Gallerirevy København dec 2016: Samtidskunstens mange ansigter

Alle medier er aktuelt i spil på Flæsketorvet i København – fra keramiske skulpturer over rå installationer til meditativt fotografi. Tag med på tur til Gether Contemporary, Galleri Bo Bjerggaard og V1 Gallery.

Man kan fortsat høste gode kunstoplevelser imellem de mange restauranter, lastvogne og engrosforhandlere af fødevarer på det myldrende Flæsketorv.

Gether Contemporary, som åbnede i november 2014, satser på både unge kunstnere på vej frem og på mere etablerede kunstnere. Blandt Gethers faste kunstnere ser vi således både Ruth Campau (f. 1955) og Amalie Jakobsen (f. 1989), der begge optræder på den aktuelle gruppeudstilling The Shape of Things to Come. Sidstnævnte dimitterede fra Kunstakademiet og Goldschmidt College i London så sent som i 2014.

Skønt uddannet som billedhugger har Amalie Jakobsen på det seneste også arbejdet med perfomancekunst og dans. Hun bidrager med to papirstynde, røde skulpturer, der skærer sig vægtløse gennem gallerirummet som tegninger i tre dimensioner. De skaber et skrøbeligt nærvær og med deres knivskarpe vinkler og tynde streger angiver de retninger, som gallerigæsterne må følge for at få dem i øjesyn.

Jakobsen inklinerer både for Alexander Calder og for Joel Shapiro. Disse hendes kropsløse ‘stabiler’ ser ud til at kunne vælte ved det mindste vindpust. Det er en poetisk dans, værker der antyder, hvor svært det er at holde balancen i vores tid, hvor så meget falder. Det er nogle på én gang formelle og intuitive afsøgninger af former i rum. Lovende.

Ruth Campaus delikate og taktile stribebilleder rummer disse dekorative ophobninger og klatter, der opstår, når Campau stryger hen over fladen med sin brede pensel og laver præcise, parallelle striber af sølvfarvet akrylmaling på spejlfolien. Ihukommende Roy Lichtensteins popkunstbilleder af malerstrøg med raster. Indimellem tilfører Campau et strejf af gult eller violet. Det er frække og delikate billeder – en slags kunstnerisk pendant til raffineret lingeri.

Den unge norske kunstner Kenneth Alme (f. 1981) er en processuelt orienteret maler, der inviterer tilfældet med ind, når han producerer kunst. Han lægger det rå lærred ned på gulvet, træder og spilder på det, så motiverne vokser organisk frem over tid. En fremgangsmåde, som bl.a. Peter Linde Busk benytter. Derefter syr han lærredsstykkerne sammen og skaber nogle fint afstemte, douce kompositioner, lige dele kollage og maleri og med både organiske og geometriske “motiver” på fladen.

Endelig udstiller den tyske kunstner Jay Gard (f.1981) to malerikonstruktioner med et industrielt look. Disse bemalede “bygningsmodeller” fremstår som en hybrid mellem relieffet, skulpturen og billedet. Lige dele Bridget Riley og Gerhard Richter – sidstnævnte reference specielt i stribeværket, der er monteret på en foldet billboard-konstruktion i miniformat. Gard griber oplagt tilbage i modernismens store billedbank, men skubber den et lille stykke i en ny retning.

Alt i alt en stram og afdæmpet udstilling med nonfigurativ kunst, som mere appellerer til intellektet end til følelsen.

Gether Contemporary: The Shape of Things to Come med Ruth Campau, Kenneth Alme, Amalie Jakobsen, Jay Gard. Til 17. december.

Hjertegribende
Ovenpå hos Bo Bjerggaard bliver man anderledes følelsesmæssigt berørt. Her møder man sjælekunst, skabt af to ypperlige kunstnere: Den norske billedhugger Per Inge Bjørlo (f. 1952) og den danske fotograf Per Bak Jensen (f. 1949). To separatudstillinger under samme tag med de kontrastfulde titler Nattsyn og Dagslys. Som sorrig og glæde og lykke og ulykke. Barokkens dynamiske modsætninger. Og livets.

Skønt udspændt mellem dag og nat har de mørket til fælles. Per Inge Bjørlo har skabt en række stærkt ekspressive, sjælsudkrængende papirarbejder, primært selvportrætter, med motiv af sit eget hoved oplevet indefra som et rent inferno af smerter efter en trafikulykke. Udefra ser det ud som et kranium. Det er stærke sager. Han er ikke kun landsmand med Munch, han har også et kunstnerisk slægtskab med den store ekspressionist.

Det stærkeste værk er uden tvivl titelværket. Det er en installation med syv lange sorte, knudrede stofstykker, som udgår fra en kæmpemæssig tegning af et hoved. De er forbundet med nogle mærkelige receptorer i rustfrit stål, som ligger på gulvet. Som nervebaner, der forbinder sig med synsceller, som sender signaler til hjernens synapser og neuroner? Værket kan minde om den italienske arte povera-kunst, især Jannis Kounellis’, som tidligere har udstillet i galleriet, men også om den danske installationskunstner Thomas Bangs betydningsladede og dybt personlige installationer i forunderlige materialer. Dybt originalt.

Hos romantikeren Per Bak Jensen møder vi den gudsskabte natur. En krakeleret isoverflade, strømmende vandmasser, en stor, bladløs trækrone i modlys, en mark minutter før stormen bryder ud etc. De nye, ikoniske fotografier – hvoraf en del er blevet til på Stevns, hvor han bor i dag – åbner op til en metafysisk parallelverden med afsæt i disse stærke naturiagttagelser. Det er en langsom verden, som han fanger på linsen med lang eksponeringstid.

Per Bak Jensen bruger uanede mange timer på at finde disse steder, som appellerer til ham. De skal rumme en genius loci – et stedernes væsen. Den lange eksponeringstid medfører en rig stoflighed og dybde i hans mageløse og magiskdragende fotografier. Da han til daglig på sin jagt efter motiver vandrer rundt på millioner af års kridtaflejringer, har han taget nogle brudstykker med og har anbragt dem på en hylde. De fremstår som nonfigurative, hvide skulpturer.

Bo Bjerggaard: Dagslys/Daylight og Nattsyn/Night Vision. To udstillinger med henholdsvis Per Bak Jensen og Per Inge Bjørlo. Til 17. december.

Hyldest til Pollock
I V1 Gallery ses værker af den unge britiske maler Danny Fox (f. 1986), som for nogle år siden slog sig ned i Los Angeles. Hans formsprog er velkendt og trækker veksler ikke kun på Basquiat, men på Matisse, Picasso, Philip Guston m.fl. Det er narrative billeder med cowboys og liggende (og siddende) kvinder, som i høj grad er inspireret af det miljø i storbyen Los Angeles, som omgiver ham. Titlen A Spoon with the Breadknife refererer til et engelsk mundheld, hvor brødkniven henviser til hustruen og skeen til det at kæle, oplyser galleriet.

Den danske billedkunstner Rose Eken (f. 1976), som dimitterede fra Royal College of Art i London i 2003, viser en lille, udsøgt udstilling Can i underetagen. Udstillingen er en hyldest til den abstrakt-ekspressionistiske maler Jackson Pollock (1912-1956). Den består af 22 små keramiske værker, som alle er kopier af Pollocks malerbøtter og pensler, som hun har studeret nøje på fotografier fra hans atelier, samt 16 glasmalerier, hvor Eken har malet motiverne med akryl- og porcelænsmaling og har indlejret stykker af krøllet sølv- og guldfolie. Det er neo-pop-billeder i bedste stil – med klare referencer også til art deco. En perle af en udstilling, båret af et stort, visuelt overskud.

I august i år udvidede V1 med et nyt gallerirum: Eighteen. Det er en skarp hvid kube et par minutters spadseretur bag galleriet, og lige nu viser Thomas Øvlisen (f. 1974) muskler her både som maler og som billedhugger. Hans lette 1 kubikmeter store hule, kubeformede skulpturer i polystyren er overlejret med lag af epoxy, tekstiler og talrige lag autolak. Skulpturerne er overraskende lette, og publikum inviteres til at flytte rundt på dem og arrangere deres egen udstilling.

Titlen Techno Fossil Tumbleweed refererer til de milliarder af kunstige “fossiler” i form af affald og forurening, som menneskearten i en lind strøm efterlader sig på planeten Jorden. Mange flere end dyre- og plantearterne. På sæt og vis er disse legende skulpturer selv en art teknologiske fossiler, der indkapsler tiden, stoffet og formen.

Man kan med fordel tjekke ud af juleræset og tage en berigende kunstrunde på Flæsketorvet.

V1 Gallery: Danny Fox: A Spoon with the Breadknife. Rose Eken: Can. Eighteen Gallery: Thomas Øvlisen: Techno Fossil Tumbleweed. Alle til 14. januar 2017.