og tredimensionale værker og med væsensforskellige materialer og visuelle agendaer.

Ottesen var et af de første danske gallerier, der inviterede verdensstjerner til at udstille i galleriet. Det skete i en tid, hvor Københavns kunstscene endnu ikke havde rakt ud til omverdenen og stadig lå i svøb i forhold til det vældige både kvalitative og kvantitative opbud, der er i dag. En af disse kunstnere var den dengang ukendte Cindy Sherman, som hun viste på en soloudstilling i 1993. På udstillingen solgte Susanne Ottesen ikke ét eneste værk af denne pioner inden for iscenesat fotografi.

Værket Untitled (2016), hvor Cindy Sherman fremtræder som en magtfuld kvinde foran New Yorks skyskrabere, er med på anden del af de to jubilæumsudstillinger. Ottesen har også samarbejdet med internationale navne som Lawrence Weiner, Rosemarie Trockel, Ian McKeever, Richard Deacon, Hermann Nitsch og flere andre, som alle er repræsenteret med værker på den aktuelle udstilling.

I de senere år er der kommet nogle begavede yngre kvindelige kunstnere til: Anna Abell, Pernille Witt-Madsen, Marie Søndergaard Lolk, polsk-fødte Nina Nowak m.fl.. Også værker af disse kunstnere kan opleves på jubilæumsudstillingen Now Here, Then There: part 2, som har fokus på galleriets historie fra 1989 frem til i dag.
Det er blevet en seværdig gruppeudstilling, hvor hvert værk har fået sin plads og sin stemme. Ikke mindre end 40 kunstnere, som arbejder i allehånde medier, readymades, grafik, maleri, foto, video, skulptur og fotografi, bidrager, og alligevel funker ophængningen altså, og der er nok at gå på opdagelse i.

Kæmpemalerier

Især to malerier brænder igennem og ikke kun pga. deres anselige formater: Olav Christopher Jenssens på én gang humoristiske og selvironiske kæmpemaleri Lack of Memory/Recumme, der danner et spillevende, pointillistisk ‘motiv’ bestående af malerklatter, som han har afsat på lærredet under arbejdet med andre værker i tiden mellem 1992 og 2013. En slags vidnesbyrd eller dagbog over en accelererende malerhjerne gennem 21 år?

Også Kehnet Nielsens kolossale, spritnye maleri Welltinnenraum (verdens indre rum) gør et dybt indtryk på undertegnede. Titlen lader os tro, at vi ser ind i planetens indre, men i virkeligheden ser vi ud på et storstilet bjerglandskab – en montage af forskellige traditioner inden for landskabsmaleriet med bjerge, klipper, sten og måske også vand.

Men alle figurationerne forholder sig til maleriets egen logik mht. form og farve, så det er også et metamaleri, der handler om repræsentation, og hvor bjergene bliver det ‘grid’, som maleren kan bruge til at lege med former og farver. I udkanten af billedet optræder en naturturist med bare tæer og vandreskoene hængende over armen i snørebåndene. Hans synes at fortabe sig i tanker, men er på vej ud af billedet. Når han er væk, vil landskabet atter slutte sig om sig selv i en væren uden bevidsthed.

Udstillingens første rum er kurateret knivskapt: Lawrence Weiner konstaterer i sit ildevarslende Art & Language-værk: Turned Asunder with a Spark from Above (flået i stykker med en gnist fra oven), som står skrevet direkte på væggen. Jiri Georg Dokoupils sodmaleri på neongul baggrund af en leopard spiller subtilt sammen med Weiners værk – flået i stykker af en leopard. Diagonalt på gulvet ligger Nina Nowaks skulpturelle readymade Material Pt. 1: Equilibrium Tide (element) – en vandsamlende teknologisk anordning apropos tidens mange oversvømmelser – og flere andre værker.

I siderummet kan vi opleve hollandske Marijke van Warmerdams film The Bride, med en måge, der sidder højt oppe i en bygning i, hvad man fornemmer, er en sydlandsk storby. Længe forsøger man at få billeder og titel til at mødes, og til sidst spotter vi langt nede på en plads et brudepar. Det er en underfundig leg mellem fuglens hvidhed, dens oplevelse af verden fra sit fugleperspektiv og brudens hvide kjole, som matcher dens hvide fjerpragt.

Udstillingen er en ren pride parade – forstået som en flot opvisning – af de mange samarbejdsprojekter og den historik, der har næret Susanne Ottesens galleri i fire årtier. Det er en imponerende indsats, når det gælder formidling og salg af seriøs kunst.

Galleri Susanne Ottesen: Now Here, Then There: Part 2 med værker af: Nanna Abell, Lene Adler Petersen, Martin Erik Andersen, Ola Billgren, Ib Braase, Stig Brøgger, Morten Buch, Jean-Marc Bustamante, Walther Dahn, Richard Deacon, Jiri Georg Dokoupil, Maria Eichhorn, Andreas Eriksson, Helmut Federle, Pablo Jansana, Olav Christopher Jenssen, Per Kirkeby, Ian McKeever, Daidõ Moriyama, Kehnet Nielsen, Hermann Nitsch, Nina Nowak, Bjørn Nørgaard, Kirsten Ortwed, A.R. Penck, Jesper Rasmussen, Morten Schelde, Andreas Schulze, Jasper Sevastian Stürup, Ester Shalev-Gerz, Cindy Sherman, Erik Steffensen, Marie Søndergard Lolk, Rosemarie Trockel, Fredrik Tydén, Marijke van Warmerdam, Lawrence Weiner, Emil Westman Hertz, Pernille With Madsen og Troels Wörsel. Til 16. december.

I begyndelse var billedet

Kirsten Justesen er ”en af Danmarks store kunstnere”, som Tania Ørum kaldte hende i sin tale ved åbningen af den nye udstilling Ikke et ord i Politikens Forhal. Med udstillingen – og også den netop afsluttede store, retrospektive Pussy Power på Kunsten i Aalborg – markerer kunstneren sin forestående 80-års fødselsdag.

Kirsten Justesen er oprindelig uddannet som naturalistisk skolet billedhugger fra Kunstakademiet, men hendes udvikling gik i en anden retning, og hendes femi-aktivistiske værker inkluderer en bred vifte af genrer som performance, skulptur, installation og Body Art. Hun er en pioner inden for sidste genre, hvor hun gennemgående har anvendt sin egen krop som materiale.

Da hun altid har arbejdet med et meget stramt, nærmest minimalistisk, formsprog, fremstår hendes værker helt tilbage fra 1960’erne dugfriske, som var de skabt i går, så det kan ikke undre, at denne pioner i den grad har fået både national og international stor bevågenhed i de senere år.

Ørums tale var opbygget som et akrostikon, dvs. en tekst, hvor de første bogstaver i hvert afsnit tilsammen danner fx et navn – i dette tilfælde Kirsten: K for Kirsten, kunst og kvinde, I for Installation, R for Radikal, S for Skitser og skulptur, T for Tid, E for Eksperimenterende og Egenrådig og N for Nutidskunstner. En sjov bogstavleg, men også et seriøst skitseforsøg på at indfange Kirstens kunstneriske raison d’être i lyrisk form.

Ingen ord

Udstillingen består udelukkende af billeder – derfor titlen Ikke et ord, som også er en slags besværgelse – at man skal holde munden lukket, at ikke et ord bør slippe over ens læber, at ens mund holdes lukket med syv segl etc. Derudover er titlen også udtryk for Kirsten Justesens insisteren på billedets magt over ordet ironisk nok ytret i en medievirksomhed som Politiken, der lever af at levere friske ord om verdens tilstand hver eneste dag.

På udstillingen ses et meget omfattende skitsemateriale i form af analoge fotos i sort/hvid, taget med Justesens Nikon-kamera. Et flimrende og rigt visuelt dokumentationsmateriale bliver lagt frem af værker og performances frem til 1997, hvor Kirsten Justesen gik over til digital teknologi.

Hvis man troede, at det var lidt anæmisk med alle disse sort/hvid fotos, skal man tro om igen, for Kirsten Justesen, der ud over at være en pioner inden for ovennævnte genrer også er en forrygende scenograf, har formået at give de mange billeder en dynamisk rammesætning, hvor billederne i kraft af monteringen optræder skulpturelt i rummet på plancher, der hænger i rækker, så der opstår et polyfont kor af ‘stemmer’ fra fortiden fra planche til planche og så at sige rækker faklen videre til næste planche.

Man kan dykke ned i serierne og måske genkalde sig nogle af værkerne fra den tid.

Man kan også gå på opdagelse i det analoge arkiv med 64 ark, der er lagt frem i en stor trækasse som en kæmpemæssig åben bog, og hvor to af arkene vendes hver dag, så udstillingen ændres fra dag til dag.

Dette arkiv er inddelt alfabetisk i temaer som Mænd/bevægelse, Mænd/positur, Mænd/liggende, træer, valmuer m.v.

Det er ganske enkelt sjovt at gå på opdagelse i – og igen: Stramt kurateret.

Clouet er en gipsmodel i 1:2 af Kirsten Justesens forestående monument for Grevinde Danner, som næste år i november vil blive afsløret på sin plads skråt over for Dannerhuset. Den hvide gipsskulptur spiller fint sammen med alle de hvide partier i fotografierne, de hvide vægge og de sorte gulve. Udstillingen er en værdig opsamling på Kirsten Justesens radikale og skarpe bidrag til dansk kunst.

Kirsten Justesen: Ikke et ord. Politikens Forhal. Til 20. januar 2024.

Hun lægger aldrig fingrene imellem

Den sovende skønhed – Tornerose – danner omdrejningspunkt for Ursula Reuter Christiansens første soloudstilling i den Københavnske filial af Galerie von Bartha, der åbnede i vinteren 2021.

Udstillingen markerer Ursula Reuter Christiansens 80 års fødselsdag, der fandt sted i april, og som von Bartha markerede med en langt større udstilling i det 1500 kvm store hovedgalleri i Basel. I det ikoniske diminutive fyrtårn i Carlsberg-byen er der snarere tale om en kammerudstilling, som kun omfatter 12 værker: Et stort, tofløjet maleri Sleeping Beauty (2018), tre mindre oliemalerier, et papirværk, fire mindre papirarbejder i mixed media foruden tre keramiske værker.

Ursula Reuter Christiansen lægger aldrig fingrene imellem, men er outspoken og ekspressiv. Hun skaber på fortvivlelse og vrede og råber mere, end hun hvisker. På den måde skiller hun sig med sin tyske baggrund ud fra de fleste danske billedkunstnere i lighed med sin yngre kollega og landsmand, billedhuggeren Christian Lemmerz.

Reuter Christiansen er en ægte feminist med rod i 1960’ernes aktivistiske og femi-kritiske venstrefløj, og som regel tager hendes værker afsæt i hendes helt personlige erfaringsunivers. Det gælder også værkerne til Rose Thorn – udstillingens titel.

Kunstneren er blevet fascineret af bygningen, der minder om et slot – fx det, som Tornerose faldt i søvn i 100 år efter at have stukket sig på tenen, indtil hun i kraft af prinsens kys bliver vakt til live igen. Men Ursula Reuter Christiansen har ekskluderet prinsen fra fortællingen. Her må Tornerose selv finde vej ud gennem tornebuskene. Hun kan selv.

Tornegrene for vinduerne

Der er sat rødmalede visnede tornegrene i vindueskarmene, som signalerer, at ‘slottet’ er lukket inde. Her står også nogle af Reuter Christiansens udaterede, keramiske værker, der refererer til naturen, herunder Den lille Rødhætte med sin kurv under armen samt et par dødstrompeter (svampe), der refererer til kunstnerens barndom og opvækst i Sydtyskland. Trods dens dystre navn, er det en fortrinlig spisesvamp. Som altid refererer Ursula til myter og eventyr sat i relation til hendes egne livserfaringer.

Især titelmaleriet Rose Thorn fra 2001 er suggestivt, farligt og stærkt ekspressivt med et kvindehoved med dramatiske hvidmalede ansigtstræk. Det bøjer sig imod de torne, der vil rive hende til blods, når hun om lidt gør sig fri. Det er et Kristusmotiv med omvendt kønsfortegn.

Det store Sleeping Beauty i to paneler (2018) er mere abstrakt-ornamenteret i stærke orange-glødende og blå farver. Her optræder et tilgroet slot, hvor stræbebuer- og søjler bøjer sig, som var de træer og grene. Af de fire ældre blæk-tegninger på papir fra begyndelsen af 1980’erne skal især fremhæves Kleiner Mensch im Gestrüpp (lille menneske i tæt buskads).

Ursula Reuter Christiansen har således arbejdet med Tornerose-motivet siden 1980’erne, og udstillingen er et fint sammendrag af denne motivkreds.

Herfra skal der lyde et stort tillykke med den runde fødselsdag både til Kirsten Justesen og Ursula Reuter Christiansen, der begge er nået helskindet og mere til igennem et langt kunstnerliv, der på ingen måde har været nemt at håndtere med den modgang og modstand, der er blevet dem til del som kvindelige kunstnere.

Men de inspirerer som rollemodeller for efterfølgende generationer af kvindelige kunstnere, og de har begge bevist, at de har staying power og ikke har mistet det ringeste af deres radikalitet igennem alle deres virksomme år.

Ursula Reuter Christiansen: Rose Thorn. Von Bartha, København. Til 22 dec.